Niels Arden Oplev
Foto: Michael Tighe

Niels Arden Oplev

Sådan tæmmer du en Hollywood-gorilla

Hallo, Niels. Jeg ringer fra København. Kan du høre mig?
”Ja, det går fint.”

Hvor befinder du dig?
”Jeg sidder i mit hus i Hollywood Hills. Jeg kigger ud over en slugt med grønne træer. Nogle gange er der prærieulve og hjorte. Længere ude ligger The Valley med Universal Studios, Warner Brothers og CBS.”

Var det den udsigt, du drømte om som dreng i Himmerland? 
”At jeg skulle lave spillefilm og tv-serier herovre … så langt turde jeg ikke tænke.” 

Du har boet i Los Angeles siden 2009. Hvordan får man fodfæste som dansk instruktør i Holly-wood?
”Man spiller med på drømmen. Jeg kommer ikke ind til et møde og siger, at det kunne da godt blive til et eller andet, hvis vi gør sådan og sådan. Du skal tro på, at din film bliver et stort hit, får ros af anmelderne og vinder en Oscar. Det er den historie, alle i byen går rundt og fortæller hinanden. Nedenunder må du være realistisk og taktisk og være i stand til at se, hvem der er bullshitteren, og hvem der kan få tingene igennem. Der findes producere i byen, der omtaler sig selv som 800 punds gorillaer. De er rige, magtfulde og har en fotomodel hængende på hver arm, mens de fortæller instruktøren, hvad han skal og ikke skal. Hvis du indgår et samarbejde med en gorilla, bliver det ikke ligeværdigt, det skal du vide. Til gengæld kan filmen måske være springbræt til at lave nogle federe ting bagefter. Det er et underligt spil.


Under optagelserne til 'Dead Man Down' (2013), en film, Oplev godt kunne have været foruden.

”Hvad gør du for at sætte dig i respekt i Hollywood?
”Det hjælper selvfølgelig, at jeg kom skøjtende ind på den røde løber med ’Mænd der hader kvinder’. Ud over det sætter jeg regler. En af dem er, at uanset hvilke problemer der måtte opstå under optagelserne, er der ikke nogen, der konfronterer mig eller afbryder noget som helst på mit set. Det er en ground rule. Hvis man fx vil diskutere sikkerheden under en optagelse, fordi alle er hysterisk bange for, at en skuespiller falder og brækker armen, og produktionen bliver udsat, og nogen skal fyres, er det mit princip, at produceren og jeg og nogle få andre diskuterer det i enrum. Alternativet er, at debatten breder sig på hele filmholdet, fordi alle skal bevise, hvor alvorligt de tager sikkerhed. Det er handlingslammende.” 


'Mænd der hader kvinder' (2009).

Hvordan tackler du Hollywood-skuespillere?
”Store skuespillere har store egoer. Det samme kan i øvrigt siges om os instruktører. Du kommer ikke langt i denne branche med en selvudslettende personlighed. Jo mere succes en skuespiller får, jo mere føler han, at han skal overgå sig selv i næste film. Det skaber en præstationsangst. Nogle skuespillere begynder at ritualisere deres omverden. De bliver hysteriske omkring deres forberedelsestid, de går ikke bare ind og trykker den af foran kameraet. Jeg har oplevet skuespillere, der låser sig inde i deres trailer, mens hele filmholdet står og venter.” 

Hvordan overtaler du en skuespiller til at komme ud af sin campingvogn? 
”Jeg forsøger mig med almindelig sund himmerlandsk fornuft. Jeg forklarer, at vi laver en film sammen, at vi har x antal dage til at lave den, og at der kun er de penge til at lave den. Jeg gør det aldrig til ’min film’, og ’du er hyret af mig’. Jeg forsøger at lave en alliance, et business friendship, hvor vi arbejder sammen for at skabe et godt resultat.” 

Kan dit temperament løbe af med dig under en optagelse? 
”Man skal ikke tage værdigheden fra hverken mennesker eller dyr. Det var min fars kongstanke. Jeg har det princip, at jeg aldrig hæver stemmen, og det prøver jeg at efterleve. Men jeg kan blive rasende, hvis der er sløseri, som går ud over filmen. I en scene i ’Dead Man Down’ (premiere 2013, red.) skulle Noomi Rapace sidde og græde i bilen sammen med Colin Farrell. Det var et supergodt take, som tre gange i træk blev ødelagt af, at nogen stod og talte i walkie-talkie. Det var respektløst over for Noomi. I Philadelphia midt om natten fik medarbejderne et 15 sekunders møgfald. Bagefter sagde Colin Farrell, at han aldrig havde hørt en mand af min størrelse råbe så højt. ’That’s a couple of good pipes sitting on you.’ Altså lunger. Fejlen skete ikke de næste tre uger.” 


