Kunsten at lave den perfekte kortfilm

Ligesom alle andre jævnaldrende drenge I Vestsjælland kedede jeg mig en del, når jeg fik fri fra skole. Min gymnastiklære forsøgte sig derfor med at arrangere en filmklub en gang om måneden i det lokale foreningshus.

Til et af arrangementerne så vi den originale ’Robin Hood’ fra 1938 af Errol Flynn. Jeg var ved første øjekast totalt forgabt i de intense scener, som filmen portrætterer.

Der er blandt andet en scene, hvor Robin Hood gemmer sig for byens sherif, der er på jagt efter tyveknægten. Sheriffen bliver dog narret og ryger i et bagholdsangreb, og det resulterer i, at Robin Hood og hans mænd trækker bue og pil.

De begynder at affyre skud mod sheriffen, og i pileregnen bliver en af sheriffens mænd ramt og dør. Tilbage sidder mit otteårige jeg og er totalt væltet omkuld. Jeg kunne ikke begribe, at manden, der bliver skudt i filmen, ikke døde i den virkelige verden.

Derfra var jeg helt forelsket i filmuniverset. Særligt de små fortællinger, som kortfilmsuniverset rummer, har de sidste mange år fyldt en stor del af mit liv.

Kortfilm er et format i sin egen ret, og jeg synes, at forholdet til genren i Danmark er en smule forfejlet. Genren bliver brugt til at være en del af karrierestigen, og når du så har lavet en god kortfilm, skal du hurtigst muligt videre til at lave den store biograffilm.

Det er ærgerligt, fordi vi jo eksempelvis ikke rynker på næsen over, at H.C. Andersen skrev korte historier. Hans historier har stor relevans i dag, og en af de store styrker i hans fortællinger var, at han brugte det korte format.

Man skal egentlig ikke sammenligne kortfilm med de lange spillefilm, da det er to vidt forskellige genrer. Når du har skrevet en kortfilm, kan den sjælendt fungere som den længere og store biograffilm – og omvendt. Ligesom du heller ikke kan bruge dine køreevner, når du skal lære at cykle. Det er to vidt forskellige ting, og det samme gør sig gældende med de to filmgenrer.

Alle fortællinger er forskellige, og det er alle startscener også. Noget, som mange kortfilm har succes med, er at holde på hemmeligheder. Det gør, at du som publikum bliver nysgerrig og forhåbentlig ser resten af filmen. I en kortfilm er der heller ikke meget tid til at fortælle en historie, og derfor skal den både være enkel og simpel i sin opbygning.

For at overskueliggøre seeroplevelsen kan man med fordel overveje at lave hele filmen på én enkelt location. ’On My Mind’ foregår det meste af tiden på en bar, men vi har under optagelserne opdelt lokalet, så de forskellige scener udspiller sig i forskellige dele af rummet. Den location, der filmes på, kan i sin helhed være med til at give et dybere lag til fortællingen.

Det er vigtigt, at man som fortæller fra begyndelsen har overvejet, hvilke følelser og stemninger man gerne vil have, at seeren sidder tilbage med, når vekommende har set filmen. I ’On My Mind’ ville jeg gerne give seeren en følelse af lethed, men også portrættere sorg. Det vidste jeg allerede, da jeg startede med at skrive filmen.

Vi er i Danmark blevet kendt for at kunne mestre begrænsninger i filmmæssig sammenhæng. Dogme95 er et rigtigt godt eksempel, og ligesom med dogmefilm tæller hvert et sekund i kortfilmsgenren. Derfor er der en masse scener, som man fravælger. Eksempelvis bliver transportscener, der ville være gode at have med i en biograffilm, overflødige i en kortfilm.

Der er mange instruktører i kortfilmsgenren, der vil alt for meget med deres film, og det er den mest almindelige begynderfejl. Du er først klar til at lave en kortfilm, når du bruger genren til det, den kan, og ikke inddrager elementer, der ikke gavner formatet. Sammenlign det med et Formel 1-løb. Der stiller du heller ikke til start med en Puch Maxi, men i stedet gør du alt for, at din racerbil står snorlige, inden det hele går løs.

Det samme gør sig gældende i filmverden. Blander man genrene for meget, bliver det en forvirrende oplevelse at være vidne til, og derfor ligger der en langt større styrke i at bruge de elementer, som genren tillader.