Mina Okabe: ”Det er meget vigtigt for mig, at folk ved, jeg skriver mine egne sange, og at det hele kommer fra hjertet af” scroll-down

Mina Okabe: ”Det er meget vigtigt for mig, at folk ved, jeg skriver mine egne sange, og at det hele kommer fra hjertet af”

Hun har boet i England, USA og Filippinerne, og nu har hun fundet sig til rette i Danmark. Med kærligheden til musikken altoverskyggende og med evnen til at sætte ord på hendes inderste og mest personlige tanker, står hun foran en sommer med festivaljobs rundt i hele landet, heriblandt ved Musik i Lejet denne lørdag. 21-årige Mina Okabe vil spille sig ind i folks hjerter, og hun er kommet for at blive.

Af Boris Schilling Weiss
Foto: Oliver Klitgård Larsen
Kultur Euroman

Fortæl om din opvækst...

"Min far er dansker, min mor er japaner, og jeg er selv født i London. Min far har haft mange forskellige jobs igennem mit liv, og derigennem er vi flyttet meget rundt i verden. Jeg blev født i London og har sidenhen boet i New York, i Danmark i en kort periode, og i Filippinerne.

Folk spørger mig tit, hvor jeg er fra, og hvis jeg siger Danmark, kan de jo se, jeg har noget asiatisk i mig, og så fortæller jeg, at min mor er fra Japan. Så siger de, jeg har en lidt anderledes accent, og så må jeg forklare, jeg har boet i London og New York. Til det spørger de så, hvorfor jeg taler så godt dansk, ha, ha. Det kører lidt i ring på den måde.

Jeg føler ikke, jeg på den måde har et ’hjemland’ og et modersmål. Mine forældre ville ikke forvirre mig og min søster for meget, så vi har altid snakket engelsk derhjemme, og så har jeg gået lidt i japansk skole og også snakket det lidt med min mor. Min far har brugt enkelte danske ord igennem min barndom, men det var faktisk først, da jeg flyttede til Danmark som 15-årig, at jeg har efterrationaliseret mig frem til, at nogle af de ord, vi sagde til hinanden, var danske. Jeg har fx kaldt ham ’far’ hele mit liv uden at vide, at det var et dansk ord."

Hvordan var det?

"I dag er jeg så glad for den opvækst. Jeg har oplevet virkelig meget og lært mange forskellige kulturer at kende. Men det var selvfølgelig også svært, da jeg var lidt yngre. I Filippinerne gik jeg på international skole, og det betyder, at eleverne hele tiden kom ind og ud ad skolen. Jeg nåede lige at få en veninde, før hun flyttede til Argentina, eller hvor det nu skulle være. I takt med, at jeg blev ældre, kunne jeg mærke, at jeg manglede en fast omgangskreds. Jeg manglede at føle mig hjemme et sted.

Derfor flyttede jeg alene til Danmark, da jeg var 15 år. Idéen om at bo så langt væk fra min familie, der stadig boede i Filippinerne, var skræmmende, men jeg kastede mig ud i det og begyndte på Herlufsholm.

Jeg var mega glad for det. Den første nat på sovesalen med de andre piger lå jeg bare og tænkte, hvor fedt det skulle blive. Jeg tog ikke skolen så seriøst det år, for jeg havde brug for bare at hygge mig med mine venner og veninder. Efter et år kom mine forældre og min lillesøster så til Danmark, og så flyttede jeg ind sammen med dem og begyndte på Ordrup Gymnasium.

Det var jeg så nervøs for. Jeg havde lært dansk, da jeg tidligere i livet havde boet i Danmark, så det var ikke sådan, at jeg slet ikke kunne sproget. Men den måde, man snakker på med sine forældre, er jo meget anderledes end med sine venner, så jeg følte virkelig, der var en sprogbarriere, da jeg startede der.

På Herlufsholm gik jeg nemlig på den internationale linje, hvor vi snakkede engelsk med hinanden, så jeg kendte ikke til det danske ’ungdomssprog’. På Odrup Gymnasium gik folk rundt og sagde ting som ’Fuck hvor fråderen’, og det fattede jeg jo ingenting af. Mit sprog var bare lidt unaturligt, og det gjorde mig lidt usikker i starten. Alle, der gik der, var jo også vokset op i det samme område, så de kendte hinanden godt, og jeg kendte ingen. Det var en lidt hård start, men jeg kom heldigvis i en mega god klasse, og med tiden fandt jeg mig til rette."

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik, Festival og Interview