'Dead Man Down' (2013).

Hvordan påvirkede det dig, at ’Dead Man Down’ kun indtjente 10 ud af de 26 mio. dollars, den kostede at lave? 
”Da vi nåede seks uger ind i optagelserne, kollapsede filmens økonomi. Vi kæmpede for vores kunstneriske liv, samtidig med at der stod 10-11 producere, som gerne ville bestemme. Jeg tabte gradvis kontrollen. Det forfulgte mig hele vejen ind i klipperummet, hvor producerne forsøgte at klippe en stringent actionfilm, mens forfatterne og jeg forsøgte at lave en poetisk kærlighedshistorie med action. Der var dage, hvor jeg var så træt, at jeg ikke kunne sætte to tanker sammen. Det var som at kæmpe mod Mike Tyson. Heldigvis har jeg nogle danske venner og højt kvalificerede kolleger omkring mig, som jeg stoler 100 % på. Jeg ved, at de siger sandheden til mig, uanset om det går mod deres egne interesser. Vi kørte noget rødvin ned og snakkede om den storm, jeg var kommet ud i. Filmen endte i et kompromis, og der blev lavet en trailer, som var misvisende for filmens indhold. Biografgængerne blev enten forvirrede eller skuffede, da de så filmen.
Efter støvet lagde sig, har filmen fået et nyt liv på Netflix, hvor mange heldigvis er glade for den.” 



Hvordan kom du videre?
”Jeg blev hyret til tv-serien ’Under the Dome’ (Niels Arden Oplev instruerede pilotafsnittet til CBS-serien, der er baseret på Stephen Kings thriller, og som blev set af 20 mio. tv-seere, red.). Jeg stod på en mark i North Carolina og flækkede køer og genfandt glæden ved at lave film. King var med på optagelserne i nogle dage. Han gik rundt og fortalte gud og hvermand, hvor fed jeg var. Det var lige det, jeg trængte til at høre.” 

Du er aktuel med ’Kapgang’ i Danmark. Hvorfor var det vigtigt for dig at vende hjem og lave en dansk film?
”Min mentale sundhed havde godt af et ophold i de bløde bakker omkring Svendborg og en film, som var jordnær og tæt på mig. Min gode ven Morten Kirkskov har skrevet en fantastisk bog baseret på sin opvækst i provinsen i 70’erne. I bogen møder vi en ung dreng, som får et hårdt slag, da han mister sin mor. På samme tid mærker han den forvirrende seksualitet. Publikum kommer til at grine og græde.” 


'Kapgang' (premiere 2014).

Du er single i Hollywood og succesfuld instruktør. Det kan ikke være kedeligt …
”Single og single. Jeg har fire børn, og der er fuld knald på. Jeg er i efterdønningerne af et langt ægteskabs afslutning, så jeg har ikke så travlt med at gå på dates.” 

Hvad er din største luksus, når du ikke arbejder?
”At køre på mountainbike i bjergene, så jeg er lige så rød i hovedet som Bjarne Piskeris. Jeg kører tre timer og ender i Griffith Park, hvor japanske turister engang har set en puma. Ud over det kører jeg i en virkelig fed bil, en Mercedes SL 550 convertible. Den er fem år gammel og kostede mig det samme som en stor Toyota eller en lille Volvo i Danmark. Vi ved alle sammen, hvordan det er med biler i Danmark, så det her er nok min eneste chance for at køre i en ordentlig slæde. Desværre kører den ikke så langt på literen, så jeg leaser en billig elbil og gemmer Merceren til søndagsturen.”

Hvad siger din mor til din succes i Hollywood?
”Hun er ikke tabt bag en vogn, skal jeg hilse og sige. Hun bor i Himmerland og er 93. Vi taler i telefon flere gange om ugen. Det sjoveste, jeg har set hende gøre, var til premieren på ’Mænd der hader kvinder’ i København. Jeg så det ikke selv, for jeg skulle gå ind med skuespillerne, men mine børn fortalte mig, at hun kom kørende ind ad den røde løber med sin rollator i sit fineste puds. Da hun nåede hen til fotograferne, vendte hun rollatoren og stirrede dem i øjnene. Der gik nogle sekunder, hvor ingen vidste, hvad de skulle gøre. Så sagde hun med høj og tydelig stemme: ”Jeg er instruktørens mor.” Der var en pause, så tog en af fotograferne et billede, og så begyndte de alle sammen at skyde løs. Da de var færdige, vendte hun rollatoren og kørte uden et ord.” 

Hvad ville din far have sagt, hvis han havde nået at se, hvor langt du er kommet?
”Han ville nok have spyttet noget tobakssovs ud og sagt: ’Storhed og skidt.’ Men jeg tror nu også, han ville være stolt.” 

Se, hvad vi ellers skriver om: USA og Interview