Verdensplager fra Korea: Hvad i poppens navn foregår der?

Uden for Wembley Arena trommer den engelske regn dorsk og vedholdende på de mange paraplyer, der i lange køer bøjer sig som blækspruttearme uden for den berømte koncertsal. Der er syv timer til, at boybandet BigBang skal optræde – for første gang nogensinde i Europa – og under paraplyerne flytter bandets unge fans fra hele Europa spændt fødder og fingre i tålmodig, anspændt andægtighed over at have fået billetter til så stor en begivenhed.

Det skrigende populære koreanske band, der i 2011 vandt en MTV Award for ’Best Worldwide Act’, skulle egentlig først have spillet i morgen, men da de 12.500 billetter til Wembley Arena blev revet væk på sekunder på nettet, har bandet valgt at give en ekstra – lige så udsolgt – koncert i aften.

En af køerne snor sig foran en stor opstillet hvid container, hvor man kan få lavet et badge med et billede af sig selv sammen med et fotostatbillede af enten T.O.P., Seungri, Daesung, Taeyang eller G-Dragon – de fem medlemmer af BigBang. Det er firmaet Samsung, der sponsorerer boybandets ’Galaxy Tour’, og inde i containeren, som i K-pop i det hele taget, blandes kunst og kommercialisme uden nogen form for voksen panderynken. I musikken såvel som i Samsungs nye tablets handler det først og fremmest om performance.

Under en af paraplyerne står en splitter-engelsk 15-årig pige iført papirhvidt blonderet hår, stramme leopardbukser, højhælede støvler, knaldrød frakke, skriggule negle og sin bekymrede, gråhårede far på 54. I løbet af kort tid bliver hun kø-venner med to hollandske piger, der har farvet deres hår knaldsort og pangrødt. Med stifter i tungerne råber de kampråb til de andre ventede VIP’s – navnet for BigBangs fans. Lyden når forbi en stor fransk gruppe med netkøbte BigBang-badges på deres mangefarvede rygsække, både piger og drenge, og videre ud i mængden, der er klædt i et syret miks af almindelig jeans-ungdom blandet med poppet Vivienne Westwood-punk, goth og anime- og mangainspireret glam.

I regnen får næseringe, farvet hår i pjuskede frisurer, nittebælter, stramme sorte eller lilla jeans, læderjakker spækket med lynlåse og et utal af farverige Dr. Martens-støvler ubesværet selskab af Mickey Mouse- og Hello Kitty-rygsække, mobiltelefoner i stofholdere med kaninører, paraplyer med flæser, strutskørter og knæhøje hvidlakerede støvler. Drenge er her også. Med deres lange, kraveopslåede uldfrakker, deres top-til-tå-mærkevaretjekkede stil, deres uendelig velovervejede sidefrisurer og deres sorte hornbriller, der ikke synes at kunne blive store nok, ligner de lidt for voksne konfirmander.

I mængden er der også mange etniske asiater, fortrinsvis koreanere og japanere. Især de koreanske piger er ansigtsopererede og har fået lavet en double eyelid, som de fleste her ved, at en ekstra ’vestlig’ hudfold i de medfødte stramme asiatiske øjenlåg kaldes.

”Herregud,” siger den bekymrede engelske far uden ord, men med internationalt rullende øjne. Sidste gang han var til koncert, fortæller han, var det med Siouxsie and the Banshees. For mere end 20 år siden. Og så spørger han denne skribent, om han nu har husket ørepropper. Hvilket senere skal vise sig at være et helt rigtigt råd fra en halvgammel mand.

To ord og en sjov cowboyridedans dominerede fuldkommen den globale populærkultur i 2012. ’Gangnam Style’ blev – og bliver stadig – danset og sunget i vuggestuer, på plejehjem, til 50-årsfødselsdage, til firmafester og til polterabender around the world. Aldrig tidligere synes et popnummer at have penetreret så globalt, og sydkoreanske Psy har til sin egen forbløffelse set sit navn og sit nummer slå alle hidtidige rekorder. ’Gangnam Style’ er set over 1,2 mia. gange på YouTube og er dermed blevet både Sydkoreas og K-poppens højeste tårn. Ironisk nok, for ’Gangnam Style’ er en satirisk kommentar – ikke bare til wannabe-livet i Gangnam, der er Seouls dyreste og mest eksklusive bydel, men også til hele K-pop-fænomenet og til det plas-ticagtige samfund, musikstilen og dens stjerner udadtil repræsenterer.

