Det synes som en helt almindelig dag i mit nye arbejdsliv, men torsdag d. 13. september 2018 endte alligevel med at skille sig ud fra mængden. Fra min kontorplads på Frederiksberg skulle dagens opkald og gøremål indfries, men mit hoved fik ikke den fornødne ro. En snurren, en smerte fra mellemgulvet forstyrrede og tog til time for time. Omkring middagstid var smerterne så kraftige, at jeg blev nødt til at trække stikket og vende snuden hjemad.

24 timer senere vågnede jeg op efter en flere timers lang operation i fuld narkose. Min ene testikel havde vokset sig på størrelse med en bordtennisbold og var fyldt med seminom – den aggressive form for testikelkræft. Operationen fjernede smerterne, men den snurrende fornemmelse var nu at finde i mit sind, hvor en masse spørgsmål trængte sig på.

Hvorfor havde min krop ikke givet signaler tidligere? Hvor længe ville jeg være ramt af dette, og hvordan ville det påvirke min familie, min nybagte titel som far og min evne til at producere indhold i min nystartede virksomhed?

Her otte måneder senere har jeg heldigvis fået svar på en masse af disse spørgsmål. Dog har nye løbende meldt sin ankomst, ligesom jeg fortsat skal vænne mig til kendsgerningen om, at jeg aldrig bliver den samme – både fysisk og psykisk – igen. Her følger min personlige beretning om et halvt år med kræft tæt inde på livet.

Når jeg ser tilbage på året 2018, kan jeg med ro i sindet sige, at det var det mest begivenhedsrige af slagsen i min nu 33-årige tilværelse.

FB6A8577 copy.jpg

I sommermånederne fik jeg min største arbejdsmæssige oplevelse ved VM-slutrunden i Rusland, hvor jeg via en paraplyorganisation af FIFA, det internationale fodboldforbund, arbejdede tæt sammen med personer fra alle verdenshjørner, besøgte fem forskellige byer og så alle Danmarks kampe, indtil det smertelige exit fra ellevemeterpletten mod de senere finalister fra Kroatien.

Det var også i Rusland, at jeg traf beslutningen om at opsige min daværende stilling og begive mig ud på dybt vand og teste en freelancetilværelse af. Det var nyt og spændende, og lige hvad jeg havde brug for rent arbejdsmæssigt.

På hjemmefronten var der heller ingen grund til at klage. Min kæreste og jeg var året forinden blevet forældre til den skønneste pige, ligesom vi til april ville blive beriget af endnu en lille skikkelse i form af vores anden datter.

Alt kørte så at sige på skinner, men lynet kan som bekendt ramme alle, og det var præcis, hvad der sket den dag i september 2018, hvor jeg efter at være blevet tilset af tre læger fik diagnosen testikelkræft.

Kræft…prøv bare at smag på ordet. Hvor nederdrægtigt og usselt et ord, er det ikke lige. Det er desværre også et ord, et begreb, en tilstand, vi stort set alle har et forhold til. Alt for mange har prøvet at miste en kær til uretfærdigheden over dem alle – inklusiv mig selv, da sygdommen blandt andet tog min farfar i en alt, alt for tidlig alder.

Men selvom mange har et forhold til kræft, så er det nok de færreste, der reelt ved, hvad det vil sige at have kræft. Det var selvsamme følelse, der ramte mig tilbage i september måned. Hvad er det, lægerne siger til mig!? Jeg kan da ikke have kræft. Jeg er i min bedste alder, cykler flere kilometre hver dag, har været fysisk aktiv hele livet, hverken ryger, drikker eller tager stoffer. Nej, det må være en fejl.

Men den var god nok. Jeg blev indstillet til akut operation dagen efter jeg modtog diagnosen. Det var en smule hektisk, indrømmet, men det var egentlig også rigtig rart, at de handlede så hurtigt. Det efterlod mig med minimal tid til at tænke alt for mange dumme tanker, og som person har jeg altid sat utrolig stor pris på effektivitet.

