Tine Høeg: ”På et tidspunkt kiggede jeg op og fik øje på Jørgen Leth på første række. Han sov”

Hvor skriver du?

”Jeg har et kontor i lejligheden, hvor jeg bor med min kæreste og hans to børn. Kontoret burde være der, hvor jeg skriver bedst, men det er det ikke. Selve kontorfølelsen kan godt sætte en stopper for det kreative. Jeg skriver bedst i vindueskarmen eller på altanen eller på sofaen. Steder, der ikke føles som arbejdssteder. Jeg kan også godt lide at sidde og skrive på en café, hvor der er et myldrende liv omkring mig. Hvis jeg er langt inde i et værk, kan jeg skrive alle steder, også i køen i Netto, hvor jeg tager noter på min telefon.”

Har du en arbejdsrutine?

”Efter at jeg sidste år flyttede sammen med min kæreste og hans børn, er der kommet en familielivsramme for mit arbejdsliv, som tvinger mig ind i nogle mere faste rutiner. Førhen var det mere flyvsk, hvornår jeg skrev. Nu sætter jeg mig ved computeren som noget af det første om morgenen, når der er smurt madpakker, og børnene er sendt ud ad døren.”

Har du et dagligt mål, når du skriver?

”Om jeg skriver to ord eller en side, hvor jeg sletter det meste igen, betyder ikke så meget, så længe jeg sidder med teksten hver dag. Selv om det ikke flyder, er jeg stadig i kontakt med skriften, og det er det vigtigste. Og så skriver jeg dagbog, hvilket kan være en god måde at få skrift ned, selv om det ikke nødvendigvis skal bruges til noget. Det kan være en helt tør linje om vejret, eller en dialog jeg har overhørt i bussen. Jeg kan godt lide den poesi, der ligger i hverdagslige situationer.

Engang blev jeg for eksempel lidt besat af at nedskrive den jargon, der findes på fodboldbaner. Jeg vandrede rundt i Kløvermarken (i København, red.) og skrev ned, hvad spillerne råbte til hinanden. Der er så meget skønhed i de der udtryk. Jeg aner ikke, hvad ’lille ryg’ betyder, men det kom med i en fodboldscene i ’Tour de chambre’, som jeg havde det sindssygt sjovt med at skrive.”

Hvilke andre steder er gode, hvis man som forfatter vil overhøre replikskifter mellem andre mennesker?

”Hvis der er nogen, der har en telefonsamtale i en bus eller et tog, så kommer jeg altid til at sætte mig i nærheden af dem. Der er noget sjovt ved kun at høre den ene halvdel af en samtale. Andre gange kan jeg sidde på en café og overhøre, hvad folk taler om. Supermarkeder er også gode. Jeg er som en svamp, der suger sprog til sig. Da jeg læste dansk på universitetet, havde jeg et slavestudiejob på et sprogforskningscenter, hvor jeg skulle transskribere interview med folk fra hele landet, så forskerne kunne forske i dialekter og sociolekter. Jeg sad otte timer i træk og havde lyden af andres samtaler i ørene. Der fik jeg trænet mit gehør for, hvordan vi taler sammen, og hvordan sprog markerer socialklasser.

Rigtig mange mennesker indleder fx sætninger med ’jamen’, selv om det ikke giver nogen mening. ’Jamen’ er meget udbredt, og jeg bruger det også selv, og det kan være en måde at give sig selv betænkningstid, hvis man ikke ved præcist, hvad man vil sige. Andre indleder sætninger med ’jeg føler bare’. Det er en vildt sjov markør. Jeg har brugt den i ’Tour de chambre’, hvor der er en karakter ved navn Linda, som er sindssygt irriterende og som læser ernæring og sundhed. Hun indleder alle sætninger med ’jeg føler bare’ for at give vægt til det, der kommer bagefter.”

Hvornår vidste du, at du er god til at skrive?