Rapperen Psy er en halvtyk, halvgammel, humoristisk sanger og adskiller sig dermed voldsomt fra resten af K-pop-scenens langt smukkere, langt mere strømlinede og måske alt for perfekte udøvere. Måske ligger en del af forklaringen på nummerets enorme vestlige succes netop i satiren, der – i hvert fald i vores egen selvforståelse – appellerer til vestlig tankegang. Eller også er det, som Henrik Milling, DR’s popekspert, siger: ”Gangnam Style er blevet et hit, fordi det er et novelty act, der har tre-fire vigtige ingredienser: dans, udklædning, en åndssvag catch frase og et sjovt sprog. At begynde at analysere det dybere giver ikke mening.”

Mange ægte K-pop-fans hader dog nummeret inderligt, både fordi det er så ufattelig mainstream og dermed fratager dem retten til at være eksklusive dyrkere af K-pop, og fordi ’Gangnam Style’ i deres øjne overhovedet ikke er K-pop – ud over at sangeren kommer fra Korea. Der er dog også fans, der stiller sig midt mellem alle synspunkter. Som 20-årige engelske Patricia Likolo – en af de mange sorte fans, genren også har – siger i en af køerne foran Wembley Arena:

”Hver gang jeg hører ’Gangnam Style’, er det lige så irriterende, som når en eller andens mobiltelefon bliver ved med at ringe. Men jeg er alligevel glad for nummeret. Det har åbnet verdens øjne for K-pop efter alle de år, hvor jeg har gået og dyrket det alene.”

Der er ingen umiddelbar grund til skrigeriet. Det kommer bare. Hvert 10. minut sejler det gennem mængden, der bare vokser og vokser. Som et stamme-hyl, som et urskrig, som en bekræftelse på forelskelse og ungdom, som lyden af fællesskab og forventning og måske også som en rationel idé om, at man skal have mest muligt ud af de op til 1.000 kroner, en billet koster. Vokalerne sejler ud over Wembley Arena, der højt oppefra må ligne en sukkerknald i en myretue.

Men til forskel fra koncerter med vestlige bands, næsten uanset hvem, er fan-skrigene ikke båret frem af nogen form for beruselse. Der er ingen af de mange tusind fremmødte, der drikker alkohol. Ingen. I stedet har de fleste medbragt madpakkeposer af plastic fyldt med kiks, vand, cola og chokolade til at dræbe de mange ventetimers sukkerkølighed.

Stoffer er også et complete no-go, og bortset fra 20-årige Diana og 22-årige Erla fra Island er der næsten heller ingen, der ryger. Der findes i alt fem personer, der læser japansk på University of Iceland, og de kindpiercede sweatshirt-veninder med henholdsvis lyseblåt og lyserødt hår er to af dem. De er alle fem taget til London til dette sydøstasiatiske must-see, de tre andre står bare i en anden kø et andet sted.

Pludselig flytter en af køerne sig med paniske skridt og et fælles sug af et skrig. Det er den kø, der har udstået Samsung-sælgernes bedøvende lange salgssnak og er blevet præmieret med en særlig tillægsbillet til bandets dress rehear-sal før selve koncerten. Suget fortsætter gennem kropsvisiteringen og ind i lobbyen, hvor det sætter sig i en ny stillestående kø. Her står otte engelske piger med et tre meter langt banner mellem sig og en intern konkurrence om, hvem der har farvet sit hår mest sort. Som banneret fortæller, er pigerne de dedikerede folk bag BigBangs fansite i UK.