FB6A8977 copy.jpg

Jeg hader spildtid. Simpelthen. Og lidt naivt, så var det ret beset det jeg følte, at et kræftforløb på daværende tidspunkt ville være; spild af tid. Et kræftforløb kan næppe indtræffe på et belejligt tidspunkt, men jeg havde da om nogen ikke tid til at ligge stille i to, fire, seks måneder, eller hvor længe det nu ville stå på. Jeg havde kunderelationer, der skulle plejes, artikler, der skulle skrive, og fodboldkampe, der skulle kommenteres.

En sådan naivitet mod en så stærk modstander som denne vederstyggelige sygdom var bestemt ikke omkostningsfrit, måtte jeg sande…

Der var nu gået 11 dage siden operationen. Alt var forløbet efter planen. De havde fjernet testiklen, der havde samme størrelse som en bordtennisbold via et snit i lysken, hvor de efterfølgende havde arbejdet sig nedad. Såret var helet fint, og det var kun i de første par dage, at smerterne gav anledning til at skære ansigt.

Dum, som jeg var, afholdte det mig dog ikke fra at tage på arbejde dagen, efter min krop havde været udsat for det kirurgiske indgreb. Jeg var fast besluttet på, at operationen ikke skulle bremse mig og min hverdag og jeg ønskede ikke at fremstå svag over for mine omgivelser. Jeg var endda for stolt til at møde ind i et par joggingbukser, hvilket medførte at mine stramme jeans sad og bed i lige yderkanten af operationssnittet i syv stive timer. Det var forfærdeligt, men mest af alt utrolig dumt og stædigt.

De fysiske smerter som buksekanten forvoldte, var dog intet i forhold til den psykiske mavepuster af rang, jeg blev offer for, da jeg skulle mødes med lægerne og høre nærmere om svarende fra operationsprøverne. Intet gav i min verden anledning til, at noget fortsat skulle være i vejen. For var der fortsat noget ”lort” tilbage i min krop, så havde jeg da fået beskeden tidligere, ikke? De nænnede da ikke at holde mig og min sindstilstand for ”nar” i et par dage ekstra, for blot at overlevere beskeden ansigt til ansigt, vel? Nej, alt måtte være i den fineste orden…

Not! ”Operationen gik godt, men din scanning viser, at kræften har været på en vandretur og spredt sig til maven. To til tre steder. Knuder som disse kan kun fjernes via kemobehandling, så det sætter vi dig op til,” lød dommen på.

Bum! Bang! A’ hvad for noget? Kemobehandling!? Mig!? Jamen, jeg mærker jo intet til det. Hvordan kan I så fortælle mig, at jeg har noget potentielt dødeligt inde i maven, tænkte jeg. Her gik jeg og troede, at kræften og jeg blot skulle have en kortvarig flirt på små fjorten dage. Jeg fik i den grad revet tæppet væk under mig, for jeg var hundrede procent videre oppe i hovedet.

Og det er netop her, at kræften viser sig fra sin værste side. Sygdommen og diagnosen havde været langt lettere at relatere til, havde jeg været plaget af konstante smerter et eller flere steder i kroppen. Sådan forholder det sig bare ikke. Den ligger og ulmer uden at give sig til kende, for lige pludselig at vise sit grimme, grimme ansigt…

Oprøret med sin egen krop

Kemobehandlingen formåede dog at ”dække” det behov, det relaterbare. De ni intensive uger krævede betaling ved kasse ét prompte. Underlig som jeg er, husker jeg alligevel en snert af spænding i kroppen i dagene op til den første behandling.

Jeg har altid været meget resultatorienteret, analytisk og konstruktivt tænkende. Jeg var spændt på at se, hvad sådan en behandling, hvor jeg fra mandag til fredag fik indskudt op til syv liter væske via drop ind i blodet, ville gøre ved kroppen.

FB6A8442 copy.jpg

Og spændt er faktisk det helt rette ord. Jeg frygtede det egentlig ikke. Jeg var jo langt fra den eneste i verden, der havde været udsat for sådan en omgang. Lægerne er hamrende dygtige og har styr på, hvad de laver. Jeg lovede samtidig mig selv, at min indebrændthed over situationen ikke skulle komme til udtryk over for de ansatte på Riget.

