Gamle mænd på dyre cykler

Tøjet sidder stramt, hjelmene er spændt, og cyklerne skinner i solen, der bryder frem mellem de mørke skyer, som det meste af morgenen har sendt kraftige regnskyl ind over Hellerup. Asfalten er stadig våd, og fortovene ligger øde hen, men foran 7-Eleven på Strandvejen i hjertet af det københavnske velhaverkvarter har en gruppe cykelryttere taget opstilling.

De udveksler hurtige bemærkninger og højlydte grin og er klædt i farvestrålende lycra fra top til tå. Tøjet sidder så stramt, at alle overflødige gram kan ses på de syv mandekroppe, der alle har passeret de 30 år. På ryggen af tøjet står der Rapha, Pas Normal Studios og 12.16 – de rigtige mærker, hvis man gerne vil tages seriøst ude på landevejene. Racercyklerne, som de læner sig op ad, bærer femcifrede prisskilte.

”For fanden. Nu har vi jo taget alt for meget tøj på,” udbryder Kim Christensen og misser med øjnene mod solen. Han er en høj, 44-årig mand med tæt, rødt skæg og karseklippet hår, der gemmer sig bag en sort cykelhjelm. Han er medindehaver af cykelbutikken Soigneur, som ligger halvanden kilometer nede ad gaden – lige inden Strandvejen bliver til Østerbrogade. Det er ham, der har taget initiativ til dagens ridt.

De næste tre timer skal gruppen tilbagelægge cirka 80 kilometer på de nordsjællandske landeveje – eller ud på en lille søndagstur, som de betegner det. Turen er en del af deres træning til motionistudgaven af Flandern Rundt, en 260 kilometer lang belgisk klassiker i den europæiske cykelkalender, som finder sted i starten af april. Formen er endnu ikke helt, hvor den skal være, siger Kim Christensen.

Heller ikke selv om både han og de andre typisk sætter sig i sadlen tre-fire gange om ugen, enten sammen eller hver for sig, og tilbagelægger et tocifret antal kilometer på asfalten.

Klokken nærmer sig 9.00, og når Kim Christensen og hans venner mødes for at cykle, er der kun én klar regel: Man møder til tiden, og der er altid afgang på slaget. Han sætter sig op på raceren, klikker cykelskoene i pedalerne og giver tegn til resten af holdet:

”Så ruller vi!”

Man kan næsten ikke undgå at møde dem. De lycra-klædte, midaldrende karrieremænd, som ræser rigets landeveje tynde med fast greb om gedebukkestyret på deres dyrt betalte, fjerlette cykler i carbon eller titanium, mens koner og børn bliver efterladt hjemme i privaten.

I klummer og i kronikker bliver de med jævne mellemrum latterliggjort som en midtvejskrise på to hjul, der desperat forsøger at cykle fra det faktum, at hverken friheden, formen eller libidoen er, hvad den har været. Men bedømt på antallet af cyklende mænd i stramtsiddende tøj på vejene en vilkårlig søndag formiddag bliver der tilsyneladende kun flere af de såkaldte MAMIL’s – Middle-Aged Men In Lycra.

Der går da heller ikke mange hundrede meter, før det syv mand store felt støder på de første modkørende MAMIL’s. De hilser kort med løftet hånd, cykelrytter til cykelrytter, i anerkendelse af, at nok er de to forskellige hold, men en del af samme stamme. Her på landevejen udviskes samfundsskellene, alle er lige, og direktøren kan også få brug for at ligge på hjul af håndværkeren, som Kim Christensen siger det.

Ruten, som Soigneur-gruppen netop har begivet sig ud på, går fra Hellerup til Farum, videre ad små snoede landeveje op til Humlebæk og derfra hjem via Strandvejen. Den bliver kaldt ’Schønberg’. Kim Christensen ved ikke helt hvorfor, men det er en meget populær rute, forklarer han, mens endnu en flok MAMIL’s tonser forbi i den modsatte retning.

