Selma Judith: "Det at stille sig op på en scene er jo skrækscenariet for sådan en som mig, men også en måde at tage tyren ved hornene"

Jeg har altid sunget meget, især da jeg var lille. Jeg var et følsomt barn, og oveni led jeg af børneepilepsi, som gjorde mig endnu mere følsom og træt. Der var ikke rigtig nogen af de andre piger i min klasse, der kunne holde ud at være sammen med mig, fordi jeg var så skrøbelig og irriterende. Heldigvis var der nogle søde dinosaurdrenge, som jeg hang ud med, og som jeg var vildt glad for. Jeg gik på Bernadotteskolen i Hellerup, og der var plads til kreative børn som mig. Da jeg begyndte på Sankt Annæ Gymnasium, var der mange, der var vanvittigt dygtige til at synge, så der lagde jeg sangen lidt på hylden, fordi jeg ikke følte, at jeg var god nok.

Siden har min uddannelsesvej været ret broget. Efter gymnasiet begyndte jeg at læse religionsvidenskab på universitetet. Det var spændende, men jeg havde det ikke godt nok til at kunne studere. Derefter skiftede jeg til gartneruddannelsen på teknisk skole, men dumpede mit traktorkørekort og kunne ikke gå op til grundforløbsprøven. Så begyndte jeg på en dagshøjskole, og det var et godt sted for mig, fordi der var nogen, der sagde, hvad jeg skulle gøre hvornår.

Som barn havde jeg en god veninde, der hed Pauline. Hun spillede klaver, og når vi var hos hende efter skole og hun skulle øve sig, sad jeg i vindueskarmen og lod tankerne flyve. Jeg var misundelig på hende på den gode måde, fordi hun bare kunne sidde der og få fantastisk lyd ud af klaveret. Jeg kommer ikke fra et musikalsk hjem og blev ikke sat til at spille et instrument som barn. Selv om jeg var meget fascineret af musik, tænkte jeg altid, at jeg ikke kunne blive god, fordi jeg ikke startede som helt lille. Og som årene gik, tænkte jeg, at mine chancer for at blive god til et instrument kun blev mindre og mindre.

Da vi kom i teenagealderen, begyndte Pauline og jeg at lytte meget til musik og især harpenisten Joanna Newsom. Pludselig kunne jeg genkende harpen rundt om i nogle lydbilleder og blev forelsket i instrumentet. I den fase kom den første selvstændighed op i mig, og jeg besluttede mig for at ville spille harpe. Kort efter begyndte jeg i en kaninordning på konservatoriet, hvor skolens elever underviser nybegyndere. Jeg spillede på den lille harpe, som har en folk-agtig klang, men sidste år begyndte jeg at spille på den store pedalharpe, som jeg skal beherske for at kunne søge ind på konservatoriet næste år.