Selma Judith: "Det at stille sig op på en scene er jo skrækscenariet for sådan en som mig, men også en måde at tage tyren ved hornene"

Jeg har altid sunget meget, især da jeg var lille. Jeg var et følsomt barn, og oveni led jeg af børneepilepsi, som gjorde mig endnu mere følsom og træt. Der var ikke rigtig nogen af de andre piger i min klasse, der kunne holde ud at være sammen med mig, fordi jeg var så skrøbelig og irriterende. Heldigvis var der nogle søde dinosaurdrenge, som jeg hang ud med, og som jeg var vildt glad for. Jeg gik på Bernadotteskolen i Hellerup, og der var plads til kreative børn som mig. Da jeg begyndte på Sankt Annæ Gymnasium, var der mange, der var vanvittigt dygtige til at synge, så der lagde jeg sangen lidt på hylden, fordi jeg ikke følte, at jeg var god nok.

Siden har min uddannelsesvej været ret broget. Efter gymnasiet begyndte jeg at læse religionsvidenskab på universitetet. Det var spændende, men jeg havde det ikke godt nok til at kunne studere. Derefter skiftede jeg til gartneruddannelsen på teknisk skole, men dumpede mit traktorkørekort og kunne ikke gå op til grundforløbsprøven. Så begyndte jeg på en dagshøjskole, og det var et godt sted for mig, fordi der var nogen, der sagde, hvad jeg skulle gøre hvornår.

Som barn havde jeg en god veninde, der hed Pauline. Hun spillede klaver, og når vi var hos hende efter skole og hun skulle øve sig, sad jeg i vindueskarmen og lod tankerne flyve. Jeg var misundelig på hende på den gode måde, fordi hun bare kunne sidde der og få fantastisk lyd ud af klaveret. Jeg kommer ikke fra et musikalsk hjem og blev ikke sat til at spille et instrument som barn. Selv om jeg var meget fascineret af musik, tænkte jeg altid, at jeg ikke kunne blive god, fordi jeg ikke startede som helt lille. Og som årene gik, tænkte jeg, at mine chancer for at blive god til et instrument kun blev mindre og mindre.

Da vi kom i teenagealderen, begyndte Pauline og jeg at lytte meget til musik og især harpenisten Joanna Newsom. Pludselig kunne jeg genkende harpen rundt om i nogle lydbilleder og blev forelsket i instrumentet. I den fase kom den første selvstændighed op i mig, og jeg besluttede mig for at ville spille harpe. Kort efter begyndte jeg i en kaninordning på konservatoriet, hvor skolens elever underviser nybegyndere. Jeg spillede på den lille harpe, som har en folk-agtig klang, men sidste år begyndte jeg at spille på den store pedalharpe, som jeg skal beherske for at kunne søge ind på konservatoriet næste år.

Mit første skridt ind i musikbranchen skete for to år siden. Mø skulle spille en live-session i forbindelse med promoveringen af hendes EP, ’Trust me Baby Star’ og manglede en harpenist. Hun fik anbefalet at tage kontakt til mig. Undervejs i processen spurgte hun, om jeg også kunne synge, og om jeg ville synge med i koret, så det prøvede vi af. De syntes, at jeg sang godt, og så tog det ene det andet. Senere spillede jeg med Vera (musiker og producer William Asinghs alias, red.), School of X og Aaron og Bryce Dessner fra The National. Så var jeg ligesom i gang og tænkte, at det kunne være sjovt at se, om jeg kunne lave mit eget. Jeg slog mig sammen med min ven Mikkel, og vi eksperimenterede lidt.

Min single ’Kind of Lonely’ udkom sidste år. Vi lagde den på SoundCloud, og ikke længe efter kom den på P3’s karrierekanon, og det er gået hurtigt siden. Det er selvfølgelig virkelig fedt at få lov til at komme ud og optræde med musikken, men på den anden side føles det også lidt, som om min musik ikke er helt færdig. Det var jo ikke fordi, at vi havde et gennemarbejdet koncept, da vi lavede ’Kind of Lonely’. Det er stadig en igangværende proces.

