Per Petterson: ”Nogle af de tæsk, der er i bogen, har jeg taget”
Foto: Baard Henriksen

Per Petterson: ”Nogle af de tæsk, der er i bogen, har jeg taget”

Norske Per Petterson debuterede sent, men har siden lagt en hel litterær verden for sine forfatterfødder. I ’Mænd i min situation’ sender han sin mest brugte romanfigur Arvid Jansen på noget af den røvtur, men alligevel lurer håbet et sted i den tågede tilværelse. Her fortæller Petterson om sin litterære stuntman, om sit forhold til skrivning, om ensomhed og berømmelse.

Det er næsten som at være med i en Per Petterson-roman.

Den norske forfatter, der siden sit internationale gennembrud med ’Ud og stjæle heste’ er blevet oversat til mere 50 sprog, har natur og ensomhed som drivende elve igennem forfatterskabet, og på vejen op til Pettersons danske residens i disse dage, står man pludselig på en græsmark.

Den bugter sig hen imod en lille skov, mens en flok heste græsser i solnedgangen. Det hele er løjerligt poetisk på en tidlig torsdag aften, hvor den blå time kommer krybende ude fra Øresund.

Igennem skoven, og så strækker Petterson næven frem ude foran sit hotel. Den 67-årige nordmand er i skjorte og vest. Håret krøller, mens han smiler over, at vi skal tale om den romanfigur, som fylder mest i hans forfatterskab: Arvid Jansen. En mand, der har samme alder og ofte samme livsbane som Petterson.

”Arvid er ikke mig. Slet ikke. Jeg er ikke Karl Ove Knausgård, der skriver helt tæt på sig selv, men Arvid er dele af mig. Oplevelser jeg har haft, og som jeg kan omsætte til litteratur. Men Arvid er en mand, der altid tiltaler mig. På en god dag kan jeg næsten ikke træde ud af ham og blive til mig selv igen, når jeg kommer op fra min skrivehytte,” siger han, da vi har sat os med udsigt til Øresund og en frodig have.

På sin vis er det heldigt, at Petterson og hans romanfigur ikke er ens.

For Arvid Jansen går næsten i opløsning i den aktuelle roman ’Mænd i min situation’ (der er med på vores liste over de bedste bøger i 2019). Den eneste, der ikke kan se det, er Arvid selv. Hans kone Turid har forladt ham med døtrene i favnen, og selvom Arvid egentlig ikke søger svar på miseren, kommer forklaringerne listende ind på ham.

”Arvid og jeg lærer nok af hinanden, men når jeg skriver, aner jeg ikke, hvad det skal handle om. Jeg kender ham, men han er ikke mit alter ego. Han er nærmere min stuntman, fordi han tager alle de tæsk, som jeg ikke tager. Nogle af de tæsk, der er i bogen, har jeg taget, men de fleste tilfalder det ganske enkelt Arvid at tage,” siger Petterson og klør sig i sit daggamle skæg.

Enkelt.

Sådan skriver Per Petterson. I et sprog uden larm og konflikt, men med så mange eksistentielle vildveje, at man klamrer sig til hans fortættede romaner, mens man læser. Siden debuten har Arvid Jansen været med. I ’Aske i munden, sand i skoen’ trasker den seksårige Arvid rundt i 1950’erne. I ’Ekkoland’ er Arvid 12 år i 1960’erne og tilbringer en sommer i Nordjylland hos sine bedsteforældre.

per2.jpg

Arvid må nøjes med en birolle i ’Det er okay med mig’, men han er nu alligevel bedste ven med romanens hovedperson Audun i 1970’erne, hvor Audun går og krydser fingre for at blive forfatter. I ’Jeg forbander tidens flod’, som Petterson modtog Nordisk Råds Litteraturpris for, indtager Arvid igen hovedrollen i tiden omkring Murens Fald, mens han i ’I kølvandet’, som udspiller sig et sted i 1990’erne, er blevet skilt og render rundt midt i en personlig katastrofe.

Det er mere præcist i 1992, at vi møder Arvid Jansen i ’Mænd i min situation’.