I munden på hinanden fortæller 19-årige Kirsti og 20-årige Danielle, at fansitet er en dundrende succes, at det har titusindvis af besøgende, og at sitet op til koncerten er exploded. ”BigBang, og K-pop i det hele taget, er bare så unik. Det er svært at forklare, men de gør noget, ingen andre gør, og de er langt mere dedikerede, langt dygtigere – især på scenen – end amerikanske eller engelske bands. Deres videoer er bare vildt fantastiske, og så synger de ikke om sex og stoffer, som alle vestlige bands gør,” siger Danielle, hvis stemme går direkte over i et uartikuleret råb, da køen på et par hundrede mennesker pludselig begynder at løbe og i hulter-bulter-formation når ind foran scenen. Da de fem koreanske boyband-stjerner selvsikkert vandrer ud på den T-formede scene til lyd- og kostume-prøven, flyver skrigene som pinballkugler hen over koncertsalens endnu tomme siddepladser.

’HALLYU’ kaldes den bølge af koreansk kultur, der i form af film, tv-shows, drama, computerspil, gastronomi, animation og især musik som en regulær pop-tsunami de seneste år har skyllet gennem Asien og nu har nået både Mellemøsten og Vesten. En bølge, der i 2011 skønnes at have sat 22 mia. kroner ind på den sydkoreanske statskonto, og som til mange japaneres ærgrelse har fortrængt J-pop (japansk pop) og i stedet indsat Sydkorea på en uindtagelig underholdningskulturel førsteplads i Asien.

Forrest i den koreanske kulturbus er musikken, K-poppen, der især via videoer på YouTube og skjult for den brede offentlighed i Vesten har trukket en stadigt voksende global fanskare med sig. De færreste kender sikkert den lange liste af forkortelses- og versalglade popnavne som fx TVXQ, SHINee, Girls’ Generation, Super Junior, EXO, BoA, 2NE1, f(x), KARA, FT Island, B.A.P, Block B eller BigBang, men disse – og et hav af andre K-pop-bands – sælger så godt og har så mange dedikerede fans verden over, at vestlige pladeselskabsdirektører må rive sig i vinylcoveret.

Den absolutte forklaring får man aldrig – ethvert gennemslagsfænomen af denne type vil altid bære en gåde i sig – men helt kedeligt og økonomisk skyldes succesen bl.a., at den sydkoreanske regering satser hårdt på underholdning som valuta-indtjening. Ligesom vi i Danmark har haft stor succes med at støtte dansk film, har Sydkorea valgt – ud over at have en meget streng lov mod piratkopiering – i udpræget grad at støtte landets underholdningsindustri.

Men det er selvfølgelig langtfra hele historien. Den ikke så hemmelige hemmelighed er, at koreansk popmusik er en regulær vare – et produkt, der bliver optimeret på pris, udbud, efterspørgsel, kvalitet, originalitet og tilgængelighed. Og at musikken appellerer til et ungt publikum, der er aldeles ligeglad med, at det forholder sig sådan. Her er ingen ’fine’ vestlige ideer om ukrænkelig individualitet eller om kunstens uangribelighed og integritet.

K-poppen og dens succes styres i høj grad af fem pladeselskaber – SM Entertainment, YG Entertainment, Cube Entertainment, JYP Entertainment og LOEN Entertainment – og med SM Entertainment i front har disse selskaber formået at tage ’X Factor’-konceptet til et helt nyt niveau.

Mange K-pop-stjerner bliver valgt på good looks og evnen til at performe. Derefter bliver de kørt gennem deciderede K-pop-akademier, hvor de på benhård asiatisk vis trænes i sang, dans, koreografi og skuespil. Akademierne prøver på samlebånd at skabe asiatiske versioner af Elvis Presley. Først og fremmest skal de synge, danse og sælge musik, men de bliver i høj grad også lanceret som film- og tv-stjerner. I oktober 2011 var Elvis-analogien fx helt oppe at ringe, da hundredvis af grædende fans fra hele Asien mødte op på en sydkoreansk militærbase for at sige farvel til K-pop-superstjernen ’Rain’ (Jung Ji-hoon), der skulle i gang med sin toårige værnepligt. En begivenhed, der var big news i Asien.

