Modebranchen er i knæ.
I verdens vigtigste modemedie, Business of Fashion, kunne man i juni læse, at konglomeratet LVMH ”vakler,” mens Kering, der blandt andet ejer Gucci, Yves Saint Laurent og Balenciaga, er ”i krise.”
Efter at have skovlet penge ind er lykken ved at vende for de store. Det kommer efter 15 år, hvor man har profileret chefdesignere som rockstjerner, og hvor det ultimative symbol på status har været at flashe indkøbsposer på vej hjem fra shoppeture.
Der er opstået en udmattelse over at købe, købe, købe. Måske det er en reaktion på den groteske himmelflugt af priser på luksusvarer, måske det er en dybereliggende erkendelse af, at glæden ved nyanskaffelser af luksusvarer – af i øvrigt dårligere og dårligere kvalitet – simpelthen er hul og kortvarig. Måske er det ved at gå op for os, at verden står i brand.
Mode har alle dage været en arbitrær størrelse, hvor branchen har måttet kæmpe for sin relevans i en verden præget af krig, klimakatastrofer og politiske demagoger. Hvorfor skal vi gå op i farven på en halsklud, når børn bliver bombet i Gaza?
Herremoden befinder sig også et specielt sted lige nu. Til Louis Vuittons show i Paris for nylig flød internettet over med videoer af chefdesigner Pharrell Williams og hans æresgæster Jay-Z, Beyoncé og Bradley Cooper, der hilste og takkede og bukkede. Paradoksalt er det, at jeg nærmest ikke har set videoer med selve tøjet, som jo bør være hovedattraktionen.
Vi er pludselig blevet mere interesserede i publikum på lægterne end i kampen inde på banen.
Samtidig kan jeg konstatere, at kløften mellem det, der bliver vist på runways i Paris og Milano, og det, du og jeg har på til hverdag, bliver større og større. Kigger man til de internationale modeuger, er der ofte mere udklædning end påklædning, og det klæder altså de færreste.
Selv var jeg i Firenze til modemessen Pitti Uomo i juni, hvor meget af deltagernes tøj larmede så meget, at øjet aldrig fik ro. Jeg anerkender det kreative rum, men jeg savner funktionen. Tøj skal bruges og slides og understøtte ham, der bærer det. Det må aldrig bare blive en gimmick.
At tøjet understøtter personligheden, er også fællesnævneren hos de 10 navne, der i det nye Euroman udgør årets gruppe af Danmarks bedst klædte mænd. Som traditionen foreskriver, har vi søgt by og land rundt efter velklædte mænd i alle aldre. Det handler – meget apropos – utroligt lidt om nyindkøbte luksusvarer, men langt mere om karakter, arvestykker og genbrugsguld.
Man kan sige meget om den danske mand ved at kigge på hans tøj og spørge ham om, hvorfor han går klædt, som han gør. Det har vi gjort i det nye magasin, der er på gaden nu. Jeg er sikker på, det inspirerer.
Tak for at læse med. Tak for at tage stilling.
Og fortsat god sommer.
