Niels Kühl Hasager rækker et dokument hen over cafébordet. Det er en lille rapport om Euroman. Han har spurgt en gruppe af CBS- og CPH Business-studerende om deres syn på magasinet, og det er interessant læsning. Lidt mere om det senere.

Det skal først og fremmest handle om Niels Kühl Hasager selv, 57 år, erhvervsmand, underviser, far og bonusfar til tre sammenbragte døtre – og tre svigersønner, som fører ham ud i modeeksperimenter, han ikke havde set komme for bare få år siden. Han har derfor brug for en garderobe til mange anledninger.

Heldigvis er han inkarneret Euroman-læser, og her finder han hjælp.

”Euroman er en tryg følgesvend, men mit forbrug af jeres magasin har med årene skiftet karakter,” siger han: ”I er gået fra at give mig en behagelig orientering om mennesker, kultur og mode til nu at være min direkte inspirationskilde. Jeg er efter mange år nærmest kommet med på moden, og måske er det fordi, jeg med alderen har fået mere brug for en god guide. Derfor er jeg meget optaget af jeres modedækning. Det handler helt sikkert også om, at jeg skal forsøge at matche tre svigersønner og være på omgangshøjde med de studerende.”

I dag er han trukket i arbejdsuniformen – jakkesættet. Vi tilbringer en time med kaffe og te på Café Phønix på Kultorvet i København.

”Jeg husker ikke præcist, hvornår jeg læste mit første Euroman, men det var i en barberstol, og jeg bed mærke i det fede layout og de lækre annoncer, som var mixet med jeres journalistik. Det var jeres grundsignal. I havde et særligt DNA. I forstod at inspirere, I forsøgte at præge holdninger i tiden, og I gav jeres læsere lov til at spejle sig i spændende mænd og deres skæbner.”

Kan du give et eksempel?

”Ja, hold nu op, hvor jeg nød at læse interviewet med Simon Jul. Sikke et mod, han udviser, ved at stå frem og være så sårbar og hudløs.”

Hvorfor er de store interviews vigtige for dig?

”Svaret må ligge i, at I har et grundlæggende positivt og optimistisk udsyn. De folk, I taler med, synes at være klar over, at de i jeres selskab kan tillade sig at åbne sig mere, end de formentlig kan over for andre medier. De ved, at I vil behandle dem med respekt – ikke nødvendigvis ukritisk, men altid med plads til, at de kan fremføre deres sag, og at I lytter.”

Skal man være optimist for at læse Euroman?

”Jeg har fået med hjemmefra, at man skal kunne spise med dronningen og knokle med bonden, og mest af alt ser jeg mig selv som et positivt tænkende menneske. Nogle gange kræver det en viljesakt. Det kender de fleste nok, men der kan I hjælpe. Euroman er godt selskab og giver mig et månedligt energitilskud i form af interviews med mennesker, der har noget på hjerte.”

Er der noget, du gerne ville ændre i magasinet?

”Nogle elementer er ved at være slidte i kanten. Jeres interviewformat ’Exit’ er en lidt flad afslutning. I skal slutte af med noget, der gør livet sjovt. Det vil give læserne mere lyst til at komme tilbage. Og så synes jeg, at E-matrixen er outdated. Jeg er ikke vild med, at nogen gør sig til dommer over, hvad der er in og out. Det tilhører en anden tid. Jeg studerer den altid, men den giver mig ikke et godt grin, og det er vel formålet med den.”

Niels Kühl Hasager peger på rapporten på bordet og opfordrer Euroman til også at tage ved lære af yngre læsere end ham selv. Rapporten viser, at hovedparten af de studerende har hørt om Euroman og flere læser det regelmæssigt og synes om det. Det er dog få af dem, der køber det, men det kunne de godt finde på, især hvis der var mere fokus på karriere og penge.

”Det er måske ikke overraskende, når der er tale om CPH- og CBS-studerende. Men hovedbudskabet må være, at I skal sørge for at være tæt på jeres læseres dagligdag. I skal være nødvendige for dem.”