De kunne om nogen ikke lastes for, hvorfor jeg var endt dér. Og deres engagement, deres nærvær og evne til at læse ens psyke og behov i de forskellige faser af forløbet, var helt unik. Ord kan ikke beskrive, hvor meget jeg respekterer deres arbejde, og måden de kommer gennem en, ofte, alt for hektisk dag. Det har virkelig givet stof til eftertanke efterfølgende. Hvis jeg fremadrettet kan møde mennesker med den form for overskud bare halvt så godt, som de formår i pressede situationer, så vil jeg klappe mig selv på skulderen.

Som nævnt tidligere var jeg i en god fysisk forfatning, da jeg påbegyndte forløbet. Det blev italesat som en fordel, når kroppen skulle bearbejde de mange kemikalier den snart ville blive udsat for. Kroppen ville så at sige snart komme på overarbejde. Og det kunne mærkes med det samme.

De mange liters væske fik min krop til at svulme op som en kagedej, tilsat alt for meget gær. Som en anden Michelin-mand havde jeg svært ved bare de mindste ting. Mine hænder kunne dårligt skrue låget af mælkekartonen hjemme i køleskabet, og min datter på fem-seks kilo føltes som en anden bautasten, når hun skulle løftes op.
Trapperne op til svigermor på tredje sal føltes som samtlige skridt på den kinesiske mur, og en galopperende hjerterytme trods samme henslængte position på sofaen i timevis, blev hurtigt hverdagskost.

Vægten sagde plus otte kilo, da den første uge var overstået. Det husker jeg faktisk som det værste. Det var ikke de mange stik i underarmen eller smagen af kemikalier i munden, der fyldte. Det var den øgede vægt.

”Det var helt naturligt,” prøvede sygeplejerskerne at berolige mig med. Kroppen er ikke i stand til at udskille så mange liter væske i samme tempo, som det blev tilført via droppet i armen, fik jeg ydermere at vide, men det larmede gevaldigt i mit sind.

Havde jeg haft et ønske om at tage en god portion kilo på, kunne jeg godt finde bedre alternativer i form af god mad eller verdens største pose bland-selv-slik. Det forstyrrede mine vågner timer enormt meget. Jeg var i oprør mod min egen krop, der modvilligt var blevet slasket og utiltalende. Det kunne jeg slet ikke affinde mig med!

Den stigende vægt var dog ikke de eneste gener, jeg begyndte at mærke som følge af kemobehandlingen. Behandlingen foregik sådan, at jeg hver dag mødte ind på Riget i de tidlige morgentimer. Straks blev man koblet til et apparat, der begyndte at skylle væske rundt i kroppen. Havde behandlingen og udskiftningen af de mange poser forløbet uden komplikationer, var man typisk klar til at blive sendt hjem omkring 14-tiden om eftermiddag – med en lille rygsæk, hvor en pose med to liter saltvand var tilkoblet.

Rygsækken var blevet indført få år tidligere med det glædelige resultat, at man nu ikke var låst til hospitalssengen fra morgen til aften i de uger behandlingen stod på. Pumpen fra rygsækken, eller rettere den lyd, den afgav, giver mig dog stadig vågne nætter den dag i dag. Den minder mig om, at jeg i de mange uger behandlingen stod på aldrig var fri. Aldrig havde jeg mulighed for at gøre netop det, jeg havde lyst til. Jeg var låst. Ikke til hospitalsgangene heldigvis, men til den sygdom, der havde spredt sig til min mave.

FB6A8242 copy.jpg

Den første uge med intensiv behandling var veloverstået.

”Det var egentlig ikke så slemt”, husker jeg, at jeg tænkte. Nu ventede der to uger, hvor jeg kun skulle gennem en mindre pose om mandagen. Nu ventede en tid, hvor det gjaldt om at slikke sårene og forberede sig fysisk og psykisk på næste omgang. Det skulle nok gå, tænkte jeg…naivt. For i anden uge af den intensive periode krakelerede facaden totalt. Jeg var mør, stækket, træt af det hele…og det kom til at gå ud over dem, jeg holder allermest af.