”Der er nogle, der synes, at Arvid er patetisk denne gang, men det synes jeg ikke. Jeg synes, han er en helt. Han står i en emotionel vanskelig situation, men alligevel prøver han at få en form på livet. Det lykkes ikke hver gang, men han prøver, og det synes jeg er heltemodigt,” siger Per Petterson og kaster et blik ud over naturen.

”Arvid er en mand, der ofte reagerer lidt for sent. I ’I kølvandet’ har han aldrig en vigtig samtale med sin far, fordi han udskyder og udskyder, og så dør faren. Den følelse kender jeg, men den er ikke min. Jeg kan ikke selv huske én væsentlig samtale med min far. Han var mere en Tarzan. Derfor begyndte jeg også at orientere mig over imod min mor, der læste hele tiden.”

Som ung var Petterson litteraturfanatiker, og i en alder af 18 år vidste han, at han ville være forfatter. Det tog ham 17 år, inden den viden blev omsat til en roman. Da hans kone og børn rejste en uge væk, satte han sig ned og skrev de første linjer af et i dag stort forfatterskab, som har indbragt ham flere af de fornemmeste litterære priser i ind- og udland. Men indtil da arbejdede han i en boghandel, hvor den brændende romanpassion kunne få frit løb.

”Ja, det var gode tider. I mere end 10 år,” siger Petterson og lyser op ved tanken.

”Her kunne jeg tale om bøger med kunderne. Vi lærte hinandens smag at kende, og jeg besluttede hurtigt, at jeg ikke skulle anbefale bøger, jeg ikke selv havde læst. Det betød så også, at jeg læste seks bøger om ugen i de år. Boghandlen blev min uddannelse, og det skabte en samtale, hvilket var godt. Mænd er jo generelt ikke gode til at tale sammen, og det er nok også derfor, at Arvid i ’Mænd i min situation’ rækker ud efter kvinder på barer frem for efter venner, han kan tale med. Han er en mand.”

Rækker han ud efter andre i håb om at redde sig selv?

”Ja, det synes jeg godt, man kan sige, men han er jo ikke bevidst om det. Arvid er også meget alene, og det er nok ikke godt for ham. Og det er i øvrigt heller ikke godt for mig. Jo, når jeg skriver, er jeg selvfølgelig alene, og det er godt, men jeg har også prøvet at bo alene i fem år engang, og det brød jeg mig ikke om. Jeg endte ofte med at gå i byen. Ligesom Arvid.”

Der bliver stille et øjeblik på den lille terrasse med den grønne udsigt. Så siger Per Petterson:

”Litteraturen gør jo på sin vis, at vi aldrig er helt alene. Den kan fortælle, at der et andet sted i verden er andre, der har været i samme situation som os. At der er andre, som har haft de følelser, du sidder med lige nu og her.”

Burde Arvid Jansen så ikke læse nogle flere bøger, når han har det, som han har?

”Måske, men jeg synes nu også, det er vanskeligt at læse bøger efterhånden. Der er meget andet i mit liv i dag.”

Spørgsmålet er så, hvordan en mand, der er verdenskendt for sine romaner, men som foretrækker fred og ro med skrivningen, forholder sig til at være blevet berømt. Er det især dét, der er i hans liv i dag? Og kan Petterson overhovedet gå på bar, uden at blive genkendt og stillet bunkevis af spørgsmål på en friaften?

”Jeg bliver genkendt på gaden, men jeg har et klart princip om, at i det område, hvor jeg bor, deltager jeg ikke i ting, som har med min skrivning at gøre. Jeg læser ikke op, og jeg nægter at diskutere mine bøger. Berømmelsen skal ikke komme for tæt på, og for mig er det vigtigt, at mine naboer ikke ser på mig som forfatter, men som deres nabo Per. Jeg har mange holdninger til verden, som jeg gerne vil dele med folk, men jeg vil helst ikke tale for meget om mig selv, for jeg tænker ikke på mig selv som berømt.”

Man kunne i den henseende så mene, at det er godt, vi har Arvid Jansen at tale om.

Per Petterson kan opleves på litteraturfestivalen Louisiana Literature i dag fredag d. 23. august og på søndag d. 25. august.

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger og Mænd