Har du et ar, der fortæller en historie?
”Da jeg var 15 år gammel i slutningen af 1970’erne, skulle hele ungdomsklubben til England. Vi kørte i en høj Mercedes med klapsæder i midten uden sikkerhedsseler. Mellem Bremen og Hannover drejede vi af autobahn for at holde tissepause, men pædagogen hev lidt for hårdt i rattet med lidt for høj fart, så bussen tippede og rullede rundt tre gange, mens vi blev kastet rundt derinde. ’24 danskere kvæstet på tysk motorvej’ lød overskriften i Ekstra Bladet, så vidt jeg husker.
Jeg fik et brud på halshvirvlen og blev syet i panden, hvor jeg har et tre-fire centimeter langt ar. Vi lå på hospitalet i Tyskland i en uge, og det var et mirakel, at ingen døde. Flere brækkede arme og ben, så jeg var nærmest heldig med mit lille brud, fordi jeg i det mindste ikke havde noget, som hang og dinglede. Efterfølgende blev jeg lidt bange for offentlig transport. Selv mange år senere, når vi skulle flyve til USA med Hotel Hunger, måtte jeg drikke champagne og spise nervepiller, fordi jeg var urolig, når andre havde kontrollen.”
Hvornår har du tvivlet mest på dig selv?
”Det gør jeg egentlig hver gang, jeg skal starte på en ny opgave. Jeg kan ikke finde ud af at tage selvtillid med mig videre fra mine succeser. Jeg ville ønske, at jeg kunne slappe mere af og tænke på mine meritter, men måske er jeg bare en nervøs fætter af natur.
Det kan tolkes som ydmyghed, men det handler også om dårligt selvværd. Jeg er trods alt et barn, der fik tæsk af min mor, indtil jeg kunne slå igen. Jeg kæmper meget for at få bekræftelse fra andre, og jeg kan faktisk ikke altid tage imod bekræftelsen, hvis jeg ikke selv tror på det. Jeg kan godt glemme, at jeg faktisk har lavet 10 plader, fået en million kroner i forskud for en udgivelse og indspillet musik med egen kok i studiet. Noget må jeg jo kunne.”
Hvilken episode har ændret dit liv?
”I 2007 var jeg en del af en forestilling på Aarhus Teater, mens moren til mine to børn (skuespiller Signe Egholm Olsen, red.) spillede på den anden scene. Jeg lavede ’Nøddeknækkeren’, og hun lavede ’Idioten’, og vi havde højst sandsynligt aldrig mødt hinanden, hvis vi ikke havde befundet os der på samme tid. Hun er alt for finkulturel til mig, tænkte jeg, men så mødtes vi på Pinds, et rygersted lige bag teatret, hvor vi drak og endte med at kysse lidt.
Vi blev ikke kærester, men vi mødte hinanden igen nogle år senere i København, hvor jeg åbenbart fik sagt, at hun bare skulle sige til, hvis hun ville have nogle børn. På den måde såede Aarhus-episoden et frø til det liv, jeg har nu. Nogle gange kan jeg blive helt svimmel over, hvor tyndt et grundlag mit liv er bygget på. Jeg kunne jo være endt som alkoholiker. En sørgelig gut uden nogen omkring mig.”
Hvordan har du det med at blive ældre?
”Jeg har faktisk aldrig haft det bedre, end jeg har det nu, og det skyldes, at jeg ikke er bange for at tage livet seriøst. Det ville jeg ønske, jeg havde gjort noget før, i stedet for at proppe mig med alt muligt. Jeg er meget mere til stede i mit liv, og jeg er en meget større del af mine børns liv.
Før i tiden var jeg kun en del af mit eget liv. Alt andet måtte tilpasses, hvornår jeg skulle i byen, drikke og sove. Nu passer jeg ind i andres liv, fordi jeg drikker meget mindre og er blevet mindre egoistisk. Jeg nyder faktisk den ædru tilstand så meget mere end beruselsen, at jeg bliver helt træt ved udsigten til en fadøl.”
Jimmy Jørgensen
(f. 1964) Skuespiller, musiker og uddannet blikkenslager. Stifter af rockgruppen Hotel Hunger, som siden 1985 har udgivet ni album. Hotel Hunger er netop udkommet med deres nye udgivelse ’Slut’.
Debuterede som skuespiller med teaterkoncerten ’Gasolin’ og har siden været med i tv-serierne ’Taxa’, ’Rejseholdet’ og ’2900 Happiness’ foruden flere film- og teaterroller. Bor på Vesterbro i København med skuespillerinden Signe Egholm Olsen og deres to børn.
Har du nogensinde været i et slagsmål?
”Jeg lavede meget ballade i skolen, og en dag var vi en gruppe drenge, som kastede med skolemælk efter cyklister på Ålekistevej i Vanløse. Vi ramte en dame lige i nakken, som rendte ind og fortalte viceinspektøren, hvilket vindue det kom fra. Han kunne med det samme regne ud, at det selvfølgelig var Fernando, Stig og Jimmy. Jeg blev meget stødt, fordi han jo ikke vidste, at det var os, selvom det var os. Han var jo ikke dum.
Da viceinspektøren tog fat i mig, slog jeg ham i hovedet per refleks, hvilket jeg siden har fundet ud af, ikke er underligt atypisk for børn fra voldelige hjem. Men stemningen ændrede sig fra drengestreger med mælk til vold mod en autoritet, og jeg fik 14 dage til at finde en læreplads.
Jeg var kun halvvejs i 8. klasse, da jeg blev arbejdsdreng hos Leif Rasmussen VVS i Vendersgade. Jeg blev udlært blikkenslager som 19-årig, og det var virkelig godt for mig med en hård mester, der stillede krav. Mester slog også, hvis man ikke passede sit arbejde. Selv min kørelærer gav en bagflad, hvis jeg ikke kiggede mig over skulderen før et højresving.”
Er du nogensinde blevet taget i en dårlig løgn?
”Ja! Jeg har en forfærdelig evne til at overdrive. Jeg har brugt meget tid i mit liv på at lyve, og jeg har været rigtig god til det, fordi jeg i perioder har haft flere kærester på en gang. Man skal være ret god til at lyve for at snyde sine omgivelser på den måde. Det er selvfølgelig ikke noget, jeg er stolt af i dag, men sådan var det.”
Hvad er du så allermest stolt af?
”At jeg har levet i den her hårde branche i snart 30 år. Det bekræfter mig i, at jeg kan noget, og at jeg har gjort noget rigtigt på den lange bane. Det havde jeg sgu aldrig troet, da jeg blev udlært. Men jeg er også utrolig stolt over, at volden stoppede med mig.
Jeg har aldrig slået mine børn, og det ligger mig utrolig fjernt, fordi jeg er kommet så langt væk fra det, jeg voksede op i. Som ung troede jeg, at et skænderi var lig med boksning, men det ændrede sig med kvinderne i mit liv, som lærte mig noget andet.”
Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd
