Lars Bak om cykelsportens udvikling: ”Det er jo ren wellness i forhold til min tid”

1993: MBK, LILLA

Efter min konfirmation brugte jeg alle pengene på at købe min første cykel – en lilla MBK. 

Som 11-årig havde jeg set mit første Paris-Roubaix og var blevet fascineret af løbets råhed. Det blev min største drøm at få lov at køre det en dag. Samtidig blev jeg betaget af den frihed, cyklen gav mig. Jeg tog det meget seriøst og begyndte at barbere ben.

I 1994 vandt jeg mit første løb – et lokalt påskeløb. Jeg kørte i gummisko på Bjarne Riis’ gamle cykel, en Verago. En familieven var gode venner med Riis’ kone, og derfor købte min far en af hans aflagte cykler og lod mig køre på den. Rammen var alt for stor, men det var Bjarnes, så jeg hang med en halv gummisko i tåklipsene og tog min første sejr.

1996: GT Force, rød

Jeg kørte mit første år som licensrytter på en GT Force med gearskifterne på stellet. Egentlig spillede jeg også fodbold og var i førsteholdstruppen hos Silkeborg, men i 1996 fik jeg licens og valgte at fokusere på cykling. 

Jeg kunne hurtigt mærke, at jeg havde talent, og allerede i mit første år vandt jeg flere løb og kom med i truppen til junior-VM. Desværre brækkede jeg kravebenet inden og kom ikke med. 

Det er vildt at tænke på, hvor meget der er sket siden da. I junior- og amatørårene brugte vi lang tid på at nørde og modellere vores cykler. Vi sparede i månedsvis for at købe en ny frempind eller sadel og stod i dagene op til løbet og gjorde alt klar. Du lærte at reparere din egen cykel. 

Det er umuligt i dag, hvor alt er blevet elektronisk, og du bare skal følge instruktioner fra en app.

2004: Batavus, lilla, blå og sort

Jeg fik min første sejr som professionel på en Batavus-cykel – og det navn lyder jo mere som en hverdagstur til købmanden end et racerløb. Efter to år på Team Fakta kom jeg til BankGiroLoterij i Holland, der var sponsoreret af Batavus. 

Alle holdets bedste ryttere var skiftet til Chocolade Jacques, og så hentede de fire danskere ind – måske mest fordi Batavus solgte godt i Danmark. Alt respekt for Batavus, men det var ikke de hurtigste cykler, og vi kørte på dæk og slange. 

Men jeg fik endelig lov at køre Paris-Roubaix. Det var fandeme en oplevelse. ”På dæk og slang’ siger det bang,” sagde man dengang. Vi kørte med dæk og slange og syv bar i dækkene – ellers ville fælgen nappe slangen og give punktering. Det betød, at vi kom i mål med armene fuldstændig smadret. 

Da jeg året efter kom til CSC og fik en Cervélo, kørte vi med bredere dæk – 27 millimeter – og lukket ring. Så kunne vi sænke dæktrykket til 5,5 bar. Pludselig opførte cyklen sig helt anderledes på brostenene. I dag kører de med 3,8 bar og 32 mm-dæk. Nu skal jeg ikke lyde som en gammel mand, men det er jo ren wellness i forhold til min tid. 

Det var kæmpestort at indfri drengedrømmen om at køre Roubaix. Målet var at gennemføre – koste hvad det ville – for jeg tænkte, at det måske var min eneste chance. Jeg endte med at køre Paris-Roubaix 13 gange i min karriere.

2009: S-works, sort 

Jeg fik lov at køre DM i enkeltstart på en cykel, der oprindelig kun var lavet til Fabian Cancellara. Det var fandeme lirens at få en speciallavet enkeltstartscykel. 

Det går lige i hovedet på konkurrenterne, fordi cyklen ser hurtig ud – de føler sig slået på forhånd. Og du sætter dig selv ekstra meget op, ligesom når du får nye briller eller en hjelm med Dannebrog. 

