Man skal have levet under en meget stor sten de sidste par uger for at have undgået at bemærke, at DR har haft premiere på den historiske dramaserie ’1864’.

Ole Bornedals serie er allerede inden premieren blevet kritiseret af både historikere og politikere – for at være for lidt historie og for meget politisk budskab. Og efter premieren i søndags havde hele landet naturligvis en mening om serien, der er den dyreste i Danmarkshistorien.

LÆS MERE: Se de sjoveste reaktioner på ’1864’-premieren

På søndag kommer andet afsnit af serien, og vi har talt med en af de skuespillere, der ikke rigtig har været oppe til eksamen endnu, fordi hans karakter i første afsnit stadig er dreng. Jens Sætter-Lassen spiller Peter, den tænksomme af de to brødre. 

Din karakter, den voksne Peter, var ikke i aktion i første afsnit af ’1864’, der blev vist sidste weekend. Hvordan var det at opleve reaktionerne og diskussionerne oven på premieren?

”Det er til at forvente, at alle vil have en mening om en tv-serie, der er så dyr og involverer så mange mennesker. Jeg havde forventet, at der var nogle historikere, der ville gå ind i det, men jeg havde ikke rigtig forestillet mig, at det ville gribe så meget om sig med diskussionerne af seriens politiske intentioner. Også fordi det slet ikke er noget, vi har talt om, mens vi indspillede serien. Men det er heldigvis lidt uden for min rækkevidde, det er noget som Ole (Bornedal, red.) og nogle producenter håndterer. Mit fokus ligger på skuespillet. Og jeg synes, det er et pisseflot, pissestort stykke arbejde, der er blevet lavet. Jeg vil selvfølgelig meget gerne have, at folk skal synes om det. Og jeg er sikker på, de bliver grebet, når vi når lidt længere hen.”

LÆS MERE: Manden i centrum - Klaskefar
 
Er det for tidligt at give sig til at bedømme serien efter kun et afsnit?

”Jeg synes, folk er lidt hurtige til at være ude med riven. Det er en lang fortælling, der starter ret stille ud og udvikler sig over otte afsnit. Man skal vente med den helt store dom, til vi er færdige.”

Er det forstyrrende, at anmelderne kan anmelde serien allerede efter et enkelt afsnit?

”På en måde er det lidt ærgerligt. Det giver ikke noget nuanceret billede. Det svarer til at gå i biografen, se ti minutter, gå igen og skrive en anmeldelse. ”

LÆS MERE: Manden i centrum - Ebola-sygeplejerske i high risk zone

Er du spændt på, hvordan folk reagerer på andet afsnit, hvor du er med for første gang?

”Jeg er da helt vildt spændt på, hvordan jeg bliver modtaget. Det er et stort ansvar at stå med en hovedrolle i så stor en serie. Men jeg prøver at fjerne det lidt fra mig selv og fokusere på serien som helhed.”

Havde du et forhold til det årstal, 1864, inden du medvirkede i serien?

”Jeg vidste godt de basale ting, at det var en krig mod tyskerne, hvor vi mistede en stor del af landet, men jeg havde ikke som sådan et forhold til det. Jeg tror aldrig, jeg har været på skoletur til Dybbøl, men da jeg skulle til casting på rollen, tog jeg ned og gik rundt på skanserne, fordi jeg alligevel var på teaterturne i Sønderjylland. Jeg fik en stor oplevelse ud af det. Hvis man ser på samfundets udvikling, er 150 år lang tid. Men ser man på de enkelte mennesker og deres relationer, så er der ikke sket noget. De soldater, der blev sendt i krig dengang, de var jo bare nogle helt almindelige drenge, lige som mig.”


 
LÆS MERE: Manden i centrum: Hotdogmester væltet af tronen

Hvordan var det at medvirke i sådan en stor produktion?

”Meget af serien blev skudt i Prag på et kæmpe, kæmpestort set. Her skulle vi blandt andet lave nogle scener, hvor vi marcherer i et snedækket landskab. Det skal forestille at være pissekoldt og blæsende. Men det var april og 16 grader, så de havde dækket jorden med hvidt papir, der lignede sne, så langt øjet kunne se. Det var en meget rar temperatur, men senere på foråret og sommeren blev det sindssyg varmt at rende rundt i tre-lags uld-uniform og med tung rygsæk i 40 grader. Det var ret overvældende og syret at være på et set, hvor de havde bygget kunstige skanser og en Dybbøl Mølle på en mark ved Prag. De film, jeg har lavet før, er på Filmskolen og lidt småtteri rundt omkring. Her kunne jeg virkelig mærke, at det var en vild ting, jeg var kommet med i.”

Hvad tror du, det kan betyde for din karriere, at du var med i sådan en stor satsning?

”Jeg håber, det kan betyde noget rigtig godt. DR’s tv-serier er jo anerkendt i hele Europa og selvfølgelig dyrket i Danmark. Jeg har mest lavet teater, men det her kan forhåbentlig give mig en mulighed for at lave film, som jeg rigtig godt kunne tænke mig. Det har været en oplevelse for livet det her, så jeg er klar på mere. Jeg kunne også godt tænke mig at komme til udlandet.”

Hvad går du og laver for tiden?

”Jeg er på Folketeatret, hvor jeg spiller i ’Glasmenageriet’ – en klassiker af Tennessee Williams. Det er et drama, der foregår i USA’s sydstater i 1930’erne, hvor jeg spiller over for Karen Lise Mynster. Hun er min mor, og jeg er den utilpassede søn, der bor hjemme, men drømmer om at slippe væk og blive forfatter. I virkeligheden arbejder jeg bare på fabrikken.”

Udadtil virker det ikke som om, du selv har været utilpasset i dit eget miljø, når du nu har valgt at blive skuespiller lige som din far og mor?

”En stor del af mit liv sagde jeg, at jeg aldrig skulle være skuespiller. Jeg syntes, det var irriterende, at mine forældre havde nogle upraktiske arbejdstider. Jeg syntes ikke, skuespillet var specielt glamourøst, og teatret havde heller ikke min store interesse. Jeg troede måske, jeg skulle spille musik. Jeg har sunget, spillet guitar, skrevet, spillet i bands og sunget i kor. Men så tog jeg på højskole efter gymnasiet, og mange af mine venner søgte derfra ind på Konservatoriet. Det blev lidt til et konkurrenceræs. Jeg havde bare lyst til at spille lidt. Jeg var ikke dygtig nok til at komme på Konservatoriet, og jeg havde heller ikke ambitioner til det. Jeg flirtede med tanken om at komme på universitetet, men samtidig prøvede jeg at gå til en prøve på Teaterskolen, og der blev jeg grebet af konkurrencemomentet. Når jeg nu havde meldt mig, så skulle jeg også give den alt, hvad jeg kunne. Da jeg kom ind, var jeg sikker på, at det var det rigtige.”
 
LÆS MERE: Manden i centrum: Fodboldagenten