Da politiet ankom til lejligheden i Londons Belgravia-kvarter, var døren til soveværelset låst og tapet til med gaffatape.

Det var den 9. juli 2012. I lejligheden boede Hans Kristian Rausing med sin kone Eva Rausing. Han var kendt som arving til emballagegiganten Tetra Pak, som havde tjent milliarder af kroner på at opfinde den moderne mælkekarton.

Eva Rausing kom fra en amerikansk direktørfamilie, og sammen med Hans Kristian havde hun fire børn. Men nu var det efterhånden nogle måneder siden, familie og venner havde set noget til Eva Rausing. Da ingen svarede, sparkede politiet døren ind.

Hvad soveværelset gemte, er udgangspunktet for Sigrid Rausings erindringsbog ’Mayhem’, der nu udkommer på dansk. Sigrid er Hans Kristians storesøster, hun er forfatter, forlægger og filantrop, og lad det være sagt med det samme: Her er ikke tale om en pastelfarvet lystvandring i Rausing-familiens fortid. Det er derimod en søsters smerte­fulde livtag med en ulykke.

Det hele begyndte en dag i 1980’erne, da Hans Kristian som ung mand rejste gennem Sovjetunionen med den transsibiriske jernbane. Han og vennerne fortsatte videre gennem Kina og Indien, og i Goa mødte de nogle unge italienske kvinder på en strand.

Mødet med kvinderne blev fatalt for Hans Kristian. Kvinderne introducerede ham for heroin, og siden var der ikke nogen vej tilbage. Hele sit voksne liv sloges han med misbruget, men det var også gennem stofferne, han mødte sit livs kærlighed: På en afvænningsklinik i USA faldt han i snak med Eva, som var blevet clean. Parret forelskede sig, flyttede sammen, fik fire børn og levede i mange år uden stoffer. Men en dag i 2000, efter syv års lykkeligt ægteskab, kunne Eva og Hans Kristian ikke længere modstå fristelsen fra crack og heroin.

Herfra gik det én vej: Ned.

I ’Mayhem’ skåner Sigrid Rausing ikke sig selv. Hun forstår ikke, at hun ikke greb ind allerede dengang, Hans Kristian kom hjem fra Goa og var høj på stoffer. Hun bebrejder sig selv for sin anklagende tone over for Hans Kristian og Eva mange år senere, da parret begyndte at stoffe sig selv mod afgrunden.

Sigrid Rausing tæsker sig selv oven i hovedet, fordi hun gik til myndighederne og overtog opdragelsen af Hans Kristians og Evas fire børn og for at have opdraget dem for hårdt. Sigrid Rausing spørger sig selv, om hun optrappede situationen unødigt med sin fordømmende tone over for sin bror og hans kone.

Men hvad stiller man op, når misbrugeren er styret af en altædende sult? spørger Sigrid Rausing.

Hvordan kan man hjælpe, når ’hjælp’ i misbrugerens øjne indebærer frihedsberøvelse og familiedreven politistat?

Og hvem kan i grunden hjælpe de pårørende, som trækkes ind i misbrugerens selvdestruktion?

Det er velkendt, at penge ikke nødvendigvis er kilden til et behageligt liv. For denne gren af Rausing-familien har Tetra Pak-milliarderne i perioder føltes som en forbandelse. De mange penge har skabt mistro, paranoia, ensomhed og mangel på indhold i tilværelsen, når man som Hans Rausing er så rig, at man ikke behøver at arbejde og ikke får et indhold og en fast struktur på sin hverdag.

Da politiet trådte ind i soveværelset i lejligheden i London den julidag i 2012, fandt de Eva Rausing gemt væk under tæpper og dyner. Hun havde været død i to måneder. Tjenestefolkene havde ikke opdaget noget, for de havde ikke adgang til den del af ejendommen.

Hans Kristian forklarede i retten, at han ikke handlede rationelt, da han opdagede, at hans kone var død af en overdosis, 48 år gammel. Han forsøgte at leve videre som om, hun ikke var død. Han blev dømt for usømmelig omgang med lig og fik en dom for at køre bil i påvirket tilstand.

I 2014 blev han gift med kunsteksperten Julia Delves Broughton. Parret bor i dag i et hus i London. Det forlyder, at Hans Kristian lever uden stoffer. ■

’Mayhem’ udkommer på dansk 30. august på Gyldendal.

LÆS MERE: Se teaser: 'True Detective'-instruktør klar med ny sci-fi thriller-serie for Netflix

LÆS MERE: 3 tv-serier du skal se i sensommeren

LÆS MERE: Ny udstilling om den blodtørstige Djengis Khan