”Jeg har altid skrevet. Også før jeg egentlig kunne skrive. Som barn dikterede jeg fortællinger, som mine forældre skrev ned, og som jeg klipsede sammen til bøger. Men der gik lang tid, før jeg fandt ud af, at det var noget, man kunne gøre til en levevej. Jeg kommer ikke fra en kunstnerisk eller kreativ familie, og jeg skulle ud ad nogle omveje først. Jeg har taget en universitetsuddannelse, og jeg arbejdede fuldtid som gymnasielærer, mens jeg skrev min første bog. Det var benhårdt, og det kunne ikke blive ved.

Det kræver tid og dedikation, hvis du for alvor vil være forfatter. Jeg besluttede mig for at søge orlov fra gymnasiet, og så kunne jeg altid vende tilbage og undervise, hvis det ikke gik med forfatterskabet. Men på vej ind på rektors kontor ændrede jeg mening og tænkte ’fuck it’. Jeg sagde op. Nogle gange må man være modig, og jeg ville være forfatter, og så måtte det briste eller bære.”

Hvornår havde du din første succesoplevelse?

”Da jeg var i 20’erne, sendte jeg nogle digte ind til tidsskriftet Hvedekorn og fik dem optaget. Det var en kæmpe ting for mig, og jeg blev også inviteret med til et oplæsningsarrangement. Det var første gang, jeg stod foran en mikrofon og skulle læse op for et publikum. Jørgen Leth læste op som den første, og jeg var sådan temmelig starstruck.

Senere blev det min tur, og jeg var ekstremt nervøs og ekstremt lykkelig på samme tid. På et tidspunkt kiggede jeg op og fik øje på Jørgen Leth på første række. Han sov (griner, red.). Der skulle jeg lige samle mig selv op igen. Jeg havde en ven med, som var megasød, og han sagde til mig bagefter: ’Jeg tror ikke, han sov. Han sad bare og lyttede meget koncentreret.’ Men det gjorde han ikke. Han storsov. Alligevel havde jeg den dag følelsen af at blive indlemmet i et forfatterfællesskab.”

Hvad er det bedste råd, du har fået som forfatter?

”At det er vigtigt at være stædig. Blive ved. Talent er jo supergodt, men det kan ikke bruges til noget uden stædighed. At skrive er også et slid.”

Hvad er din bedste overspringshandling?

”At spise. Det er derfor, det er farligt at arbejde derhjemme, fordi der er så kort vej hen til køleskabet. Andre dage vasker jeg tøj, og det kan faktisk være helt rart, fordi jeg foretager mig noget fysisk, som tager mig væk fra tekst og skærm.”

Hvad er den bedste kur mod skriveblokering?

”Den bedste kur er at acceptere, at den er der. At den hører med. Og så gå lidt væk fra skriften i en periode, tror jeg. Foretage sig noget andet, ikke sidde i månedsvis og græde ind i en tom skærm. Det hører også med, at man nogle gange har et selvhad og føler, at alt, hvad man laver, er elendigt. Heldigvis ligger der et storhedsvanvid i den anden ende af skalaen, hvor man tænker, at det er genialt, det man skriver. ’Verden har aldrig set noget lignende!’ For mig er der en sær vekselvirkning mellem de to følelser.”

Hvem er din første læser?

”Min redaktør (Louise Kønigsfeldt, forlaget Gutkind, red.). Det er forskelligt, hvornår jeg inddrager hende i processen. Men jeg har fundet ud af, at jeg skal være nået et vist stykke, for i starten af processen er det så sårbart, det er et mærkeligt porøst foster, der svæver oppe i min hjerne, og hvis jeg viser det til andre, kan det dø, og jeg kan blive stillet nogle spørgsmål, jeg ikke kan svare på, og så kan jeg tænke, at det ikke duer til noget. Derfor går jeg ret længe med det, indtil det har fundet en lidt mere robust form, og så jeg kan jeg tage en samtale med redaktøren om det.”