Penge, spotlys og frække tilbud: Sådan er livet som ekstremt berømt

Det lyder som det gode liv. En verden af ufattelig rigdom og tilbedende blikke fra fremmede mennesker. En verden, hvor døre åbner, og hvor restaurantejere finder et bord til dig, selv om alt er optaget. En verden, hvor folk stopper dig på gaden og beder om din autograf, og hvor politibetjente lægger bødeblokken tilbage i lommen, når de har stoppet dig for at køre for stærkt og først bagefter opdager, hvem du er.

Vi lever i berømmelsens tidsalder. Flere og flere mennesker drømmer om at opholde sig i spotlysets varme, behagelige skær. Og, hånden på hjertet, hvem har ikke prøvet at cykle på arbejde en regnfuld mandag morgen og drømme om at tilhøre den lille, lukkede klub af eksklusive mennesker, som, udefra betragtet, kører gennem livet, som var det en boulevard af grønne lys. Eller drømt om at træde ind i et rum fuld af mennesker, som drejer hovedet og nikker anerkendende, fordi de ved hvem, du er?

Med fremkomsten af reality-tv og sociale medier har endnu flere mennesker fået chancen for at opleve, hvad det vil sige at være en offentligt kendt person. Men kun de færreste mennesker, hvis nogen overhovedet, aner, hvad der venter dem, der træder ind i en tilstand af ekstrem berømmelse.

Dokumentarfilm om Whitney Houston og Britney Spears har givet et indblik i, hvad det vil sige at leve et liv, hvor man uden pause opholder sig i fotografernes søgelys. Set på afstand ligner det en paradoksal tilstand af at være omgivet af tusindvis af begejstrede fans blandet med en følelse af dyb ensomhed, isolation og skepsis over for fremmede mennesker, som muligvis kun ønsker dit venskab for at kunne blive associeret med en berømt person og drage personlig nytte af det.

At leve i en tilstand af voldsom berømmelse er at træde ind i en verden, som kan føles bizar, surrealistisk, uhyggelig, forvirrende og invaderende. Det er en tilstand, du ikke kan forberede dig på. Når først du er berømt, er der ingen vej tilbage. Du kan ikke lægge berømmelsens kappe fra dig, selvom om den strammer over skuldrene og føles klæbende og klaustrofobisk. Det fremgår af et videnskabeligt studie af 15 amerikanere, som har det til fælles, at de ikke kan gå på gaden uden at blive genkendt.

Studiet har titlen ’Being a Celebrity: A Phenomenology of Fame’ og blev offentliggjort i tidsskriftet Journal of Phenomenological Psychology i 2009. De to forskere, Donna Rockwell fra Michigan School of Professional Psychology, og David C. Giles fra University of Winchester, interviewede 11 mænd og fire kvinder i alderen 35 til 86, som havde gjort karriere inden for sport, musik, film, tv, politik og underholdning.

Undersøgelsen er interessant af den grund, at der hidtil kun i beskeden grad er blevet forsket videnskabeligt i berømmelsens natur. Forklaringen på dette er bl.a., at det er svært for forskerne at få adgang til ekstremt berømte mennesker og få dem til at fortælle åbent og ærligt om berømmelsens fordele og ulemper. Men i timelange interview med de 15 anonymiserede medvirkende lykkedes det de to forskere at blive klogere på, hvad det egentlig vil sige at være et offentligt kendt ansigt i USA.

Tabet af et privatliv er et gennemgående tema blandt de 15 medvirkende. Før de blev kendt, kunne de gå i fred på gaden, gå i egne tanker, købe ind, løbe ærinder, uden at tænke på, om der ventede en fotograf rundt om næste gadehjørne. Men den tilstand af privatliv og anonymitet er for evigt tabt: Fremmede mennesker genkender dig på gaden, råber efter dig, bilister dytter, eller du sidder på en restaurant med din familie og opdager, at du ikke kan føre en normal samtale med dine nærmeste, uden at I konstant bliver afbrudt af folk, der henvender sig. For det kendte menneske kan den voldsomme opmærksomhed føles som en tornado, der bygger op og truer med at vælte dig og ændre dit liv så fundamentalt, at du ikke længere er i kontrol.