Gruppen kører i tæt formation, to og to ved siden af hinanden, i spidsen, i fuld gang med at dirigere rundt med resten af feltet, sidder Kim Christensen og Jacob Roth på 33, en tidligere professionel golfspiller, der nu ejer en børneinteriør-virksomhed sammen med sin kone.

Så følger Johannes Petersen på 47, som arbejder med sikkerhed på offshore-boreplatforme, og Tobias Zøller Topp på 45, der er direktør i en murermestervirksomhed. Efter dem restauratør Rune Jochumsen på 39 og it-direktør Mikael Timm på 47. Bagerst sidder ligeledes 47-årige Thue Herager, butikschef i Soigneur, der kører lidt forsigtigt efter et styrt tidligere på året, hvor han beskadigede kravebenet.

Første del af ruten fra Hellerup foregår på cykelstien, i opvarmningstempo og med flere stop for rødt undervejs. I et lyskryds triller en kvindelig bilist med nedrullet vindue og en to-go-kaffe i den ene hånd op på siden af cykelrytterne.

”To americano, tak!” råber Rune Jochumsen. Resten af holdet smældgriner. Stemningen er høj, og snakken går sidemand til sidemand om både arbejde, Rolf Sørensens meritter og de kommende forårsklassikere, som imødeses med spænding.

For Johannes Petersen, der sidder midt i gruppen i hvid og sort trikot, er cyklingen et tiltrængt frirum i en travl hverdag med både arbejde og familie, der skal passes. Da han var yngre, plejede han at løbetræne, men siden han begyndte at cykle for cirka 15 år siden, har den tohjulede motionsform langsomt, men sikkert, fortrængt den tobenede.

”Jeg tror, at jeg har noget opsparet energi, der skal brændes af mindst et par gange om ugen. Jeg kan godt lide at komme ud i naturen, og man når bare længere omkring, når man cykler, end når man løber,” siger han, og skifter gear med højre hånd. Gruppen drejer til højre og forlader de smalle cykelstier til fordel for den åbne landevej.

På vej mod Farum bliver tempoet sat i vejret. Rytterne skiftes til – på deres BMC, Specialized og Cannondale-cykler – at tage føringer i sidevinden, der blæser fra venstre ind gennem træerne. I baggrunden kan man høre Hillerødmotorvejen summe, og til højre, bag skoven, ligger Furesø hen i det tiltagende gråvejr, der på ny har fortrængt solen.

”I ligger forkert. Ud til venstre,” råber Jacob Roth, feltets yngste mand, der har en statur som en Tour de France-sprinter. I modvind lægger man sig på hjul af hinanden, men i den lumske sidevind – der har afgjort mange store cykelløb gennem tiden – skal man køre på den rigtige side af en af de andre ryttere for at ligge i læ. Derfor cykler man i såkaldt vifteformation, men det har nogle af mændene i gruppen tilsyneladende glemt i farten.

”Man kan spare op til 60 procent af sin energi, hvis man ligger rigtigt,” forklarer Kim Christensen, inden han træder frem og tager en føring, så han og Jacob Roth kan få styr på tropperne.

Et stykke længere ude passerer gruppen en håndfuld andre ryttere, der er stoppet for at afmontere og lappe et punkteret baghjul på en af deres racere. Der bliver hilst og smilet overbærende blandt mændene. Alle har været der.

”Nu kører vi her og griner, men lige om lidt er vi sikkert selv punkteret. Det ville være klassisk,” bemærker Rune Jochumsen.

Og ganske rigtigt. Få kilometer senere, efter en kort tissepause på den anden side af Farum, sker det. Knap er flokken nået ud på de små, snoede landeveje, der skal føre dem til Humlebæk, før Johannes Petersen må stige af cyklen med et punkteret bagdæk. Det forekommer jævnligt, næsten på alle ture, og de syv mænd har derfor hver især to ekstra slanger og lappegrej med.

