After Life med Ricky Gervaise
Ricky Gervais er stærkt tilbage i ny Netflix-komedieserie.

Ugens serieanbefaling: Ricky Gervais er tilbage i fin stilfærdig komedie om depression

Ingen kan som Ricky Gervais portrættere usympatiske mennesker. Han gjorde det som tumpede chef i The Office, og nu er han tilbage som selvmordstruet røvhul, der kun klarer sig igennem dagen ved at svine andre til. Det er der kommet en ganske sjov komedie ud af.

Depression er svært at skildre. Og det er uhyre svært at skildre sjovt. Lidelsen er som bekendt ofte kendetegnet ved passivitet, indelukkethed og tristhed, og det er der som regel ikke meget drama i. Men det lykkes faktisk glimrende i Ricky Gervais nyeste komedie, hvor han endnu engang vender tilbage til de grå engelske rækkehuse, hvor humoren og livet sker med små armbevægelser.

Rickys figur, Tony, har for nylig mistet sin hustru, som han elskede overalt på jorden. Inden hun døde, har hun indspillet en række videobeskeder, der skal få ham til at leve sit liv videre uden hende, men Tony har opgivet alt. Det eneste, der afholder ham fra selvmordet, er hans hunds bedende øjne.

Der er flere forskellige måder at klare en depression, og Tony vælger at gå i åben krig med sine omgivelser. Hans kollegaer, postbud og alle andre, der er så uheldige at krydse hans vej, får gerne en sviner med på vejen. Selvom Ricky Gervais spiller en gennemdeprimeret mand, kan han slet ikke lade være at være sjov. Hans små sarkastiske velanbragte håndkantsslag puster liv ind i historien, så det ikke kun er sortsyn. Som da han går forbi en skole, og en tyk rødhåret dreng råber ’pædofil’ efter ham. Tony vender straks om og siger: ”Det er jeg ikke, men hvis jeg var, ville du være i sikkerhed din lille tykke, rødhåret lort.”

Da Tony ikke har noget tilbage at leve for, har han på den anden side heller ikke noget at være bange for. Han kan gøre, hvad han vil. Komme for sent på arbejde, kritisere chefen (der er hans svoger), og drille kollegerne. Hertil ryger lidt af realismen, for omgivelserne er simpelthen lidt for søde og forstående overfor Tonys ubehageligheder.

ricky2a.jpg

Han er ansat som journalist for en gratis ugeavis, hvilket han også finder meningsløst i sig selv. Ikke mindst fordi deres junkie af et avisbud, smider alle aviserne ud for at score stoffer. Når en dreng kan spille blokfløjte med næsen, skal Tony lave en historie til avisen. Eller da en beboer får en fugtskade, der ligner skuespilleren Kenneth Branagh, er den også klart forsidestof. De små skæve skæbner er godt fundet på og forstærker følelsen af et sympatisk lokalsamfund.

Siden ’The Office’, der er en ubestridt genistreg, har Ricky Gervais på serieplan har flere sympatiske indløb som fx Derek og Extras, uden dog helt at finde melodien fra fortiden. Men After Life er klart det tætteste, vi kommer på en rigtig efterfølger. Den er dejlig politisk ukorrekt, og så er den faktisk sjov.
Ricky Gervais skriver nok ikke nye dybder til emnet depression, men han letter lidt på de tunge skyer på sin helt egen facon.

Se, hvad vi ellers skriver om: Netflix, Serier og Streaming