Som berømt menneske lærer du at scanne en restaurant, et supermarked, en legeplads for mennesker, som kan tænkes at genkende dig. Du er hele tiden på vagt og holder øje med udgange, så du hurtigt kan komme væk. Dit personlige rum, som du før tog for givet, er for evigt invaderet af fremmede mennesker, som bliver skuffede, hvis du ikke viser dig for din bedste side. Og uanset hvor meget umage du gør dig med at være frisk og ovenpå og imødekommende, så vil der altid være nogle, som er skuffede over din opførsel og lader utilfredsheden komme til udtryk på sociale medier.

De berømte mennesker i undersøgelsen fremhæver mistro over for andre mennesker som en uheldig bivirkning ved at være kendt. ”Der er altid en del af dig, som overvejer, hvorfor fremmede mennesker opfører sig venskabeligt over for dig,” siger en af interviewpersonerne, som konstant er i alarmberedskab for at forstå andre menneskers sande intention.

For at navigere i den særlige tilstand det er at være en offentligt kendt person, gennemgår berømte mennesker en slags personlighedsspaltning – de skaber en version af sig selv, en maske, de tager på, når de forlader deres hjem. Den offentlige version forsøger at være ovenpå og imødekommende, når det er nødvendigt; andre gange undgår den berømte person øjenkontakt med fremmede og spiller døv, når folk kommer med tilråb på gaden. At skulle være sit sande jeg, når man konstant stoppes og tilråbes på gaden, er psykisk udmattende i længden. Derfor er den offentlige maske nødvendig. Den ’sande’ version viser det berømte menneske kun for sin inderste kreds af familie og venner.

Selv om den berømte person lykkes med at jonglere sin offentlige maske og sit sande jeg, er det uundgåeligt, at familielivet påvirkes. En af de medvirkende i forskningsprojektet er bekymret for, om hans børn vokser op med en misforstået forestilling om, at man skal være berømt for at være et værdigt menneske. I andre tilfælde vokser børnene op med en vrede over at skulle dele forældrene med fremmede.

Flere berømte mennesker beskriver, at det har kostet nære venskaber at blive en offentligt kendt person. Vennerne føler sig usynlige i selskab med den berømte person, der overdænges med opmærksomhed:

”De føler sig mindreværdige,” siger en af interviewpersonerne. ”Du er speciel, og de er ikke. Du er ekstraordinær, og de er ordinære. Lige pludselig holder de op med at ringe til dig, og de holder sig væk. Snart vil de ikke have noget med dig at gøre. Og du forstår dem. Det er du nødt til.”

At gå fra at være anonym til kendt ændrer din selvforståelse, siger en anden medvirkende, som har set andre kendte forvandle sig til ’monstre’ med en følelse af at være guds gave til menneskeheden. Berømte mennesker har en tendens til at blive krævende og egoistiske. De forventer særbehandling og får en grundlæggende følelse af at være udødelige.

”Mit liv er anderledes på den måde, at folk kysser mig i røven, og det er ikke altid en god ting, fordi du begynder at tro på, at din røv er værdig til at blive kysset. Du må konstant være på vagt over for, at dette ikke sker. Og det er ret svært. Nogle gange udnytter jeg det. Jeg drager fordel af, at folk bøjer sig i støvet for mig (…).”

Fristelserne og de seksuelle tilbud står i kø hos det berømte menneske. Dette aspekt er et af de mindst beskrevne træk i forskningen af berømmelsens ulemper og fordele. Måske fordi berømte mennesker ikke føler nogen stor trang til at fortælle om netop denne side af livet som megakendt.

En af de medvirkende siger:

”Jeg bor i Hollywood, og jeg er en midaldrende mand, og Miss september bliver ved med at kaste sig for fødderne af mig. Dette ville ikke ske, hvis jeg ikke var berømt. Tro mig … den gennemsnitlige fyr, der afviser Miss september, er en sjældenhed. Det ville kræve en indre styrke, jeg ikke besidder. Jeg har besøgt Playboy Mansion … Du skal være virkelig stærk for ikke at lade den slags påvirke dit liv … du kan let komme til at svigte din familie.”

Ekstrem berømmelse har med andre ord både fordele og ulemper. Men ulemperne til trods fortryder de medvirkende i undersøgelsen ikke, at de valgte en karriere, der gjorde dem kendt i USA og resten af verden. Euforien over at blive tiljublet og båret frem af fremmede mennesker er vanedannende. Faktisk er frygten for at miste berømmelsen gennemgående hos de 15 interviewpersoner.

For, som en af dem siger: Når du er kendt, føles hver dag ’som din bryllupsdag.’