Kim Christensen og Jacob Roth stiger af og hjælper Johannes Petersen med at skifte slangen. Hvis det her var Paris-Roubaix eller Milano-Sanremo, var han for længst blevet sat uopretteligt af, men her på Høveltevej i Nordsjælland blandt marker og gårde venter gruppens fire resterende medlemmer pænt rundt om næste hjørne. Dækket pumpes op på få sekunder med en lille, sølvfarvet CO2-patron, og Johannes Petersen kan igen træde op på cyklen og klikke sig i pedalerne.

Men ak, 250 meter længere henne ad vejen er den gal igen. Denne gang med forhjulet.

”Har du taget sommerdæk på, eller hvad?”

En frustreret Johannes Petersen ryster på hovedet og finder endnu en cykelslange frem fra det lille kit, han har siddende under sadlen.

”Tør lige dækkene af, inden vi kører videre,” beordrer Jacob Roth resten af gruppen. Han kører selv en handskeklædt hånd langs fælgkanten på sine hjul for at fjerne de værste småsten.

Racercyklende mænd er næppe den trafikale savannes mest afholdte art. De blæser forbi dig med 30-40 kilometer i timen på cykelstier og stilleveje under højlydte varselsråb – ’BAGFRA!’ – tilsyneladende uden forståelse for, at der findes andre formål med at bevæge sig frem i trafikken end at holde en makspuls. MAMIL’s bruger ikke ringeklokker, for det er ikke ’lirens’, og cyklerne har ej heller skærme eller en lås. Alle overflødige gram er skåret væk i hastighedens og udseendets navn.

Kim Christensen og hans venner forklarer, at de forsøger at opføre sig pænt i trafikken, selv om de ikke kan frasige sig at ignorere et rødt lys eller et par færdselsregler hist og her. Men de råber ikke ad andre cyklister og signalerer i stedet blot med en bagudrettet håndbevægelse til resten af gruppen, at her er en forhindring, som skal passeres.

Selv feltets bagerste mand vinker bagud med hånden i refleks.

”Vi vil gerne sende et godt eksempel,” siger Thue Herager, som stadig hænger på, selv om han var ved at køre forkert og miste resten af gruppen lige uden for Farum, og måtte træde ekstra hårdt i pedalerne for at fange dem ind igen.

Alligevel afføder den cyklende syvmandsgruppe irritation på landevejen, der fører dem gennem små byer som Lillerød, videre til Kirkelte og Karlebo på vej mod Humlebæk med billedskønne nordsjællandske marker, heste og køer som tapet. En grå varevogn dytter hidsigt og gasser op for at få rytterne til at rette ind til højre, og Jacob Roth må genne chaufføren forbi med let aggressive håndtegn. Der sker sjældent ulykker, fortæller han, men han har hørt om cyklister, der er blevet kørt ned i et af svingene på de smalle, snoede veje.

Ved den store dyrehave, lige syd for Hillerød, gør regnen igen sit indtog. Pludselig får Soigneur-holdet uventet selskab. En ældre mand i sort trikot og skriggrøn hjelm – og noget så ’ulirens’ som en bagskærm på cyklen – har lagt sig på hjul, øjensynligt uden at nogen i gruppen for alvor har bemærket hans tilstedeværelse.

”Ude på landevejene kalder de mig Tom Brandmand,” fortæller feltets nye, 72-årige mand fra sin position bagerst i gruppen. Han er pensioneret professionel brandmand, ifølge ham selv flerdobbelt vinder af VM i cykling for brandmænd, og initiativtager til et cykelhold, der kører for at gøre opmærksom på cancerramte brandfolk.

Der findes masser af uskrevne regler blandt cykelryttere på de danske landeveje. Én af dem er, at andre ryttere altid er velkomne til at lægge sig på hjul, hvis de har brug for at blive trukket et kort stykke.

”Men vil de køre med i længere tid, så skal de lige spørge om lov først,” siger Kim Christensen.

Tom Brandmand ser ud til at kende reglerne. I hvert fald forlader han gruppen igen et par kilometer senere og fortsætter i ensom majestæt.