En anden global genistreg er, at selskaberne for at udbrede kendskabet i høj grad benytter vestlige hitmakere til at skrive og producere mange af K-pop-sangene – fra Michael Jacksons tidligere producer Teddy Riley til danske Thomas Troelsen.

Det tredje ben i succesen er, at K-poppen i overdreven grad benytter sig af boy- og girlbands med mange medlemmer – og dermed måske fylder et ’hul’ i vestlig popkultur. I Vesten findes der nærmest ikke boy- og girlbands længere, de havde deres storhedstid i 90’erne og starten af 00’erne. Men den kommercielle – og psykologiske – idé om et band med mange medlemmer er i høj grad stadig salgbar, fordi man som fan har mulighed for at dyrke og have ét af bandets medlemmer ’helt for sig selv’ uden at skulle konkurrere om vedkommende med venner eller veninder.

Læg dertil, at hvert band har sin egen farve – præcis som et vestligt fodboldhold – at hver fangruppe får sit eget navn, og at man læser fanfiction, fiktionshistorier, der er skrevet af fansene selv, og som handler om bandmedlemmerne.

Det er samlebånd, det er segment-tænkning, og set med old school-etablerede intellektuelle briller kan K-poppens vestlige fans måske godt virke som net-nørder, der gerne vil fremstå som noget særligt og derfor har fundet et land, et sprog og en musikstil, der virker unik, men som under den kulørte overflade er himmelråbende ensformig og kommerciel. Den samme lektorpegepind kan også stritte i retning af, at K-pop-idolernes ofte dårlige engelskkundskaber – fx når ’all right’ bliver til ’all light’ eller når ’heartbreaker’ bliver til ’hot breaker’ – synes til grin, og at gruppernes sceneshows er en langt ude tegneserieparodi på et hævner-melodigrandprix fra fremtiden.

’Velkommen til 2013’ synes at være det enkle svar på de beskyldninger.

Det er løgn, nej, det er rigtigt nok, deroppe et sted, tusindvis af mennesker længere fremme, bliver dørene åbnet. De forreste og hårdest ramte får snart belønningen for ventetiden – en plads helt, helt tæt på scenen i Standing Area. Det er ved at blive mørkt, og køen tripper og skriger i et gulligt skær fra de koncertobligatoriske lightsticks – kongekroner med batterilys i – som fansene har købt for 20 pund i merchandise-teltene.

Og nu, nu kommer varmen og kropsvisiteringen, og skal man tisse og dermed miste sin plads efter alle de køtimer, eller skal man sprinte og kæmpe sig frem med ødelagt blære?

I foyererne står de arbejdsløse ølsælgere og glor, mens publikum spurter forbi dem og ind i salen. Sikkerhedsvagterne, flest sorte og basketballstore i forhold til mængden, får folk til at sætte sig ned. Af et sikkerhedshensyn, der lige om lidt viser sig at være absurd. Mens salen fyldes til bristepunktet, viser storskærme nogle af de berømte videoer, bl.a. en, hvor tre drenge sidder på en sofa og glor på en lækker koreansk pige i fjernsynet, hvis perfekte kurver man ser bagfra. Pludselig vender pigen sig om. Og viser sig at være BigBang-medlemmet G-Dragon i fuldkommen overbevisende transvestit-udtræk.

Så sker det. I en samlet eksplosion rejser mængden sig og løber og maser og skubber for at komme frem. Alt er kaos og skrigen, og de svageste arme taber deres fotograferende mobiler, som mængden kvaser med fødder, der ikke længere selv bestemmer, hvor de vil hen.

Energien, både fra scenen og i salen, er vanvittig, eksplosiv. Denne skribent bliver næsten væltet ned bagfra af tre skruppelløse svenske piger fra Stockholm. På scenen laver de fem boyband-medlemmer flip-flops, vejrmøller og saltomortaler, og da Taeyang får næseblod af anstrengelserne, stopper showet ikke af den grund. Et hurtigt håndklæde og en serviet i næsen og så af sted, videre, med den helt igennem sikre og synkrone koreografi, der synes at være et syret billedlotteri af alt det, der kunne tænkes at være vores globale fælleshukommelse.

Med kostumeskift i karatetempo er vi i middelalderens riddertid, i moderne krig med soldateruniform, pistoler og en helikopter på storskærmene, til kampsport i Asien, i et computerspil med en ildspyende drage, i en amerikansk rap-ghetto med store guldkæder, til engelsk upperclass-selskab i cool jakkesæt, i USA igen, nu på college, i det gamle Arabien med dansende slør om hovederne, til garderparade med bjørneskindshuer, til Woodstock i Jimmy Hendrix-jakker, i Det Vilde Vesten med cowboyhatte og cowboydress, til modeshow i Gucci-agtigt guldtøj og guldsko, til nytårsaften i smoking og til Michael Jackson-koncert med grab-your-crotch-greb.

Bag sig har det gennemprofessionelle boyband fem svedige sorte musikere fra USA – Gil Smith II på keyboard, Justin Lyons på guitar, Dante ’Inferno’ Jackson på keyboard 2, Omar ’Odub’ Dominick på bas og Bennie Rodgers II på trommer. De fem spiller så groovy, at de alene er billetten værd.

Uden egen vilje presses kroppene frem, tilbage og til begge sider i ét stort uroligt kropsmos. I graven foran scenen står basketballvagterne og hælder vand fra plastickopper ud over mængden, mens de med jævne mellemrum hiver maste og så godt som besvimede piger fri af mængden. Da et af bandmedlemmerne smider sin jakke ud til publikum, falder måske hundrede mennesker oven i hinanden på gulvet, enten presset ned af mængden eller på jagt efter jakken.

Tusindvis af mobilblitzarme sejler rundt mellem de mange ligthsticks, og lyden af gruppeprimalskrig og musik er så høj, at de næsten kan høre det hjemme i Korea.

Alt eksploderer i farver, omkvæd, sved, skrig og lysglimt. Da nummeret ’Fantastic Baby’ bliver spillet, galper denne skribent overbegejstret med på omkvædet: ”Boomshakalaka, boomshakalaka, boomshakalaka.” Vrøvlesætningen, der i bedste globale stil refererer både til et amerikansk NBA-videospil og til en indisk film, giver i dét øjeblik absolut mening.

Så er det ’Thank you, London’, men nej, koncerten fortsætter og fortsætter. I en længde og med en energi, der ville få Bruce Springsteen til at løfte sine opererede øjenlåg. Først efter tre timer er det slut. I en psykedelisk blanding af Fourth of July, nytårsaften, tivoli-afslutning og brandøvelse spyer en kanon ild, mens røgmaskiner arbejder på højtryk, og guldkonfetti regner ned ud over publikum, hvoraf flere smider medbragte bamser op på scenen, hvor boybandstjernerne går rundt i hvert sit crazy outfit, den ene med en gigantisk slikkepind, den næste med et enormt rensdyrgevir på hovedet.

Fuldstændig gennemblødt af sved vælter vi ud af Wembley Arena. Regnen er holdt op. Det er køen til gengæld ikke. Rundt om den parkeringsnedkørsel, hvor boybandet om nogen tid vil køre forbi, er den i gang med at forme sig umætteligt.

Oppa, Noona: ’Oppa’ siger yngre piger til ældre drenge, og ’Noona’ siger yngre drenge til ældre piger.

Saranghae: ’Jeg elsker dig’ på koreansk. Meget brugt af alle fangirls verden over.

Aegyo: Direkte oversat: ’nuttethed’. I realityprogrammer konkurrerer de koreanske idoler om, hvem der har mest ’aegyo’.

S-line og X-line: Sydkorea går meget op i kropstyper. ’S-line’ er, hvis en kvinde har store bryster og en stor numse. Ser man hende fra siden, ligner hun et S. ’X’ er det samme, bare forfra.

Daebak: Betyder ’fedt/cool’ eller ’succes’. Bruges til at beskrive en situation.

