Amdi Wiil kunne mærke ubehaget komme snigende, allerede inden han trådte ind ad døren. Synet af den kvindelige sygeplejerske i hvid kittel, der mødte ham på den anden side, gjorde det ikke ligefrem bedre. Hun ved godt, hvad jeg skal ind og gøre nu, tænkte han, mens han satte sig i receptionen på Rigshospitalets Klinik for Vækst og Reproduktion.

Da han havde udfyldt de nødvendige papirer, blev Amdi Wiil ført ind i et lille rum på tre gange tre meter med nøgne, hvide vægge. I det ene hjørne stod en stol, ved siden af stod en skraldespand og en gammel egetræskommode, og på væggen hang en dispenser med desinficerende gel. Synet af det spartansk indrettede lokale mindede ham lidt om båsene i en kvægstald. Og han var koen, der nu skulle ind og malkes.

”I kommoden ligger der nogle blade. Dem er du velkommen til at bruge,” sagde sygeplejersken, inden hun forlod det lille rum og overlod Amdi Wiil til sig selv.

Udenfor kunne han høre hende føre andre mænd ind i tilstødende lokaler, mens han tænkte på, hvor mange der mon havde haft fingrene i pornobladene i skuffen før ham.

Stolen i hjørnet skulle han heller ikke nyde noget af, for tænk hvor mange nøgne, svedige mandeballer, der havde siddet dér i tidens løb. Og var rummet, han befandt sig i, overhovedet lydisoleret?

Ingen af tankerne gjorde noget godt for den ophidselse, Amdi Wiil skulle forsøge at fremtvinge for at aflevere den sædprøve, han var kommet for at få testet på klinikken. Han forsøgte at tænke på noget andet end de andre gæster, der havde besøgt båsen før ham.

Det tog længere tid, end den slags normalt plejede at gøre. Men med lidt anstrengelse lykkedes det Amdi Wiil at fremprovokere en klat sæd i det reagensglas, han havde fået af sygeplejersken. Den var lige så lille og sølle, som han selv følte sig.

Amdi Wiil åbnede en lem og placerede reagensglasset på en hylde og skyndte sig ud af klinikken med en følelse i kroppen, der havde udviklet sig fra ubehag til regulær ydmygelse.

I den vestlige verden har fertiliteten hos både mænd og kvinder længe været faldende, og Danmark er ingen undtagelse. Ifølge Sundhedsstyrelsen er ét ud af fem danske par infertile, og hvert 12. barn kommer i dag til verden ved fertilitetsbehandling.

I mange år har der primært været fokus på at hjælpe ufrugtbare kvinder med at forbedre deres fertilitet, men nye undersøgelser viser, at det næsten lige så ofte er mandens sædkvalitet, som er skyld i ufrivillig barnløshed. Ifølge Rigshospitalet har 40 procent af alle danske mænd så dårlig sædkvalitet, at det påvirker deres muligheder for at blive fædre. Men mange er slet ikke klar over problemet, fordi de ikke går til lægen og bliver testet.

”40 procent af alle tilfælde af infertilitet skyldes mandlige faktorer. Men det er der ikke særligt mange, der ved, og der er endnu færre, som gør noget ved det,” siger Morten G. Ulsted, administrerende direktør i virksomheden ExSeed, som har udviklet en app, der gør det muligt at teste sin sædkvalitet derhjemme.

Formålet er at spare mænd som Amdi Wiil for en tur på klinikken og at nedbryde den stigma, der er forbundet med at have lav sædkvalitet.

”Mænds sædkvalitet er et tabu. Det er, modsat kvinders fertilitet, ikke noget, man taler om. Mange af de mænd, vi har interviewet, holder sig væk fra klinikkerne, fordi de ikke har lyst at snakke med sygeplejersker og læger om deres sædkvalitet. Vi tror på, at mange flere vil få testet deres sæd, hvis de kan gøre det hjemme ved køkkenbordet,” siger Morten G. Ulsted.