”Ja, jeg kan stadig følge med de unge drenge!” udbryder han stolt, før han cykler sydpå i retning mod Kokkedal. Thue Herager, hvis kraveben har fået nok, siger også tak for i dag, og dermed er syvmandsfeltet blevet reduceret til seks med cirka 35 kilometer til mål.

Ikke langt fra Humlebæk rammer de Strandvejen, og herfra øges tempoet hele vejen hjem. Der er tradition for intern konkurrence, en såkaldt skiltespurt, og her bliver punkteringer efterladt. Sådan er reglerne. Et par solstrejf bryder på ny gennem regnen og fremmaner en regnbue over Øresund, mens flokken af MAMIL’s rejser sig i sadlerne og træder de sidste kræfter ud af benene i ’finalen’ ind mod Hellerup.

Lugten af mandehørm hænger i luften på Lagkagehuset, hvor de seks mænd har samlet sig efter cykelturen til en cortado og en chokoladebolle. Gennemsvedte og med mudderpletter i ansigtet og på tøjet slænger de sig på caféstolene, tjekker damer ud, der passerer uden for på Strandvejen, og diskuterer, om det er for meget at sætte lærlingene i Soigneur til at vaske deres cykler. En lille pige går forbi med sin mor og måber ved synet af de lycra-klædte mænd på den anden side af butiksruden.

”Jeg har været tynd engang. Men det er længe siden,” siger Rune Jochumsen om sit behov for at hoppe på raceren flere gange om ugen. Det kække svar kommer prompte fra Jacob Roth, som står ved siden af og fedter med sine cykelsko:

”Måske du skulle starte med at skære lidt ned på rødvinen?”

Det er lidt som at befinde sig i et omklædningsrum med et fodboldhold, hvis man da lige ser bort fra, at flere ældre kvinder et par meter væk står i kø for at købe bagværk. Snakken falder på vigtigheden af at køre på den rette cykel og i det rette tøj, en væsentlig del af cykelsporten, erkender Kim Christensen, der dog hævder, at han ikke selv er flokkens mest udstyrsmaniske medlem.

”Du skulle se Nick. Han kan slet ikke styre sig,” siger Kim Christensen med henvisning til sin advokat-ven, der skal med Soigneur-gruppen til Flandern, men måtte melde afbud til dagens træningstur i Nordsjælland.

Så fortsætter han:

”Det er fedt at køre på en god cykel, fordi det giver en bedre køreoplevelse, men at have det rigtige tøj er helt afgørende. Det vigtigste er funktionaliteten, fordi det kan ødelægge hele turen, hvis du har det for varmt eller for koldt. Men det visuelle betyder også noget. De fleste af os er pænt klædt på til daglig, og så gider vi altså ikke ligne idioter, når vi cykler.”

Nogle vil måske mene, at I ser fjollede ud i lycratøj uanset mærket?

”Det skal de have lov til at mene. Jeg synes godt, at man kan se tjekket ud på en cykel.”

Hvad siger jeres koner til, at I bruger så meget tid på at cykle?

”Jeg tror, de forstår, at vi har behov for at komme ud og køre. Jeg kan jo ikke samle et IKEA-skab uden at have cyklet en tur først. Nogle gange er det lige før, hun spørger: ’Skal du ikke ud og køre en tur, skat?’ Og så er det bare en måde at få set vennerne på. Vi kunne også tage på stadion og spise pølser og drikke os fulde, men i stedet bruger vi søndag formiddag på at cykle,” siger Kim Christensen.

Efter et kvarters tid er cortadoen drukket, og chokoladebollen spist, klokken har passeret 12, og de seks tilbageværende MAMIL’s sætter kurs mod familierne, der venter derhjemme. De trasker ud af Lagkagehuset og træder op på cyklerne. Én efter én triller de væk – nogle mod syd, nogle mod nord – mens middagssolen sletter de sidste spor af regn fra Strandvejens asfalt.

Se, hvad vi ellers skriver om: Cykling