Han ligner sgu noget, katten har slæbt med ind, som han går der med forældreposer under øjnene, halvvåd i en tyk, kropslang mørk jakke med halvdelen af hovedet indhyllet i en halsedisse. Hans mindste har kastet op hele natten, og det har været yderst ubehageligt. Mest af alt på grund af, at voldsomheden ved sygdommen for det lille menneske blev akkompagneret af nonverbal kommunikation, der fik Martin Skovbjerg til at føle sig magtesløs.

”Det er ligesom med en hund. Man kan jo ikke helt vide, hvad der foregår inde i dem,” fortæller han, mens vi sætter os til rette på en økologisk og socialt bevidst café i Kongens København.

Men så er det godt, at han nu for tiden ikke har meget på tegnebrættet. Hans film, ’København Findes Ikke’, er i biograferne, og nu går han og nyder en sjælden stille periode, hvor børnesygdom ikke får noget korthus til at vælte, og hvor det eneste offer er friskheden om morgenen, der dog skylles bort af den cremede cappuccino, han får serveret.

’København findes Ikke’ er en drømmende undersøgelse af kærlighed og hukommelsens selektive natur med København som spøgelsestom kulisse. Sanders (Jonas Holst Schmidt) kæreste Ida (Angela Bundalovic) forsvinder sporløst, og i en tom lejlighed lader Sander sig afhøre af Idas far, spillet af Zlatko Buric, og hendes bror (Vilmer Trier Brøgger), der ønsker at nå til bunds i hendes forsvinden. Man ser Sander og Idas forhold udspille sig gennem Sanders minder. Et forhold, hvor Sander bruger hver dag på at vente på, at Ida får fri fra arbejde, og hvor de to lever, ånder og elsker udelukkende igennem hinanden. En ekstrem dyrkelse af tosomhed, som i det moderne samfund ofte ses som giftigt.

”Filmen handler om at være til stede i nuet. At gøre, hvad man selv føler for og ikke bare være et flokdyr. Jeg tror, der ligger mange mennesker i grave rundt om i Danmark, der ikke fik spurgt sig selv seriøst, om de virkelig kunne lide at være i deres forhold.

Jeg kommer til at tænke på, da alle skulle have den der fucking Kähler-vase, men der var ingen, der vidste, hvorfor fuck de skulle have den. Ida og Sander manøvrer uden for samfundets spilleregler, og det er spændende, for i det rum bliver man nødt til selv at tage stilling til, hvad man selv føler. Hvorfor næsekysser man på Grønland? Hvad er egentlige den rigtige måde at kysse på? Hvorfor skal man sige ’jeg elsker dig’? Kan man godt gå igennem hele livet og være vild med en, uden man siger ’jeg elsker dig’? Det er den slags selvfølgeligheder, filmen udfordrer og undersøger.”