ExSeeds hjemmetest består af et lille mikroskop og en smartphone-app. Manden indsætter sin sædprøve i mikroskopet og placerer sin smartphones kamera oven på mikroskopet. Kameraet optager en video af sædprøven, som uploades i et cloud-baseret system, hvor en avanceret algoritme magen til dem, der anvendes i sædlaboratorier, analyserer prøven og sender resultatet retur i løbet af bare fem sekunder. Testen laves efter WHO’s standarder for måling af sædkvalitet, der både måler koncentrationen af sædceller, om sædcellerne er levende og prøvens volumen.

Dermed adskiller ExSeeds test sig fra eksisterende hjemmetests, der kun måler antallet af sædceller, men ikke hvor mange af dem, der svømmer, forklarer Morten G. Ulsted.

Hvis testen viser, at manden har en moderat til lav sædkvalitet, og dermed statistisk set vil have sværere ved at gøre sin partner gravid, får han skræddersyede råd til, hvordan han kan løfte sin sædkvalitet baseret på de personlige oplysninger, han har indtastet i app’en. For det kan faktisk godt lade sig gøre at forbedre sin sædkvalitet, siger Morten G. Ulsted.

”Mange tror, at dårlig sædkvalitet er en dom, man får, og så er der ikke noget at gøre. Men mænd kan løfte deres sædkvalitet ved at lægge deres livsstil om. Det tager cirka 72 dage at producere og modne en sædcelle, så ved at følge vores program i tre måneder, kan man forbedre sin sæd markant.”

Den sløve sæd

Mænds sædkvalitet er dalet kraftigt i den vestlige verden i løbet af de seneste 40 år. En stor international undersøgelse udgivet i 2017 viste, at der fra 1973 til 2011 skete en halvering af mænds sædkvalitet. På Rigshospitalets Klinik for Vækst og Reproduktion har forskere siden 1996 fulgt sædkvaliteten hos 6.000 unge danske mænd. Undersøgelsen, der udkom tidligere i år, viste, at kun lidt over 20 procent af testpersonerne havde helt optimal sædkvalitet målt ud fra antallet af sædceller, sædcellernes bevægelighed samt deres udseende. Faldet er sket på trods af, at antallet af drengebørn, der udsættes for rygning under graviditeten – som er en af de største syndere i forhold til lav sædkvalitet – er faldet drastisk fra 40 til 18 procent i samme periode. Rigshospitalet anbefaler, at mænd med ekstremt lav sædkvalitet får børn tidligere end andre mænd, da en ny undersøgelse fra hospitalets forskere har vist, at deres sædkvalitet falder mere drastisk med alderen, end hidtil antaget. Mænd med lav sædkvalitet kan forbedre deres sæd ved at droppe rygning, skære ned på alkohol, dyrke mere motion og spise sundere. I tilfælde af meget lav sædkvalitet kan man behandle med hormoner eller lave kunstig befrugtning.

Idéen til at lave en hjemmetest af sæd opstod i efteråret 2016. Emil Andersen, der er forsker ved Novo Nordisk Foundation på Københavns Universitet og medstifter af ExSeed, havde som en del af sit arbejde været med til at udføre tests af sædprøver fra en række klinikker.

Undervejs havde han tænkt, at det måtte være muligt at automatisere processen og samtidig udnytte den teknologi, vi alle render rundt med i lommen i form af vores smartphones. Han tog kontakt til Daniel Daugaard-Jensen, der var ansat i e-health-afdelingen hos teknologivirksomheden Trifork, som blandt andet har udviklet MobilePay, og fortalte om sin idé. Daniel Daugaard-Jensen, der i dag også er medejer af ExSeed, var begejstret for konceptet og ringede til Morten G. Ulsted, som på daværende tidspunkt arbejdede for Novo Nordisk i Schweiz.

”Jeg sad i Schweiz og syntes egentlig, at det gik meget godt. Men da Daniel fortalte, at han stod med en forsker, der havde en vision om at lave en hjemmetest af sæd, syntes jeg, at det var så god en idé, at jeg ikke kunne sige nej,” fortæller Morten G. Ulsted.

