Spleen United har på få år reddet sig en solid fanskare i Danmark. Nu er synthrock-drengene klar med en ny plade efter fire års pause. Le Gammeltoft mødte forsangeren Bjarke Niemann og keyboardspilleren Kasper Nørlund til en snak om livet på scenen, crackspøgelser i Harlem, fordelen ved at vokse op i provinsen og faren ved at spise for meget slik før en koncert.
Hvorfor har det taget så lang tid for jer at blive færdige med det nye album?
Bjarke Niemann (BN): ”Vi vil ikke benægte, at der er gået lang tid siden ’Neanderthal’, men omvendt kan man påstå, at bands meget sjældent har mere end maksimalt fire gode plader i sig, før de begynder at falde af på den, så vi har ikke travlt med at nå dertil. Sætninger som ’det må fandeme være nedtur at være fan af os’ er da også røget ud i plenum, efterfulgt af en fælles eftertænksomhed en gang imellem.”
Hvilke udfordringer har I ramt panden mod?
BN: ”De samme som altid. Et højt ambitionsniveau, mistillid til folk omkring os og så den kedsomhed, der er forbundet med at gøre det, man synes, man har prøvet før.”
Mistillid til hvem?
BN: ”Mistillid er et grundvilkår, hvis man er med i Spleen United. Det er selvfølgelig hårdt sat op, men det er jo en klassisk kilde til energi i et band, at man holder sammen på den måde. Det handler om at finde en balance, så man ikke lukker dørene for gode ting og ikke åbner op for de dårlige.”
Kasper Nørlund (KN): ”En overgang i den aktuelle pladeproces var vi på vej ned ad mistillidens ’dark side’, hvor vi til sidst overhovedet ikke stolede på andre end os selv. I hvert fald ikke på nogen fra musikbranchen. Vi var godt i gang med at nedsætte en form for tænketank, som sammen med os skulle komme op med alternative ideer til, hvordan man kunne udgive, distribuere og optræde med musik. Der kom også nogle vældig spændende ideer ud af det. Heldigvis var der en i vores nærmeste omgangskreds, som sagde: ’Det er meget fint alt sammen, men hvornår skal I så lave musik?’ Det var nok et klassisk tilfælde af det, man kalder ’studiekuller’. For tiden har vi stor optur over at arbejde sammen med andre, lytte til dem og tage deres input alvorligt. Løfte i flok og alt det der.”
Hvordan er det at være så mange sammen i et band?
KN: ”Vi udfylder hver vores funktion i bandet og er for det meste gode til at udnytte hinandens evner. Uenigheder har der faktisk været overraskende få af. Dem, der har været, er oftest opstået sent ud på natten og har dagen efter ikke virket så voldsomme.”
BN: ”Vi er sjældent uenige om visionen og er altid enige om, hvordan musik skal lyde. Da vi under en tour i USA endte med at bo i et rigtigt lortehul i Harlem, var det rart at være nogle stykker til at ryste diverse crackspøgelser af os. Når det er sagt, kan et band jo aldrig udtale sig helt objektivt om, hvordan de fungerer, da vi selvfølgelig er underlagt alle mulige ubevidste vaner.”
Hvilke vaner har I hver især, som kan gå de andre på?
BN: ”I og med at de er ubevidste, aner vi det jo ikke selv. Og vi er ikke bandet, der fortæller hinanden sådan nogle ting. Vi holder hellere kæft og lader det brænde os op i stedet. Det er nok en jysk ting.”
KN: ”En coach ville nok mene, der var sundere måder at håndtere det på.”
I er flyttet fra jyske forstæder til København. Hvad har I taget med jer?
KN: ”Det er nok, at vi ikke kun startede med at spille musik, fordi det er sjovt, men også, fordi det er en mulighed for at slippe væk. Måske er det også en af årsagerne til, at vi er blevet så selvkritiske. Man kan ikke bare lægge guitaren, når det ikke er sjovt længere. Det sidder dybt i én, at man er nødt til at knokle på, indtil resultatet er perfekt. Ellers er det lige meget.”
Hvad savner I ved Jylland?