”Far sover…”

Jeg er ofte blevet spurgt om, hvad der har været hårdest i dette forløb. Var det kroppens fysiske deroute som resultat af kemikaliernes indtog, var det de store forkromede tanker om, at man muligvis var på vej fra denne jord før tid, eller var det dét med at identificere sig med, at være syg?

Alle er de gode bud og bestemt tanker, der har fyldt en masse de seneste måneder. Men det var uden tvivl vores førstefødte datter, der var min kryptonit. Jeg kan stadig få en klump i halsen den dag i dag, velvidende om, at jeg er raskmeldt og har det fint, når ordet kræft og navnet på vores datter nævnes i samme sætning.

Vega, som hun hedder, havde dog heldigvis en alder, hvor hun næppe har lidt den store overlast og dannet sig ar på sjælen, og vi var som forældre, som familie, meget opmærksomme på, at hun ikke skulle suges med ned i noget sort hul. Min kæreste og jeg var også rungende enige om, at hun ikke skulle med på hospitalet for at besøge sin far, de dage jeg lå indlagt. Det ville hun ikke få noget godt ud af. Og det ville jeg nok heller ikke.

Derhjemme blev timer til dage, dage til uger og uger til måneder. Jeg har slet intet overblik over, hvornår specifikke ting fandt sted, og hvad der rørte sig i samfundet, ja, i min egen familie sågar. Det hele var en stor, mudret masse, og når jeg ser tilbage på det hele, priser jeg mig lykkelig for, at jeg i min kæreste samtidig også har min bedste ven, min allierede for livet.

Simone er typen, der kan blive bange for sin egen skygge, sove med lyset tændt og altid planlægger sin dag sådan, at hun aldrig har et sekund alene med sig selv. Der er hun mest sårbar, når hun er alene. Men sårbar var nok det sidste, hun viste sig at være i de måneder, hvor jeg havde det værst.

Det var en hamrende uretfærdig tid, set fra hendes perspektiv af. Der stod hun alene med et barn på lidt over et år, et voksende foster i maven og så samtidig uduelige mig, der sov tyve timer i døgnet, svedte medikamenter ud, så soveværelset lugtede som et andet kemilokale, bedte om mad og drikke i tide og utide.

Det burde havde været en tid, hvor vi som familie fandt på plads i vores nye tilværelse som forældre, hvor der var tid til at dyrke hendes graviditet og glæde os over, at tre snart blev til fire. Den tid kom aldrig. Men Simone formåede at agere limen i familien, limen, der ikke fik det hele til at falde på gulvet og smadre i tusinde stykker. Det kan jeg aldrig gøre op for eller takke hende nok for. For det er jeg hende evigt taknemlig. Hun viste sider af sig selv, jeg ikke anede hun besad. Det gjorde hun måske heller ikke selv.

Hendes uendelige overskud i en tid, hvor overskud ellers burde være en by i Rusland, husker jeg klarest i følgende eksempel. Kalenderen sagde nu starten af december. Jeg kunne efterhånden se en ende på det hele. Jeg stod til at få mine sidste indsprøjtninger lillejuleaften, og jeg følte mig godt rustet til den sidste serie af intensiv behandling.

Vi så derfor vores snit til, at Simone kunne få et velfortjent hvil fra det hele og komme lidt ud med sine kollegaer til den årlige julefrokost. Det betød samtidig, at jeg skulle have Vega alene – en hel aften. Og inden det kommer til at lyde som jammer, og at jeg ville gennemføre Tour de France på en punkteret trehjulet cykel, så var det altså en større mundfuld taget min daværende tilstand i betragtning.

Jeg følte dog, at jeg kunne klare opgaven. Vega var mit et og alt, og, når kræfterne var til det, fik vi fortsat leget og hygget, mens Simone tog sig at alt det praktiske. Den første del af aftenen forløb også fint. Vi fik spist, badet sågar, læst bog og gjort natklar. Hun virkede egentlig tryg i min varetægt og jeg fik lagt hende uden videre problemer. Vi sagde godnat, jeg slukkede lyset og lukkede døren på klem.