Mine tatoveringer symboliserer nogle ting ved mig selv, som jeg har været pinlig over eller usikker omkring. Det har været lidt af en befrielse at få det uden på huden, så jeg ikke har skullet bruge så meget energi på at skjule alle mulige ting, men i stedet kunne rette ryggen og sige: ’Det er sådan her, jeg har det. Take it or leave it.’ Den seneste tatovering, jeg har fået, er to tidsler på mine håndled. Dem fik jeg, fordi jeg synes, at tidslen er en flot blomst, men den er også lidt aparte og en form for ukrudt.

Jeg har diagnosen skizotypi, og når man er psykisk sårbar, følsom og kvinde, er der mange ting, der gør, at man føler, at man er mindre værd. Min diagnose er med mig hele tiden, men nogle gange er den lidt mindre present. Det letteste og sundeste for mig er at acceptere mig selv og de ting, jeg har. Jeg er heldig på den måde, at jeg på godt og ondt har erfaret, at jeg godt kan gøre forskellige ting, selv om jeg har det dårligt. Det at stille sig op på en scene er jo skrækscenariet for sådan en som mig, men også en måde at tage tyren ved hornene.

Jeg tænker, at alle går og tumler med noget, det manifesterer sig bare på forskellige måder. Jeg har kæmpet med angst og paranoia, mens andre måske har døjet med stress, sorg eller dagdrømt om en person, som de ikke fik lov til at være sammen med. Generelt er der en underliggende diskurs om, at folk, der har en psykisk lidelse, bare skal tage sig sammen. Det er svært at have med at gøre, for når man har det psykisk dårligt, føler man jo, at man gør det så godt, man kan, og tager sig sammen hver dag for overhovedet at stå op. Det er her, den ukrudtsagtige følelse dukker op, som jeg har sat uden på min hud. Der er noget standhaftigt over en tidsel. Den er underlig tornet og lidt grim, men har en flot farve og kan modstå uvejr.

Jeg har kun været på dårlige dates. Jeg har ellers altid haft den her fantastiske idé om, hvad en date var, men i virkeligheden er det bare så kedeligt. Det er opsat og underligt at sidde overfor sin kæreste eller en fyr, man ser, et sted mellem andre mennesker og spise en pizza, kigge hinanden i øjnene og skulle leve op til en idé om, hvor romantisk det er. Skuffelsen har 100 procent været min egen skyld, fordi jeg har sat mine forventninger op til noget, jeg ikke rigtig vidste, hvad var. Jeg er meget mere til en hyggelig gåtur, men det kan man vel også kalde en form for date.

Det mest tiltrækkende ved en mand er hans evne til at se forbi alt det bullshit, der er rundt om i verden. Omvendt er det værste ved en mand, hvis han ikke sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor tingene er, som de er, og bare springer ud i banaliteterne og accepterer samfundet, verden, forhold og dynamikker uden en kritisk sans.

Der er mange mænd, der går rundt og er kede af det, uden at man kan se det på dem. De har svært ved at finde ud af, hvad de skal gøre af deres køn især i denne verden, som bliver mere og mere ligestillet. Der er alle mulige modreaktioner, som godt kan føles som et angreb på kønnet. Jeg synes, mænd også skal have lov til at være kede af det og bange for, hvad der sker i verden, og hvordan de skal bruge deres maskulinitet, uden at det bliver set som et angreb på kvinders rettigheder. Jo mere de tør tude, desto lettere tror jeg også, det vil være for kvinder at forstå dem.

Kvinder minder mere om mænd, end mange mænd måske er klar over. Der er en miniforskel mellem mænd og kvinder, som er roden til meget kunst, kultur og til at folk primært er heteroseksuelle, fordi de synes, at forskelligheden er spændende. Men ellers minder vi alle sammen meget om hinanden. Mit råd er, at mænd skal gå til kvinder, som om det var deres mandeven eller dem selv. Når forskellene dukker op, så lad det være en positiv fascination. Jeg har selv været bange for og i tvivl om, hvordan man kommunikerer med mænd, og om de forstod de samme ting, eller om de misforstod noget, men i det øjeblik, hvor jeg fandt ud af, at forskellen mellem vores køn faktisk er lille, blev det meget lettere.

Det bedste råd, jeg har fået, er fra min mor, som har sagt, at man ikke skal gå rundt og tro, at verden er enten eller. I virkeligheden er den både og. I stedet for at verden enten er latter eller gråd, så er den begge dele. Det tænker jeg tit over.

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik og Interview