Kunsten at være en af de lokale scroll-down

Kunsten at være en af de lokale

Vi bliver mere og mere ensomme. En løsning kan være, at vi skal blive bedre til at knytte os til vores lokalområde. Hvornår har du sidst talt med din nabo?

Af Christian Hanneborg
Foto: Getty Images
Livsstil Euroman

Der er en skræmmende tendens mod stigende ensomhed her i landet. Især unge og ældre føler sig afrevet og uden tilhør. Det skal stoppe, og alle kan bidrage.

Start med at dyrke dit lokalområde. Forskningen viser nemlig, at de mennesker, der føler sig tæt knyttet til deres nabolag, lever længere og lykkeligere og med større følelse af tilhør og formål. Her får du fem råd til kunsten at være en af de lokale.

Se at komme ud

Årstiden er med os, og det er lige nu, mens alt står i blomst, at vejret har mest momentum. Forpas ikke chancen for at tage aftenkaffen nede i gården, på fællesarealet, eller i forhaven ud mod vejen. Bank på hos naboen og spørg om de vil med. Det vil de nemlig gerne, de er bare ikke blevet spurgt. Hils på dem, der kommer forbi: ”Herlig aften, har I set syrenerne henne på hjørnet?”

Ja, det er nemmere at blive inde, og ja, det bliver senere end ellers, men den nemme løsning er aldrig et godt look og I kan godt file lidt på sengetiderne. Også ungernes – det er vigtigere, at de lærer, at byen også er deres og til for at blive brugt.

Smalltalk

Hvis du rigtig skal falde til i nabolaget, er det alfa og omega at mestre smalltalkens kunst. Tre protip, til når du møder nogen på din vej:

1) Det er fint at nævne vejret, men snak aldrig om det. ”Sikke et velsignet vejr, vi må huske at nyde det”, er rigelig icebreaker og giver fin anledning til fx at nævne noget håbløst nybyggeri i området og den generelle manglende sans for det. Ingen prognoser. Ever.

2) Sig hej til hundene. Alle hundeejere elsker at snakke om deres hund, og alle hunde er skønne. ”Nej, han er vokset! Er I på vej i parken?”, koster ikke noget af dig, og hundeejeren vil sætte pris på, at du ikke er (endnu) en af dem, der synes hunden er i vejen.

3) Giv komplimenter. Hvis du ikke lige kan hive et friskt emne ud af ærmet, så giv et kompliment. ”Fed hat! Vidste du, at der i 1800-tallets England blev indført en hatteskat? Man skulle vise kvittering for betaling, ellers blev hatten inddraget”, er en tilpas quirky-humoristisk indgang, der fremstiller dig begejstret og vidende, og som giver et grin med på vejen.

Bare sig ja

Dette råd kan ikke gendrives nok.

Vil du hjælpe naboen med at bære et bord ud i haven? Ja.
Vil du holde øje med posten for gamle fru Jensen? Ja.
Drikker du te med hende og hører om den afdøde mands reklamevirksomhed i 50’erne? Ja.
Kan du lige passe butikken, mens ekspedienten smutter på det lille hus? Ja.
Kan din datter have en spontan legeaftale med et barn, du ikke rigtig magter? Ja.
Kan du have underboens nøgle liggende just in case? Ja.
Må din genbos fætter låne traileren? Ja.
Vil du være med i bylaugets festudvalg oppe ved sommerhuset? Ja.

Bare sig ja.

Foreningslivet

Et godt sted at finde fodfæste i nabolaget er via de lokale sportsforeninger. Fodbold er oplagt – der vil altid være et hold med gamle stjerner, der kunne være slået igennem hvis bare lige – men du har virkelig skudt nabolags-papegøjen, hvis der fx også er et basketball-hold. Ikke for at favorisere, men basketball tiltrækker bare nogle cool og sprudlende typer, der med al sandsynlighed er lige så glade for at fortælle, som du er for at spørge.

Tag til kampene, lær navnene og tag lingo’en til dig: ”Hun studser den skarpere end min barber”, ”Knægten har jo ankler af smør, sådan som han skærer på tværs!”, eller ”Den trekants-offensiv ville gøre Phil Jackson stolt”.

Det er handlingen, der tæller

Har du nogensinde set en ældre dame med fyldte poser på rollatoren og tænkt, ”Gad vide om hun gerne vil have en hånd?” Det vil hun, og det er dig, hun mangler. Måske siger hun nej, men så fik hun tilbuddet og du gav det. Smid et ”Hav en dejlig dag” med et venligt smil to go og så siger hun ja næste gang.

Venlighed og tjenester er ikke transaktioner, og det skader ikke at være generøs og gavmild i sine handlinger. Har du lånt naboens slagbor for tredje gang, så kvittér med en flaske rosé og en buket blomster. Det lyder måske af meget, men det kan også være lige tilpas, og nøjagtig den gestus, der får din nabo til at føle sig lige så forbundet til fællesskabet, som du selv gerne vil. Desuden: når du møder din skaber, vil du så hellere være ham, der gjorde for meget for andre, eller ham, der gjorde for lidt?

Start her og byg videre efter behag. Inden længe kan du ikke løbe i pakkeshoppen uden at rende ind i et par af de lokale. Den slags hverdagsindslag er guld værd for dig og dem.

Se, hvad vi ellers skriver om: Det gode liv