Trætheden havde allerede meldt sin ankomst, selvom rulleteksterne fra Disney Show knapt nok var kørt over skærmen. Jeg lagde mig på sofaen og faldt hurtigt hen. Få timer senere vågner jeg til lyden af barnegråd fra værelset.

FB6A8389 copy.jpg

Jeg skyndte mig ind til Vega og forsøgte at trøste hende på bedste vis. Det var så godt som en umulig opgave. Hun kaldte på sin mor og var svær at trænge ind til. Det var en tabt kamp, uanset hvad jeg forsøgte. Og snart forplantede hendes frustration sig til mig. Hendes høje toner smadrede al fornuft i mig, som var det stablede vinglas på fronten af en Formel 1-racer.

Afmagten ramte mig. Jeg var en fiasko. Jeg kunne ikke engang trøste min egen datter. Jeg kunne ikke hjælpe hende, når hun havde brug for mig. Jeg kunne ikke møde hendes behov. Sekvensen, der vel kun varede et par minutter, føltes som år, og i ren frustration over alt det fornævnte sparkede jeg, med hende i mine arme, ud efter skabet nær hendes seng og råbte ”Hvad er det, du vil have, jeg skal gøre!?”

Braget fra skabet fik hende til at holde mund. Men hendes øjne fortalte mig også, at det fik hende til at tvivle på sin far. Aldrig har et blik blottet mig så meget. Og det fra en et-årig. Til vores store held trådte Simone i samme sekund ind ad døren. Hun sagde ikke noget. Hendes blik afslørede også, at hun godt var klar over, at noget var galt.

Som en slagen bokser faldt jeg på knæ og overgav uden indvindinger Vega til sin mor. Jeg var knockoutet i ordets reneste forstand. Tid, rum, lys, lyd. Alt smeltede sammen og alle følelser, alle smerter, fik frit løb. Jeg græd som pisket. I flere minutter. Jeg var flov, jeg angrede, jeg følte mig ussel.

Igen sørgede Simone for, at familien blev samlet. Med det samme. Hun opfattede hurtigt, at det ikke var her, der skulle råbes eller skældes ud. Dertil var jeg blottet og nøgen nok i forvejen. Så der sad vi, klumpet sammen i hjørnet af køkkenet, krammende alle tre. Det var et lavpunkt i familiens korte tid sammen, men det var samtidig et varsel om, at det herfra kun kunne gå fremad.

I den efterfølgende tid sørgede vi for, at min kræfter blev brugt på at restituere og hvile. Det medførte samtidig, at min tid med Vega blev begrænset til få minutter om dagen. Det var ubærligt sådan at fravælge sin datter. Ens datter, der så gerne ville én. Jeg måtte bare sande, at overskuddet ikke var der, at jeg ikke kunne være den far, jeg så inderligt ønskede at være.

Mine minder om Vega fra den tid kan nok bedst, eller værst, om man vil, beskrives ved måden, hvordan hun lagde hovedet på skrå og foldede sine hænder, da Simone for tolvte gang måtte fjerne hende fra døren ind til vores soveværelset med ordene: ”Ikke nu skat. Far sover…”.
En bedre udgave af mig selv

Hvordan er det så nu her, efter jeg er blevet raskmeldt, og scanningerne viser, at alt det ”fremmede” er væk? Hvad har det seneste halve år gjort ved mig, og hvad har jeg lært?

FB6A8170 copy.jpg

Én ting er, at jeg er blevet klogere på mig selv og mere bevist om, hvordan jeg gerne vil fremstå over for andre, men jeg har også lært at zoome ind på det, der er vigtigt og betyder noget for mig. Jeg prioriterer ikke længere at lade mig gå på over personen, der springer hele køen over i Netto, eller personen, der glemmer at blinke, inden han eller hun drejer til højre.

For helt ærligt – og det er ikke for at lyde hellig – så har jeg vigtigere ting, at tage mig til. Det har kræften og hele forløbet om nogen lært mig. Væk med alt det ligegyldige. Det kan være venner, bekendtskaber, gøremål i hverdagen eller scenarier, der tidligere tændte noget i mig. Væk er det alt sammen.