To dage senere steg han på et fly, og kort efter stod han i laboratoriet sammen med Emil Andersen og Daniel Daugaard-Jensen og kunne se sædceller svømme rundt på en smartphone-skærm. Kort efter stiftede de ExSeed og fik startkapital gennem Trifork til at realisere deres koncept.

Et år senere, i begyndelsen af 2018, fik ExSeed en større inves-tering fra blandt andet sundhedsvirksomheden NMC Health, som er blandt de 100 største virksomheder på børsen i London. Herefter gik de i gang med at teste produktet, der lanceres i Danmark i januar 2019.

Morten G. Ulsted fortæller, at det har været en udfordring at gå fra prototypen i laboratoriet til et forbrugerprodukt, der kan lanceres bredt. Blandt andet fordi der findes så mange forskellige smartphones med forskellige kameralinser, som alle skal kunne anvendes sammen med ExSeeds produkt, og fordi virksomheden havde ambitioner om at lave en test af så høj kvalitet, at den også kan bruges af læger og klinikker.

”Vores analyse er så god, at læger vil kunne give deres patienter mulighed for at få lavet præcise sædprøver derhjemme. Hvis der er noget galt rent medicinsk, kan vi med det samme sætte brugeren i kontakt med en specialist på en klinik. Vi skal ikke erstatte lægerne, men tværtimod hjælpe dem, og vi er allerede i dialog med flere, som er positivt indstillede, ligesom vi også selv har læger tilknyttet, som brugerne kan ringe til. Vores produkt er også i gang med at blive anerkendt som medicinsk udstyr på EU-plan,” siger Morten G. Ulsted, der forventer, at godkendelsen kommer i hus i løbet af første kvartal i 2019.

En uge efter oplevelsen på klinikken på Rigshospitalet tikkede svaret på Amdi Wiils sædprøve ind i hans e-boks. Han fik at vide, at hans sædkvalitet var under middel, hvilket fik ham til at frygte for, om han overhovedet ville være i stand til at få sine egne børn.

”I mit eget hoved havde jeg altid haft et billede af, at jeg skulle være far til to-tre børn. Det billede blev slået i stykker, da jeg fik at vide, at jeg måske ikke ville være i stand til at reproducere,” siger han.

39-årige Amdi Wiil havde mødt sin kæreste cirka fem år forinden. Hun var fem år ældre end ham, havde to børn fra et tidligere ægteskab og umiddelbart ingen planer om at få flere. Amdi Wiil var glad for rollen som bonusfar, men han vidste, at han gerne ville være have sit eget barn en dag.

Da han fortalte sin kæreste, at det ikke var til forhandling, var hun lige ved at gå. Men de holdt ved, og da de havde været sammen i et par år, kom Amdi Wiils kæreste en dag og sagde, at hun alligevel var klar til at få et barn mere.

Parret droppede præventionen og gik i gang med at prøve at blive gravide, men intet skete. Sådan fortsatte det i halvandet år, og Amdi Wiil blev mere og mere frustreret.

”Det gik mig især på, når vi nærmede os vores fødselsdage. Hun var over 40, og jeg nærmede mig. Jeg følte, at tiden var ved at løbe ud for os,” siger han.

GettyImages-159836603.jpg

Parrets første indskydelse var, at Amdi Wiils kæreste måske var blevet for gammel til at få flere børn, da kvinders chance for at blive gravide statistisk set er små, når de har rundet 40 år. Hun gik til lægen for at blive testet, men fik at vide, at der ingen problemer var med hendes fertilitet. Pludselig pegede pilen i stedet på Amdi Wiil. Og da hans sædkvalitet viste sig at være lav, tog han fat i en kammerat, der selv havde haft samme problem, men som var lykkedes med at få et barn og havde nummer to på vej. Gennem internettet havde han fundet en række livsstilsråd og kosttilskud, som havde hjulpet ham til at løfte sin sædkvalitet. Amdi Wiil havde hidtil troet, at en mands sædkvalitet var permanent, så det overraskede ham, at det kunne lad sig gøre at forbedre den:

”Jeg købte alle mulige vitaminer og andre kosttilskud og krydsede fingre for, at det ville hjælpe mig med at kunne gøre min kæreste gravid.”