Fan-chant: Fansene synger med på noget af sangen til en koncert og råber, mens der er en pause i sangen, tit kunstnernes navne. Man kan finde de forskellige fan-chants til de forskellige sange på nettet.

Hanbok: Nationaldragten i Korea. Koreanske idoler har dem tit på i reklamer og nogle gange i realityshows.

Hwaiting!: Koreanske idoler siger dette hele tiden for at muntre hinanden op eller til deres fans. Betyder: ’Gør dit bedste’.

Noraebang: Karaoke. Der behøves vist ikke siges mere. Alle nyder en god omgang karaoke i Sydkorea, unge som gamle og idolerne med.

Ulzzang: Betyder ’bedste ansigt’ på koreansk. Er topmålet af skønhed i Korea. En ulzzang har store øjne, lille, høj næse og en lille mund i et V-formet ansigt. Med andre ord: et baby-ansigt.

Dannet i 2003 af SM Entertainment.

Antal medlemmer: Oprindelig fem, men nu to, eftersom tre fra bandet har dannet et nyt band, JYJ, under C-JeS Entertainment.

Største hits: ’Catch Me’, ’Keep Your Head Down’, ’Before You Go’.

Fan-navn: Cassiopeia.

Bonus: Cassiopeia, TVXQ’s fanklub, blev i 2008 noteret for at være verdens største musikfanklub i ’Guinness Book of Records’. TVXQ er det første rigtig store og måske det mest populære K-pop-band. Mange utrolig dedikerede fans har såkaldte ’fanwars’ omkring, hvem der er bedst, TVXQ eller JYJ. Deltager i tv-showet ’Family Outing’. Thomas Troelsen har (sammen med Remee og Lucas Secon) lavet superhittet ’Mirotic’.

Dannet i 2005 af SM Entertainment.

Antal medlemmer: Oprindelig 13, men nogle er i hæren, og andre er gået ud.

Største hits: ’Mr. Simple’, ’Sorry, Sorry’, ’Don’t Don’.

Fan-navn: E.L.F., Ever Lasting Friend.

Bonus: Mange vil sige, at K-pop ikke ville være, hvor det er i dag, uden Super Junior. De har været elsket af mange siden 2005 og er nærmest grundlaget for K-pop. Da de havde 13 medlemmer, var de verdens største boyband. Bliver betragtet som kongerne af ’The Hallyu Wave’. Deltager i tv-showet/serien ’Super Junior Mini-Drama’. Thomas Troelsen har skrevet og produceret for Super Junior.

Dannet i 2007 af SM Entertainment.

Antal medlemmer: Ni.

Største hits: ’Oh!’, ’Run Devil Run’, ’The Boys’.

Fan-navn: Sone.

Bonus: Girls’ Generation er kendt for deres (lige) lange tynde ben, perfekte kroppe og sangstemmer. Ni smukke piger, der kan synge og danse. Har deres eget tv-program, ’Hello Baby’.

Thomas Troelsen har – ligesom William Blakes’ Fridolin Nordsø – været producer og sangskriver for bandet.

Dannet i 2009 af YG Entertainment.

Antal medlemmer: Fire.

Største hits: ’Ugly’, ’I Love You’, ’Hate You’.

Fan-navn: Blackjack.

Bonus: Bandets drengede hiphop-stil tiltrækker mange fans. Deltager i tv-showet/serien ’2NE1 TV’.

Dannet i 2008 af SM Entertainment.

Antal medlemmer: Fem.

Største hits: ’Replay’, ’Sherlock’, ’Hello’.

Fan-navn: Shawol.

Bonus: SHINee er kendt for deres yderst synkroniserede danse på meget højt niveau, som bliver udført i pastelfarvede bukser. Den yngste var 14 år, da de debuterede. Deltager i tv-showet/serien ’Hello baby’. Thomas Troelsen har bl.a. været medskriver og producer på sangene ’Love Like Oxygen’ og på storhittet ’Sherlock’.

LÆS OGSÅ: Danish Dynamite: Vi kan aldrig toppe virkelighedens doku-soaps