En af de største overraskelser har været erkendelsen af, at jeg faktisk, hvor svært det end er at indrømme, savner medlidenheden fra andre folk. Jeg har ellers aldrig haft et behov for at få at vide, at visse ting er ih og oh så synd for mig. Det har altid virket en smule ubrugeligt og irrationelt på mig.

Men hånden på hjertet, så var den første tid efter raskmeldingen faktisk utrolig svær. Nu havde folk ikke længere grund til at have ondt af mig, min situation, min familie. Snart kunne folk begynde at have forventninger til mig igen. Min hverdag begyndte at ligne den, jeg måneder forinden havde glædet mig til at træde ind i.

Det med forventninger begyndte også at inkludere mig selv. Nu er det tilbage i spillet, makker! Nu er det din tur til at være der for din familie, din kæreste, dit barn. Nu kunne jeg ikke længere trække ’kræft-kortet’. Ikke, at det havde været en reel spekulation, men hverdagens barske ansigt lurede i horisonten – og det skræmte mig sgu, for at være ærlig.

Hverdagen har nu vist sig at være ganske okay. Jeg begynder så småt at kunne genkende mig selv, når jeg fanger mig selv i spejlet. Skægget gør de fleste politiaspiranter misundelige, og håret er kommet en anelse tykkere ud end før behandlingen (det kunne ej heller være tyndere). Farven i kinderne er igen til stede og både det fysiske og mentale overskud nærmer sig omtrent det samme niveau, som det jeg havde tidligere.

Når jeg ser tilbage på det hele, kan jeg underligt nok stå med følelsen af: ”Var det bare det!?” Ved at postulere dette negligere jeg ikke dem, der højst sandsynligt har oplevet deres forløb på anden vis. Slet ikke. Jeg har blot forsøgt at vende modgangen til noget positivt. For, som i mit tilfælde, lykkedes det at komme ud på den anden side, er man et hav af erfaringer rigere. Erfaringer, som styrker én og erfaringer, som kan være med til at ændre din person og dit livssyn - til det bedre.

Det er i hvert fald min oplevelse. Om det hænger sammen med det at blive far til to, vil jeg heller ikke afvise, men jeg er nu langt mere tilbøjelig til at sige pyt og børste problemstillinger væk fra mine skuldre. Det går nok alt sammen, og mange har langt større problemer end dem, vi har været igennem på det seneste. Det er værd at huske på, inden man lukker sig inde i en boble af selvmedlidenhed.

Afslutningsvis vil jeg lede opmærksomheden tilbage til overskriften på dette indlæg. Det er stadig de ord, der står klarest i min erindring, når det seneste års tid skal koges ned. Ordene stod min egen læge for, da jeg aflagde ham et visit den dag tilbage i september: ”Jeg kan se og mærke, at du har ondt. Der er højst sandsynligt tale om en blodsamling i din ene testikel. Men bare rolig… det er ikke kræft”.

Den profeti viste sig som bekendt ikke at holde stik. En ups’er af de større kan man sige. For selvom hensigten indiskutabelt har været god, så er det en udtalelse, der har indprentet sig i mit sind for evigt. Er jeg bitter og sur på min egen læge? Nej. Burde jeg ikke være det? Jo, måske. Men hele denne rutschebanetur har lært mig, at man ikke vinder noget ved at være sur og indebrændt. Man vinder ikke noget ved at føle sig ramt og forurettet. Man vinder noget ved at fokusere på dét, der gør livet værd at leve. Og i netop mit tilfælde har et forløb som dette, været med til at skærpe mine sanser og fået mig til at sætte pris på dem, og det, der ligger mig allermest nært.

Jeg kommer aldrig til at takke kræften for sit indtog i mit liv, men jeg kan i helikopterblikkets klare syn godt takke skæbnen for at give noget kontrast her i tilværelsen. Vi har som familie oplevet, og overvundet, noget grufuldt. Og skæbnen ville det heldigvis sådan, at vi for få uger siden blev beriget med lille Alva, der på smukkeste og reneste vis endte med at blive punktummet på dette forløb, på denne fortælling…