KN: ”Man får nemt et ambivalent forhold til den flække, man er vokset op i, man har jo haft en masse gode oplevelser, og det er enormt hyggeligt at besøge sine forældre, hilse på sine gamle kammerater og gå en tur ned ad de veje, som man har leget, cyklet og skatet på etc. Men de ting, man sommetider kan savne i en travl storby, er jo de selvsamme ting, som i sin tid næsten kunne give én klaustrofobi. Man kan sammenligne det med den tryghed, der er ved at sidde i et lokale, hvor man kan overskue hele rummet. Det er trygt og rart, men efter et stykke tid ville man ønske, der var noget mere, noget uforudsigeligt.”
I kan godt virke som et lidt introvert band. Hvordan er det at skulle servere sine tekster og sin musik foran et publikum?
BN: ”Vi kan virkelig godt lide at spille live. Ved koncerterne omkring vores debutplade prøvede vi at nedtone og gerne udslette vores individuelle identiteter for at skabe et billede af noget større og mere maskinelt end fem unge mænd, der spillede deres sange sammen. Den tendens var mere eksplicit dengang, fordi musikken var lavet i den samme ånd, men grundideen præger os stadig. Vi har altid syntes, at spilleglæde kan være en forvirrende ting at se på, fordi vores ideal er noget andet end at blive glade, mens vi står og spiller sammen. Det må man ikke misforstå og tro, at vi ikke har lyst til at stå på en scene. Heller ikke, selv om der ikke er så meget snak eller overvældende varm stemning fra scenekanten. Det er ikke, fordi spilleglæde er en dårlig ting, men det skal hænge sammen med musikken.”
Hvad er jeres politik for alkohol og stoffer?
KN: ”Stoffer gør vi ikke så meget i. I forhold til alkohol har vi ikke nogen decideret politik, men kloge af skade har vi engageret en drinking coach for at tackle det optimalt.”
En drinking coach? Gælder det ikke om at være rock’n’roll og være stiv og vælte rundt?
BN: ”Han skal mere forstås som en rådgiver i forhold til, hvornår man leverer sine bedste koncerter. Det kan handle om, hvad man drikker, og hvornår skal man peake i forhold til en koncert. Er det fx bedst at holde sig ædru her i Slesvig i aften?”
Hvad er jeres politik med hensyn til groupies?
KN: ”Vi har aldrig haft behov for en politik på dette område. De fleste af vores deciderede groupies er mænd på 35 og opefter. De er såmænd stille og rolige. Men skal vi være helt ærlige, vil vi nok for det meste gerne bare være os selv backstage, i hvert fald inden koncerten.”
Hvad kræver I at få serveret backstage før en koncert?
KN: ”Vi er ret afslappede omkring vores rider. Vi ser ingen grund til at kræve noget, fordi det er sjovt eller ekstravagant. Det er en god ting med en sandwich, når man ankommer til spillestedet, tit har man rejst i flere timer, og hvis der ikke er et hæderligt mellemmåltid ved ankomst, ender man altid med slikskålen eller de poser chips, som er der, selv om man specifikt har frabedt sig det. Vi ved godt, at spillestederne gør det for at være søde og skabe en god stemning, men faktum er, at man rykker en del ekstra kilo på under en tour: Man sover ikke meget, spiser dårligt eller lidt for godt og får ikke rørt sig så meget. Det er i øvrigt også derfor, vi springer så meget rundt under koncerterne – for at forbrænde det slik, der uundgåeligt ryger indenbords. Ud over sandwich ved ankomst er det vigtigt for os med nogle flasker god rødvin til maden. Rigtig god. Dårlig rødvin er faktisk værre end ingen rødvin, man drikker den alligevel, men der kommer ikke noget godt ud af det. Kaffe er også vigtig. Og inden koncerten er det nærmest essentielt med rigelige mængder vodka og Red Bull.”
Hvad er det mærkeligste, I har fået serveret backstage?
KN: ”Til en festival på Færøerne inviterede en af arrangørerne os hjem til sin familie, som sad bænket om middagsbordet, hvor der stod et stativ med et fåreben, der havde været gravet ned. Engang skulle vi spille i det sydlige Californien tæt på grænsen til Mexico. Der var ikke rigtig noget backstage-rum, så vi endte med at hænge ud på parkeringspladsen bag ved spillestedet. Ud over os var der nogle goth latinos, som havde gang i en form for ritual, hvor de drak af et stort glas med noget, som de sagde var menneskeblod. Om det virkelig var menneskeblod, fandt vi aldrig ud af, men vi nippede til det for ikke at ødelægge den gode stemning.”
TWITTER Følg os på twitter
