Leder: “Hvad er egentlig limen, der får Danmark til at hænge sammen?”

I Danmark lever vi efter nogle love og regler, som de fleste af os overholder hele tiden. Vi har indrettet os på en måde, så der trods forskellige politiske synspunkter er nogenlunde enighed om, hvordan for eksempel arbejdsmarkedet fungerer. Vi kan forvente et vist niveau af velfærd, og det koster en procentsats i skattebetaling. Altså: Danmark er nogenlunde i vater.

Så langt så godt. Så hvad binder os egentlig sammen, når strukturen er på plads?

74,3 procent af os er medlem af Folkekirken, men jeg tør godt påstå, at tallet så noget anderledes ud, hvis Folkekirken var et aktivt tilvalg. Hvornår har du sidst været i kirke, hvis du fraregner jul, bryllup og begravelse? Folkekirken udgør en del af vores selvforståelse. Paradokset er blot, at kirken i hverdagen spiller en meget begrænset rolle.

Til et folketingsvalg, som vi netop har haft, vælger over 3,5 millioner danskere at anvende deres stemmeret. Det er 84,1 procent og den laveste i 30 år – støt faldende siden folketingsvalget i 2011.

Og så er der det danske herrelandshold i fodbold, som gør mere for sammenhængskraften, end man lige skulle tro. På én og samme tid altid i forandring og altid det samme: Trænere og spillere kommer og går, niveauet stiger og falder, opbakningen kan være kølig eller brandvarm. Hvis ikke det aktuelle landshold kan binde os sammen, har vi altid fortællingerne fra de store år fra midt-80’erne frem til EM i 1992.

Men det kan det. Være limen, der får det hele til at hænge sammen.

Det så vi sidste sommer, hvor EM-semifinalen blev set af over 2,2 millioner mennesker på Danmarks Radio enten i tv eller på streaming. Læg dertil storskærmsarrangementer og massivt folkeopbud på gader og stræder. Siden da har hjemmebanekampe i Parken været totalt udsolgte. Var VM ikke foregået i Qatar, tør jeg godt påstå, at begejstringen for landsholdet ville være endnu større, end den i forvejen er.

Det er efterhånden veletableret, at landsholdet er vakt til live efter en middelmådig årrække med først lunkne resultater og siden uinteressant fodbold. Succesen kan tilskrives en fælles cocktail af rettidig omhu fra DBU, prima lederevner fra landstræner Kasper Hjulmand og en talentpulje med så meget robust råstof, at vi kan spille op med nogle af verdens bedste nationer.

Landsholdet har udviklet sig til en institution, alle kan både forholde sig til og fornøje sig med.

Et af ansigterne på den landsholdsrevolution, der lige pludselig tog om sig, er Joakim Mæhle. Backen fra Østervrå spillede sig med overbevisende styrke og på meget kort tid ind på landsholdet i en helt central rolle.

Joakim Mæhle er en firskåren fodboldspiller med et fighterinstinkt, der har bragt ham til Atalanta, en af de mest sprudlende klubber i Europa. Af landsholdsfans har han fået tilnavnet ’Prinsgemæhlen’. Han kan løbe, han kan score. En oplagt darling, der på ingen tid har indyndet sig hos fansene på lægterne og derhjemme, fordi han leverer. Men han er også en gut fra en flække i Vendsyssel, der både kan lide at spille computer og stadig bliver benovet, når han står over for Cristiano Ronaldo på grønsværen. Lige nu har han base i Bergamo, hvor Atalanta har hjemme. Og der har vi besøgt ham.

Joakim Mæhle og resten af landsholdet har ved VM i Qatar potentialet til at spille sig endnu længere end i danskernes hjerter, end de i forvejen er. Vores gruppe er overkommelig, men martret af fordums skuffelser er man stadig forsigtig med at ville sætte håbet for højt. Jeg tør dog efterhånden tro på det. Vi kan jo sagtens!

Mest begejstret er jeg ved idéen om, at nationen rykker endnu tættere sammen om et hold, der består af kollektiv styrke frem for individuelt talent. Det er i hvert fald en institution, vi sammen kan bakke op om trods politisk uenighed, religiøs overbevisning og økonomisk formåen. Landsholdet har vi sammen.

Kristoffer Dahy Ernst

Chefredaktør