”When I say ’solidarity’ – you say ‘power’,” lød kampråbet skarpt gennem mikrofonen fra Mellemfolkeligt Samvirkes udsendte, som havde til opgave at holde styr på de flere hundrede festivalgæster, som var dukket op tidligere i dag for at skabe ’Danmarks største menneskebanner’:

”Vink til kameraet, alle sammen! Vi står med en ungdomsgeneration, der skal kæmpe med globale klimaforandringer. Den eneste løsning er solidaritet.”

Fredag kl. 12.30 samledes festivalgæster og frivillige foran Orange Scene for at skabe et menneskebanner, der havde til formål at sætte yderligere fokus på årets festivaltema: Solidaritet. Til trods for en kold og våd nat og koncerter til langt ud på natten var omkring 700 mennesker mødt op for at være en del af det enorme menneskebanner foran Orange Scene.

Ifølge Anders Madsen, Kommunikationsmedarbejder for Roskilde Festivals Arts and Activism-program, er ideen at få folk til at tænke over solidaritet i praksis.

”Når man skaber et menneskebanner, går folk, der ikke kender hinanden i forvejen, sammen om at skabe noget. Det giver en fællesskabsfølelse for deltagerne, for de er en vigtig del af en helhed, der kun fungerer, hvis man er sammen om det,” forklarer han:

”Det er selve essensen af solidaritet, som man fysisk oplever. I stedet for at fortælle folk, hvorfor verden har brug for solidaritet, får de på denne måde muligheden for at opleve det.”

Det er Mellemfolkeligt Samvirke og 14 andre organisationer, der i samarbejde med Roskilde Festival har stået for udførelsen af menneskebanneret, og efter en del praktiske foranstaltninger lykkedes det at organisere de mange festivalgæster i de 13 bogstaver, der samlet giver ordene: ’Solidarity Now’, som symboliserer, at mennesker er nødt til at arbejde sammen om at finde fælles løsninger på problemerne – og at det haster.

Det er ikke noget nyt, at Roskilde Festival har til ambition at markere sig politisk. Det har tværtimod været målet lige siden festivalens grundlæggelse, og gennem flere år har særligt ulighed været en af de helt store prioriteter. Tilbage i 2016 samarbejdede flere hundrede festivalgæster om at lave et lignende menneskebanner med ordet ’Equality’. Ideen var efter sigende, at menneskebanneret skulle være festivalens stille protest mod ulighed.

På samme måde er det også meningen, at årets ’Solidarity Now’-menneskebanner skal være et bidrag til kampen for lighed, påpeger Anders Madsen:

”Solidaritet er modstykket til den stigende ulighed i verden. Hvis vi går sammen og arbejder for det, kan vi løse de udfordringer, vi står overfor. Det er det budskab, Roskilde Festival prøver at sprede, og når vi i dag har inviteret folk til at være med til at skrive ’Solidarity Now’, så er det for at skabe opmærksomhed,” påpeger han.

”Det sætter fokus på, at vi skal være solidariske, men det får også folk til at tænke over, at vi alle er en del af noget større.”