Da jeg fik blæst min hjerne igennem i en lerhytte

Varmen i den lille hytte pakker mig ind som en dyne, der er alt for varm til vejret.

Den er tæt, men overraskende let at ånde igennem, og jeg sveder så meget i de mindst 80 grader, at jeg ligner en, der netop lige har taget et brusebad iført badetøj. Det er nemlig det eneste, jeg har på, som jeg sidder her i varmen, der bider under min næse som intens tigerbalsam, når jeg trækker vejret ind, og kradser i min hals, hvis jeg åbner munden.

Jeg sidder på en bænk i en lerhytte, der kræver en lettere duknakket positur i oprejst position, sammen med 14 andre ganske, almindelige mennesker omkring en glødende saunaovn. På den ligger isblokke med æteriske planteolier. Lige nu udgyder de en duft af mandarin, senere hen pifter ingefær og eukalyptus blandt andet rummet op.

Nogle er her af spirituelle årsager, andre bruger hytten som et afbræk. Fælles for os alle er, at vi, som aftenen skrider frem, får blæst hjernen igennem her i den lille svedehytte på Amagers kyst et sted mellem storbylejlighederne og lufthavnen. Vi er i noget, der minder mig om en light-version af skærsilden.

Det var dog en følelse af skuffelse, der ramte mig, før varmen gjorde. Jeg troede, jeg skulle ind til et brag af selvransagelse i varmen. Men de første minutter var ikke andet end lune, og mine fødder frøs på den golde jord, der udgør hyttens gulv. Det skulle angiveligt være nemmere at sidde herinde, jo mere afstresset man er.

"Uurgh" lyder det fra manden ved siden af mig. Han falder sammen i ryggen, retter sig så op og rykker tættere på mig. Et kort sekund klistrer vores lår som inderlår på en sommerdag, og jeg tror kort, at det så er den situation, jeg skal affinde mig med, og jeg prøver at lægge låg på den sippede version af mig selv. Han affejer strejfet med et smil, og rækker mig en lille skammel, der står på den golde jord.

"Det skal nok blive en hård omgang i dag, hva?" siger han så. Jeg ved det ikke. Jeg har aldrig prøvet det her før, men takker for skamlen og søger højt op i hytten for at få varmen.

Kort efter prøver jeg at trække vejret ud og ind og ned i maven, og ejeren Martin Morales ord, før seancen gik i gang, begynder at give mening, som min næse begynder at rive, min dinglende ørering brænder på min hud, og jeg kan glatte lag af sved af mine arme.

"Det kan godt være, at du brænder," sagde Martin forinden, "men du skal ikke dø. Det er vigtigt, at du ved, at det bare føles brændende. Du er ok. Jeg siger det til de fleste, der ikke har prøvet enten en svedehytte eller saunagus før. Varmen og dampen kan frustrere en, hvis man ikke slapper af og trækker vejret."

Sammen med sin partner Alf Paysen ejer og driver Martin Morales Inipi, som hytten hedder. Navnet er indianernes ord for svedehytte, og jeg er havnet i en moderne amagersk version, der har fungeret i sin nuværende formation med blandt andet en saunaovn i stedet for et bål de sidste tre år.

Hvis det ikke var for den rivende fornemmelse i de tynde hudlag, kan jeg faktisk sagtens trække vejret. Lerhyttens jordgulv gør luften mindre tør end i en sauna. Det er rart, men jeg forstår, hvorfor flere af de andre har uldhuer på hovederne og gik meget op i at drikke godt med vand, før vi gik i gang. Min hud kan, i følge den finske læge Tuomo Karila, der blandt andet arbejder med saunaers sundhedsfremmende effekter, blive mere end 40 grader varm herinde, og da jeg ser mit bryst, må jeg chokeret konstatere, at den ligner et puslespil af blodårer. Blodcirkulationen i mit ydre hudlag at pumper af sted.

Vi skal i aften igennem fire gange 12 minutters sessioner i hytten, afbrudt af pauser med dyb i havnebadet og optankning med vand, juice, frugt og andet, der holder kroppen stabil. Martin Morales vil ikke have det til at lyde for hippieagtigt, men inipi handler ikke kun om hjerneudblæsning, men også om reelt at kunne give sig hen til hyttens varme, vandets kulde og sig selv. Og det er der flere og flere, der vil. På en normal uge kommer mere end 50 gæster til fyraftensudblæsningstimer og temasessioner, og besøgstallet stiger støt.

"Argh!" lyder det fra en af mine siddende naboer, da Lay Pang Ong (går under navnet Pang) svinger en medbragt vifte og sender den 100 grader varme damp mod ham. Pang er aftenens såkaldte gusmester, ham der styrer dampen fra ovnen og valget af de æteriske olier. Gusen, hvor man sveder i dampen og olierne, er også kommet til de danske svømmehaller, badeanstalter og sågar fitnesscentre. I et sådant hører Pang også normalt til.

Det bliver min tur til varmesvirpet fra gusmesteren. Jeg dukker hovedet, da varmen rammer min krop, og griber ind i hvert et lag af min hud, der bliver efterfulgt af et gys af kuldskær, der går igennem kroppen på mig.

