Foto: Rasmus Meisler

Simon Pasternak om sin værste scene: "Jeg var interesseret i at forstå, hvordan vores hovedperson bliver en del af et apparat, der torturerer"

Forfatteren bag 'Dødzoner' sætter ord på, hvor nøgternt man bør beskrive de værste uhyrligheder under Anden Verdenskrig.

Scenen ligger 100 sider inde i romanen, men var den første Simon Pasternak skrev i ’Dødszoner’, der handler om en tysk politimand på Østfronten i 1943, som skal opklare et mord på en SS-general og hvirvles ind i en spiral af vold. Hovedpersonen Heinrich Hoffmann ser en mand blive tortureret på en nøgen stålseng i en kælder. Ofret skriger sin bekendelse ud. Torturbødlen, en lokal ukrainer, henter en fjerkræsaks og klipper hans luftrør over. Alt bliver stille. Det ringer for jeg-fortællerens ører, og hans briller dugger, men kort efter begynder han alligevel at diskutere den dødes vidneudsagn med en kollega.

Forfatterens spørgsmål var: Hvordan er Heinrich havnet der som tilskuer og deltager til tortur? Hvordan ender man i sådan et rum? Og kan man komme ud igen?

Hvordan føles det at skrive noget forfærdeligt?

”Jeg får ikke personligt noget kick ud af det. Det skal skrives nøgternt. Hvis man beskriver vold for udpenslet, så dør det. Du skal føre læseren over og kigge ned i en mørk brønd, men lade læseren selv fylde hullet ud. Det virker meget mere uhyggeligt, end hvis man overforklarer tingene.”  

Hvordan researcher du volden i dine bøger?

”Jeg interviewer kilder, læser, går i arkiver og på museer. Der er en konkret research, som handler om at finde ud af, hvilket mærke cigaretter de røg, hvilken type våben de brugte. Så er der en blødere research, som handler om finde ud af, hvilke romaner man læste i 1943 eller hvilke film, der gik i biografen. Hvordan føltes det at være menneske dengang?

Den sidste type research handler om generelle spørgsmål, fx tortur. Man kan godt bruge en nøgen stålseng fra et torturfængsel i Cambodja fra 1976 til en scene i Hviderusland i 1943. Rædsels- og kamperfaring er den samme i Den Trojanske Krig som i Vietnam. Al den viden skal kastes ind i scenen på en måde, så den i glimt lyser rummet op. Man skal bare huske at dosere sin research rigtigt, så det ikke bliver tungt. Hvis folk byder hinanden en cigaret i en historisk roman, giver de jo ikke hinanden en museumsgenstand. Det er bare en smøg.”

Hvordan får du ideen?

”Selvom romanen finder sted under Anden Verdenskrig, handler den om voldelige systemer til alle tider. Jeg havde set fotos af S-21 fængslet i Cambodja (14.000 blev dræbt af de Røde Khmerer i det berygtede torturfængsel, der i dag er museum, red.), hvor der kun er nøgne stålsenge tilbage og fotos af de indsatte. Når først man kom ind der, så kom man ikke ud. Ingen overlevede. Det ville jeg gengive.

Jeg var interesseret i at forstå, hvordan vores hovedperson bliver en del af et apparat, der torturerer. Han starter med at være en god mand, men ender med at blive et instrument for ondskab. Hvis man selv var en del af et voldeligt system, hvad ville man så selv have gjort? ” 

Kan man skrive om vold uden selv at have en rem af huden?

”Krimien er interessant, fordi den handler om ondskab og mørke og konfronterer os med vores kulturs dunkle sider. Man kan skrive en krimi på to måder: Den ene måde handler om, at det gode sejrer og udstiller det onde. Det er historien med den savlende seriemorder. Eller man kan lave en mere interessant krimi, som opsøger mørket i os selv. Plottet i sådan en krimi er en vridemaskine, hvor man spørger: Bliver hovedpersonen hvirvlet ind i mørket og går til grunde, eller redder han sig selv?

 

Dér finder man også ud af, hvor tæt det gode og det onde ligger på hinanden. Og at vi alle har en rem af huden, når det kommer til stykket. Der er et eksempel fra Anden Verdenskrig med nogle halvpensionerede tykke fyre fra Hamborg, som ikke var blevet indkaldt til fronttjeneste, flinke fyre alle sammen, der blev kørt ud til en landsby, hvor deres officer sagde: ’I skal indfange 1.500 jøder og skyde dem alle sammen i hovedet.’ Børn, kvinder og mænd.

Det gjorde de så. De græd og drak snaps, mens de gjorde det, men anden gang var det nemmere. Hvis der er et tilstrækkelig systemisk pres, vil alle begå uhyrligheder. Det er en ret ond statistik for ens egen godhed. Og det er også det, min roman handler om.”

Hvorfor er det interessant at beskrive vold?

”Det er interessant, fordi det findes. Min roman er blevet voldsomt kritiseret – specielt i Tyskland – for at være for voldelig, men der er ikke scener i bogen, som ikke er sket i virkeligheden. Hvis man ikke vil beskrive volden, hvem er det så, man beskytter? Læseren eller forbryderen? Jeg synes ikke, at man skal beskytte forbryderen, så jeg lavede en kontrakt med mig selv: Det kan godt være, noget af det her er grotesk, men der har været mennesker, som har begået de forbrydelser. Hvorfor har de det?

Hvis man spørger bødlerne selv, har de ofte svært ved at svare på det: ’Vi gjorde bare som der blev sagt, blablabla’. Men hvad er det for processer, som gør, at man i et rationelt samfund som det tyske kunne ende der? Når vi tænker på kz-lejrene, forestiller vi os det som en industri, et slagteri under ’ordnede forhold’. Men over halvdelen af de døde blev slået ihjel med spader, tortureret, brændt levende, tævet ihjel, skudt i nakken i en landsby i Polen eller Rusland.

Det var almindelige flinke mennesker, der gjorde de ting. Det kan jeg jo se i min egen familiehistorie. Min danske mormor giftede sig med en russisk jøde, mens hendes bror blev SS’er og døde på Østfronten i 1943. De to svogre var glimrende venner. Så tæt kan bøddel og offer være.” 

Simon Pasternak er forfatter og redaktionschef for dansk skønlitteratur på Gyldendal. Han har sammen med forfatter Christian Dorph udgivet en serie af krimiromaner. I 2013 udkom han med den historiske roman ’Dødszoner’, der skildrer den tyske besættelseshærs fremtog i Hviderusland under Anden Verdenskrig. Han har desuden sammen med Christoffer Boe skrevet filmmanuskriptet til ’Spies & Glistrup’ og tv-serien ’Kriger’, der bliver sendt på TV2 i efteråret 2018.

LÆS MERE: Stjernefotografen Søren Solkjær: "Jeg leder efter de øjeblikke, hvor folk lader paraderne falde"

LÆS MERE: Danske forfattere om prins Henrik: nysgerrigt sprogøre

LÆS MERE: Derfor er det så svært at skrive en sex-scene