Sponsoreret af Chapter

Hvor skriver du bedst?

 ”Jeg skriver oftest derhjemme ved mit skrivebord, men jeg skriver også rigtig gerne alle mulige mærkelige steder rundt omkring i verden. Jeg har skrevet i busser i Vestafrika, i Nakskov og i København. Begyndelsen på min seneste bog skrev jeg ved et bord på en gammel bondegård udenfor Nysted.”

Hvad er din arbejdsrutine?

 ”Den er at sidestille med mange andre menneskers arbejde. Når familien er udskippet, sætter jeg mig ned og arbejder. Jeg slukker for internettet, lægger min telefon ude i køkkenet og skriver i to-tre timer uafbrudt. Derefter laver jeg alle de kedelige og praktiske ting, som at tjekke mails og den slags. Ofte begynder jeg at skrive igen om aftenen efter klokken 22.”

Hvad har du af ting og redskaber på dit skrivebord?

 ”Jeg har mange artefakter. Gaver fra venner, ting og sager, jeg har fundet, tegninger, min datter har lavet og den slags. Jeg hører ikke til dem, der har brug for et helt rent arbejdsområde. Jeg befinder mig bedst i lidt kaos, når jeg skal finde vej igennem fortællingerne.”

Peder Frederik Jensen

 Forfatter, født i 1978. Han er udlært bådbygger, men fik sin litterære uddannelse fra Forfatterskolen i 2006. Siden debuten ’Her Står Du’ i 2007 har han udmærket sig med portrætter af de kulturskel, der sjældent portrætteres i den danske populærkultur. Indtil i sommer var han desuden taleskriver for miljøministeren Lea Wermelin (S).

 

Har du et dagligt mål?

 ”Det ville jeg gerne have, men det har jeg ikke. Min ambition er at skrive to-tre sider som minimum, men oftest har jeg også andre opgaver i form af kronikker, tekster, der skal læses eller andet. Mit mål er ofte at få læst en masse, men jeg skal også altid skrive lidt som minimum. Et af mine store forbilleder, Kjell Askildsen fra Norge, har et meget minimalistisk og stramt forfatterskab. Han skrev kun to-tre sætninger om dagen, men det blev også til et livsværk.”

Hvordan belønner du dig selv?

 ”Jeg belønner ikke mig selv. Som udgangspunkt er belønningen at kunne gøre det. At have et liv, hvor jeg kan leve af at skrive bøger, det synes jeg, er rigelig belønning.”

Hvad er det bedste råd, du har fået som forfatter?

 ”Det handler om at være præcis. Man skal være sikker på, at der står det på sætningen, man rent faktisk tror, der står. Alle sprogbrugere, inklusiv mig selv, har en tendens til at være upræcise. Politikere taler altid om den høje og den lave klinge, og udtrykket kommer jo fra cykelsporten, men de bruger det altid på en upræcis måde. Når man skriver, skal man være super fokuseret og læse sine ting igen og igen, indtil man er sikker på, at det der står, er præcist.”

Hvad er din største succesoplevelse som forfatter?

 ”Det var at blive taget alvorligt, da jeg kom ind på forfatterskolen. Jeg tror, det er væsentligt for alle mennesker at opleve, at der er nogen, der siger: ’Det her, det er noget du duer til’. Det var en oplevelse, der gav mig troen på, at jeg en dag kunne komme til at leve af at skrive.”

Hvilke temaer interesserer du dig for i dit forfatterskab?

 ”Jeg interesserer mig altid for det, der ikke er mig selv. Jeg interesserer mig for, hvad det vil sige at være fremmed, og så interesserer jeg mig også for at sætte ord på de mennesker, vi har tendens til at overse. Det kan være folk i Vestafrika, hvor jeg har rejst meget, såsom de baka-pygmæer, der lever i de skove, der forsvinder, men det kan også være de socialt udsatte i Danmark, som os, der formulerer os offentligt, ofte glemmer.”

Hvad er din bedste overspringshandling?

 ”Det er at hente min datter tidligt i børnehaven. Når man selv genererer sin arbejdsdag, så kan man nemt komme til at sjuske med tiden, og jeg bilder mig ind, at det at lave noget andet er det, der får skriften til at opstå. Aksel Sandemose sagde: ’Forfattere skriver, når de tager opvasken’, og jeg har det lidt på samme måde. Så det at komme ud i virkeligheden er en overspringshandling, jeg får noget ud af.”

Prøv Chapter gratis i 45 dage. Vælg det abonnement, der passer dig, og skriv Egmont45 for at indløse din eksklusive rabatkode.