LAD MIG BEGYNDE med at advare dig.

Denne artikel fylder 7.458 ord. Eller omregnet i tegn: 36.484. For at være helt præcis.

Det er dobbelt så meget som en typisk artikel i et af dagbladenes søndagstillæg.

Hvis du læser med normal hastighed, vil det tage dig en halv time at nå frem til sidste punktum. Hvis du overhovedet når så langt. Læg dertil de minutter, du bruger på at tjekke din telefon undervejs. Sandsynligheden taler for, at du vil blive distraheret. I det sekund, du begynder at kede dig – i det øjeblik denne artikel føles som at have lektier for – vil du komme i tanke om noget, som er vigtigere eller mere interessant. Måske debatterer du med dig selv, om du hellere vil se en serie på Netflix? Måske spekulerer du på, om du egentlig fik tømt bøtten med chokoladeis i fryseren? Måske overvejer du at gå på nettet og søge på fotos af katte, der ligner Hitler?

Jeg klandrer dig ikke. Vi lever i distraktionernes tid. Aldrig har vi mennesker haft så mange muligheder for underholdning og adspredelse lige ved hånden. Jeg skriver dette, idet jeg antager, at du læser denne artikel i din fritid. Måske har du sat dig til rette i sofaen med en kop kaffe, eller du sidder hos frisøren eller i et regionaltog. Du har en pause, hvor du ikke har nogen pligter.

Men der er også en anden mulighed. Du sidder med fødderne oppe i sofaen, selvom du ved, at du burde foretage dig noget andet. Du har en liste af ting, du mangler at ordne. I køkkenet står tre dages tallerkener med indtørret spaghetti bolognese. Toilettet egner sig ikke til at få gæster. Dit hjem ser ud, som om nogen har smidt en håndgranat. Om tre dage skal du aflevere en opgave på dit studie. Eller du har aftalt med dig selv, at du vil bruge aftenen på at færdigpolere den PowerPoint-præsentation, som din chef forventer, ligger klar i morgen. Men du orker det ikke. På en eller anden måde virker denne artikel mere interessant end den opgave, du egentlig burde løse. I så fald er du i gang med at lave en overspringshandling. Du har min sympati. Jeg forstår dig bedre, end du tror. Jeg er ikke hjerneforsker, jeg er ikke adfærdsforsker, jeg er ikke psykolog. Jeg har ikke en uddannelse, som giver mig retten til at undervise andre i menneskedyrets psyke. Alligevel vil jeg ikke tøve med at kalde mig selv for en ekspert. I al beskedenhed vil jeg kalde mig selv for en tidligere sjællandsmester i overspringshandlinger.

Egentlig ville jeg helst undgå at skrive denne artikel. Artiklens emne blev undfanget på et redaktionsmøde. Vi havde en formodning om, at vi mennesker næppe nogensinde har lavet så mange overspringshandlinger som i dag. Måske var det værd at undersøge fænomenet nærmere, lige så vel som det kunne være interessant at finde ud af, hvad overspringshandlingerne handler om inderst inde, og hvad de fortæller om os mennesker.

Jeg sagde ja til at påtage mig opgaven. Men jeg var i tvivl. Jeg anede ikke, hvor jeg skulle begynde. Emnet virkede diffust. Så jeg udskød opgaven. Jeg tog fat på andre opgaver for magasinet, som pludselig virkede langt mere interessante alene af den grund, at jeg slap for at beskæftige mig med artiklen om overspringshandlinger.

Men nu kan jeg ikke trække den længere. Deadline nærmer sig som et godstog i horisonten. Jeg ligger bundet på jernbaneskinnerne. Jeg er nødt til at finde ud af, hvordan jeg får løst den her opgave, og det skal gå hurtigt.

Det er nu, det gælder.