Det lyder som det gode liv. En verden af ufattelig rigdom og tilbedende blikke fra fremmede mennesker. En verden, hvor døre åbner, og hvor restaurantejere finder et bord til dig, selv om alt er optaget. En verden, hvor folk stopper dig på gaden og beder om din autograf, og hvor politibetjente lægger bødeblokken tilbage i lommen, når de har stoppet dig for at køre for stærkt og først bagefter opdager, hvem du er.

Vi lever i berømmelsens tidsalder. Flere og flere mennesker drømmer om at opholde sig i spotlysets varme, behagelige skær. Og, hånden på hjertet, hvem har ikke prøvet at cykle på arbejde en regnfuld mandag morgen og drømme om at tilhøre den lille, lukkede klub af eksklusive mennesker, som, udefra betragtet, kører gennem livet, som var det en boulevard af grønne lys. Eller drømt om at træde ind i et rum fuld af mennesker, som drejer hovedet og nikker anerkendende, fordi de ved hvem, du er?

Med fremkomsten af reality-tv og sociale medier har endnu flere mennesker fået chancen for at opleve, hvad det vil sige at være en offentligt kendt person. Men kun de færreste mennesker, hvis nogen overhovedet, aner, hvad der venter dem, der træder ind i en tilstand af ekstrem berømmelse.

Dokumentarfilm om Whitney Houston og Britney Spears har givet et indblik i, hvad det vil sige at leve et liv, hvor man uden pause opholder sig i fotografernes søgelys. Set på afstand ligner det en paradoksal tilstand af at være omgivet af tusindvis af begejstrede fans blandet med en følelse af dyb ensomhed, isolation og skepsis over for fremmede mennesker, som muligvis kun ønsker dit venskab for at kunne blive associeret med en berømt person og drage personlig nytte af det.

At leve i en tilstand af voldsom berømmelse er at træde ind i en verden, som kan føles bizar, surrealistisk, uhyggelig, forvirrende og invaderende. Det er en tilstand, du ikke kan forberede dig på. Når først du er berømt, er der ingen vej tilbage. Du kan ikke lægge berømmelsens kappe fra dig, selvom om den strammer over skuldrene og føles klæbende og klaustrofobisk. Det fremgår af et videnskabeligt studie af 15 amerikanere, som har det til fælles, at de ikke kan gå på gaden uden at blive genkendt.

Studiet har titlen ’Being a Celebrity: A Phenomenology of Fame’ og blev offentliggjort i tidsskriftet Journal of Phenomenological Psychology i 2009. De to forskere, Donna Rockwell fra Michigan School of Professional Psychology, og David C. Giles fra University of Winchester, interviewede 11 mænd og fire kvinder i alderen 35 til 86, som havde gjort karriere inden for sport, musik, film, tv, politik og underholdning.

Undersøgelsen er interessant af den grund, at der hidtil kun i beskeden grad er blevet forsket videnskabeligt i berømmelsens natur. Forklaringen på dette er bl.a., at det er svært for forskerne at få adgang til ekstremt berømte mennesker og få dem til at fortælle åbent og ærligt om berømmelsens fordele og ulemper. Men i timelange interview med de 15 anonymiserede medvirkende lykkedes det de to forskere at blive klogere på, hvad det egentlig vil sige at være et offentligt kendt ansigt i USA.