Har du siddet i et fly og bedt for dit liv?

”For seks år siden var jeg ombord på et fly på vej til England, hvor jeg skulle over at se Liverpool F.C. spille på Anfield. Det er første og eneste gang i mit liv, at jeg har haft følelsen af, at døden har åndet mig i nakken.

Vejret var brutalt, og i en kombination, af hvad der føltes som vind af orkanstyrke og turbulens, blev der rusket så meget i flyet, at jeg måtte holde fast i sæder og armlæn og det, jeg ellers kunne få fat i. Jeg bad ikke for mit liv, men jeg var bange – og utroligt lettet, da flyet landede.

Nogle sæder derfra sad nogle af søens folk, som havde en lidt anden og mere rolig opfattelse af turen. Jeg fattede ikke, hvordan de kunne sidde og tale og spille kort og hygge sig, mens jeg samtidig følte, at jeg var døden nær. Det er noget af det værste, jeg nogensinde har prøvet.”

Hvilket træk ved din personlighed bryder du dig mindst om?

”Mit temperament. Selvom det ikke kun er negativt, er det ikke altid gavnligt. Jeg plejer at fortælle mig selv, at jeg aldrig løser noget ved at være for hidsig.

Jeg har erfaret, at man sjældent overbeviser andre og trænger igennem ved blot at være højlydt og puste sig op. Der skal nok være nogen, der vil sige, at jeg indimellem er lidt for vokal både i og uden for kommentatorboksen, men jeg synes godt, at man må have lidt personlighed og tænding, så længe det er i moderate mængder.

Til gengæld er jeg meget rolig, når jeg er hjemme, og min kone og jeg skændes aldrig. Det sætter jeg stor pris på.”

Har du et ar, der fortæller en historie?

”Jeg har brækket min næse tre gange i forbindelse med håndbold, og kigger man efter, kan det godt ses, at den er blevet rettet til ved næseryggen.

Den sidste gang var i begyndelsen af 80’erne, hvor jeg var træner for ÍR Reykjavík i Island. Al kommunikation foregik på engelsk, og jeg skulle forklare og vise en mand-mod-mand-øvelse for spillerne, som jeg selv skulle indgå i. Om jeg var uklar i mit engelske, ved jeg ikke, men en af spillerne forstod i hvert fald ikke, hvilken retning jeg ville bevæge mig i.

Han endte med at sætte en hånd forkert ind og brække min næse, og så lå jeg ellers der og flød på halgulvet med en skæv tud. Den dag stoppede træningen tidligt.”

Hvornår blev du en mand?

”Selvom jeg har haft mit overskæg, siden jeg var 14 år, skete det først, da jeg som 35-årig fik mit første barn, vores søn. Indtil da havde mit liv måske handlet lige lovligt meget om Bent Nyegaard.

Jeg husker tydeligt følelsen, da jeg kørte hjem fra fødegangen, af, at verden virkelig havde forandret sig, og at nye tider ventede forude. Det samme gentog sig, da vi fik vores datter nogle år senere.

Når man får mere ansvar, breder verden sig ud, og selvom jeg havde haft rigeligt med tid til at forberede mig mentalt på at blive far, var det umuligt at være 100 procent klar.

Det er en ubeskrivelig følelse af lettelse, når man kan konstatere, at alt er, som det skal være, og derfra se sine børn vokse op og blive selvstændige individer, som ikke bare er et par kopier af deres forældre.”

Er du nogensinde kommet til skade på et dansegulv?

”Nej. Men da jeg var omkring 10-11 år, blev jeg sendt på danseskole med min storesøster for at lære trinnene til de finere standard-danse. Min søster var halvandet år ældre end mig, og hun har udviklet sig til at være et ualmindeligt sødt menneske i dag, men det var desværre ikke tilfældet, dengang jeg dansede med hende.

Hun var lige et hak skarpere til at lære dansetrinnene end mig, og så var der ellers afregning ved kasse ét, når jeg lavede fejl. Kunne jeg ikke følge trinnene hele vejen, kvitterede hun ved at knibe mig i armen, puffe til mig og træde mig over tæerne.

Da danselæreren fandt ud af, at bror og søster ikke partout skulle danse sammen, fik jeg heldigvis en anden dansepartner. Om det skyldes min søsters hårde disciplin, tvivler jeg på, men den dag i dag er jeg stadig en ganske habil danser.”

Hvad ville du sige til dig selv, hvis du mødte dig selv som dreng?

”Jeg ville fortælle den unge Bent, at han skulle være mindre hidsig. Livet har lært mig, at alting nok skal gå i sidste ende. Da jeg var yngre, var jeg ofte lidt for arrig, og jeg kendte ikke altid argumentationens kunst.

Ikke at jeg var voldelig, for jeg var ikke nogen slagsbror, men det, der kom ud af min mund, var ikke altid lige sagligt. Som håndboldtræner var jeg til tider også for hidsig, hvilket kostede mig nogle advarsler og andre gange mere til.”

Hvornår har du senest fortalt din kone, at du elsker hende?

”Jeg foretrækker at vise min kærlighed til min kone mere i handling end med ord, men jeg både håber og tror, at hun ved, at jeg elsker hende. Jeg kan godt lide at få min kone til at grine ved at fortælle dårlige jokes.

Godt humør og smil hænger ofte sammen med den kærlighed, man har, og det er en af de store styrker i vores ægteskab, at vi kan grine sammen. Vi tager også jævnligt på weekendophold, både i Danmark og rundt i Europa, hvor især Provence altid har været en favoritdestination for os på grund af vejret, Middelhavet og de skønne, små landsbyer.

Senest var vi afsted i februar, efter jeg havde været en måned i Sverige for at dække VM i håndbold for TV 2. Når det er sagt, er det stadig vigtigt at huske at sige ’jeg elsker dig’ til sin partner.

I bund og grund mener jeg dog, at handlingerne til enhver tid vil være større end selve ordene, og det største kærlighedstegn, man kan give, er jo at være oprigtigt interesseret i sin partners liv. Også selvom man har været gift i mange år.”

Hvad er din største luksus?

”Jeg nyder altid et veltilberedt måltid, især et friskt stykke færøsk laks med grøntsager, en sauce på fiskefond og et godt glas Châteauneuf-du-Pape. Men min helt store luksus er at have en sund og rask familie.

Det er jeg evigt taknemmelig for, og selvom det måske er et kedeligt svar, er det fandeme definitionen på, hvad rigtig luksus er. I hvert fald for mig.”