Upassende begynder jeg at småfnise, som jeg gør, når jeg er på herrens mark følelsesmæssigt. Først er det overvældende ubehageligt, men jeg har også lyst til at råbe "GODT", da Pang spørger, hvordan vi har det, mens han trækker luft ind af næsen og puster den ud gennem læberne. Han siger, at mange tror, at det at trække vejret er 'ud, ind, ud, ind'. Nej. Vejtrækningen er livet. Jeg svarer ham ikke, og sidder fuldstændig kontrært og tænker på, hvad han siger, i stedet for at gøre som han siger. Gad vide, hvor tæt min vejrtræning er på at være i ét med livet?

En mand pruster – perfekt, men ubevist timet – en klat væske ud af næsen som på en intens løbetur. Jeg fniser videre, indtil jeg for alvor kommer i tanke om, at jeg burde være inde i mig selv. "Okeeeeey," siger Pang og beder os om at trække vejret ned i maven og puste ud. Jeg prøver at følge hans åndedræt og lytte til de milde 'kling' fra klokken, han slår på, og jeg får lyst til at sige, at han godt må blive ved lidt endnu.

Udenfor trisser vi ned af en lille sti. Springer i havbassinet. Ned i saltvandet. Det minder mig et filmklip. Musikken spiller, da mit ansigt bryder med vandoverfladen, og igen møder den virkelige verden. Det er aften, jeg lukker mine øjne, knuger håndklædet omkring min rødspættede krop og kigger på stjerner.

"Det føles lidt, som når man har røget noget godt," siger en kvinde, da jeg fortæller hende om mit dyp. I virkeligheden modstrider hendes beskrivelse måske lidt evidensen om varme og kulde. Det kolde vand udløser et adrenalinkick, der allerede er bygget op til af varmen i kroppen. Men jeg tror, jeg er med på, hvad hun mener. Vi har det roligt herude. Vi har det godt.

"Det giver virkelig en powereffekt," siger en anden mand navn Jan Jensen, som er en af dem, der er kommet de sidste par år. Han arbejder mange timer om ugen som selvstændig, fortæller han. Ofte kan han slet ikke forestille sig at tage herud, og når varmen rammer hans travle krop, er det ofte en næsten lidt for ekstrem følelse. Men han kommer altid igen.

"Jeg ved ikke, om jeg vil kalde mig mindfulness-typen, jeg er vist mere prototypen på en voksen mand. Men jeg har det fantastisk med at få svedt ud. Det er fysisk velvære ud over alle grænser," siger han.

Jeg kan følge ham. Jeg føler, at min krop er tight, og mit sind er let, da jeg noget dissy træder ind i hytten for sidste gang denne aften. Men er det en pumpet placeboeffekt af at føle sig renset, der rammer mig? Eller er jeg faktisk lidt sundere?

Hvis jeg skal tro, hvad Bente Klarlund, der er overlæge på Rigshospitalet og forsker i, hvordan fysisk aktivitet gavner sundheden, skriver i Politiken, så er det meget naturligt, at både Jan, jeg og de andre føler os mere afstressede. Vores muskler afspænder i varmen, og det kan være rart.

"Men sauna har ikke langtidseffekt på blodtrykket og har ingen effekt på kolesteroltallet. Nogle oplever, at sauna bidrager til en god søvnkvalitet. Generelt er der dog ikke meget belæg for, at den forebygger sygdom eller har helbredende effekt," skriver hun.

Da hun selv prøvede en af de populære gus seancer i en sauna, syntes hun mest af alt, det var komisk med en gusmesteren med træske og spand. Jeg kan godt følge hende, men jeg synes, det er mere. Ved sidste omgang føler jeg mig ikke blot godt tilpas med mig selv, da jeg får slynget eukalyptus i hovedhøjde for sidste gang; jeg føler mig også tættere på dem omkring mig. Og det gør mig godt tilpas, om så det blot holder ved for en stund. Jeg kan jo bare komme igen.

Da jeg tager fra hytten og fortsætter min fredag aften til fest med knaldrøde øjne og håber, at alle spørger, hvad jeg har lavet, er min krop er bombet med dopamin og beta-endorfin, skriver den amerikanske læge Mark Timmerman i en artikel. Han arbejder på River Valley Clinic i Wisconsin i USA og har speciale i blandt andet sportsmedicin.

Det er altså helt naturligt, jeg er helt euforisk. Varmen har ifølge den amerikanske læge udløst stoffer, der giver mig ro, energi og smerteudholdenhed på én gang. Følelser, der varer ved hele natten, til jeg når hjem i seng med bogstavelig talt søvn i øjnene, før jeg rammer puden. Resten af weekenden går mig, mit sind og min gennemblæste hjerne nærmest som en søvngænger fra middag med svigerforældrene og deler billeder på Instagram hvor alt, jeg har lyst til at fortælle, er, at jeg har været i svedehytte, og at alle skulle tage at prøve det.