På markedet for fertilitetsbehandlinger omsættes der i dag for cirka 40 milliarder dollars om året. Langt størstedelen af de produkter og løsninger, man kan købe, er henvendt til kvinder. Derfor tror Morten G. Ulsted på, at der er stort potentiale i nye produkter markedsført til mænd, hvis ExSeed lykkes med at skabe større opmærksomhed omkring mænds dalende sædkvalitet.

”Der ligger en stor udfordring i at få belyst hele problematikken omkring mændenes andel i den faldende fertilitet. Men vi vurderer, at der er et kæmpe potentiale, også globalt set. Én ting er markedet for fertilitetsbehandlinger, men der skyder også sundheds-apps og hjemmetests frem på alle mulige andre områder. Det her er en kæmpe trend, og vi mener, at det er realistisk at have en omsætning på over 200 millioner kroner om fire-fem år,” siger han.

Morten G. Ulsted mener, at det især vil tiltale mænd, at ExSeed kan give dem en helt konkret plan for, hvordan de kan løfte deres sædkvalitet. Han fortæller, at mange af virksomhedens testpersoner har oplevet, at de efter en dårlig sædprøve på en klinik blot fik at vide, at de bare skulle leve lidt sundere.

”Hvis man siger til folk, at de skal stoppe med at ryge, stoppe med at drikke, spise sundere, dyrke mere motion og tabe sig på samme tid, er der ingen, der kan overskue det. Men hvis vi tager brugeren i hånden og forklarer dem, hvad de helt konkret kan gøre, bliver det nemmere,” siger han og forklarer, at ExSeed, som en del af arbejdet med at nedbryde tabuet omkring mænds sædkvalitet, har haft stor fokus på at udvikle et produkt, der på alle parametre – også rent visuelt – er tiltalende for de potentielle brugere.

”Hvis vi skal lykkes med at tackle det stigma, der er omkring mænds sæd, er det afgørende, at vi tilbyder et lækkert produkt, som mænd ikke behøver at skamme sig over at bruge. Det skal helst føles lidt som et Apple-produkt.”

Har du selv testet din sæd ved hjælp af app’en?

”Ja, flere gange. Når vi har stået i vores laboratorium og lavet tests, har vi jo skullet bruge friske samples, og så var man ind i mellem nødt til at tage en for holdet. Mine resultater har heldigvis været positive.”

Bag Amdi Wiil, der sidder ved spisebordet i en villa på Amager, som han og kæresten købte for et par år siden, løber lille Bjørn på 14 måneder rundt i grå smækbukser og leger med racerbiler. Kort efter Amdi Wiil var begyndt at lægge sin livsstil om for at forbedre sin sædkvalitet, kom hans kæreste en dag ind i stuen, satte sig ved selvsamme spisebord, og fortalte ham, at hendes graviditetstest var positiv.

”Jeg var ved at falde ned af stolen. Jeg havde nærmest opgivet alt håb, så det var virkelig overvældende, da det lykkedes alligevel,” siger Amdi Wiil.

I dag kan han se tilbage og reflektere over den skam, han følte, da han fik at vide, at han havde lav sædkvalitet. Dengang var det især svært, når hans kæreste ville fortælle folk i deres omgangskreds om årsagen til, at det ikke var lykkedes dem at blive gravide endnu.

”Jeg tyssede på hende. Det var pinligt for mig, hvis andre fik at vide, at jeg havde dårlig sæd. Det var først, da Bjørn var blevet født, og jeg pludselig kunne tale helt åbent om det, at det gik op for mig, at jeg havde skammet mig over det.”

Amdi Wiil håber, at en hjemmetest som ExSeeds vil medføre, at flere mænd vil få testet deres sædkvalitet og bliver mere bevidste om, at de kan forbedre den, og hvad de kan gøre.

”Jeg tror, at det ville være en rigtig god ting, hvis mænd talte mere åbent om sædkvalitet. Kvinder er meget bedre til at tale om fertilitet, og det kunne vi godt lære lidt af.”