På det her tidspunkt var jeg blevet dansk mester i enkeltstart to år i træk og følte et vist pres, fordi Jakob Fuglsang var på vej frem. Det var derfor en stor lettelse at lave hattricket. 

Nu, hvor karrieren er slut, er det netop den slags titler, der betyder noget.

2011: S-works Venge Pro, sort

Den bedste cykel, jeg nogensinde har kørt på. Den var stiv og hurtig og skar vinden fuldstændigt vanvittigt, når jeg førte feltet. Det føltes, som om jeg var støbt på den. 

Specialized havde skåret kronrøret to centimeter kortere på Pro-modellen, fordi de vidste, at profferne ville sidde lavere og ofre komforten. Det betyder helt vildt meget, hvad du kører på. Det er et mentalt spil. Hvis de andre har bedre udstyr, tænker du konstant over, at de kører på hurtigere cykler end en selv. 

Da Philippe Gilbert skiftede fra Lotto til BMC i 2012 — efter et år, hvor han havde vundet 18 løb, herunder alle tre Ardennerklassikere — fik han skrevet ind i sin kontrakt, at no matter what skulle han køre på Continental-dæk. Selv i regnvejr var de umulige at styrte på. Når det er sagt, er det benene, der i sidste ende taler. 

Da jeg i 2012 skiftede til Lotto og fik en Ridley, var jeg irriteret over, at kronrøret ikke var de to centimeter kortere. Men jeg vandt GP de Fourmies i mit første år. Når benene er der, kan du vinde alt.

2013: Ridley, sort

Jeg købte den cykel, jeg kørte på til OL i London. Den har kun kørt det ene løb. Bagefter har jeg tænkt, at jeg skulle have nydt det mere. Op til OL havde jeg kørt både Giro d’Italia og Tour de France, faktisk nåede jeg kun at være hjemme i 24 timer for at se mine børn mellem Touren og OL, så jeg var mættet. 

Lige så snart Jakob Fuglsang og jeg var færdig med enkeltstarten, fløj vi hjem for at køre gadeløb i Hadsten – hvilket jeg i øvrigt vandt. Men jeg ville ønske, at jeg var blevet. OL-byen er fuldstændig vanvittig. Alt er gratis: McDonald’s, Burger King – du kan spise og drikke, hvad du vil. 

Reglerne var dog lige blevet ændret, så man maksimalt måtte være der i tre dage, fordi nogle danske atleter tidligere havde drukket sig så fulde, at de måtte til udpumpning.

2019: BMC, sort

I min sidste sæson skiftede jeg til Team Dimension Data og kørte på en BMC aero-cykel. Den var mere aerodynamisk, men tungere, og der var noget ved rammens geometri, der ikke fungerede. Det var sgu et lorteår. 

Under Kuurne-Bruxelles-Kuurne udgik alle rytterne fra vores hold, og vi måtte sidde i bussen og se finalen med sportsdirektøren og cheferne. Det er noget af det mest ydmygende og pinlige, jeg har prøvet, og bagefter gik jeg personligt rundt og sagde undskyld til vores soigneurs og mekanikere. 

Mit sidste løb blev Paris-Tours, som blev vist på TV 2’s hovedkanal. Ugen forinden havde jeg kørt et løb i Tyskland, hvor jeg sad og snorksov, da Mathieu van der Poel splittede feltet, og jeg endte med at udgå. 

Bagefter sagde Kim Andersen (sportsdirektør på Lidl-Trek, red.): ”Nu skal du tage dig sammen, for hvis du står af i dit sidste cykel -løb, kommer det til at nage dig resten af dit liv.” 

Da feltet blev splittet under Paris-Tours, og jeg sad i tredje gruppe, kæmpede jeg alt, jeg kunne, for at komme tilbage. 

Jeg endte som nummer syv, og selvom det var tilfredsstillende at slutte på en god måde, var det også mærkeligt, da jeg kørte derfra, og det gik op for mig, at jeg aldrig skulle køre cykelløb igen.