Da jeg var lille, fik jeg altid læst højt af mine forældre. De kom ind hver aften og sad på min seng, og så hørte jeg historierne, mens jeg faldt i søvn. De læste alle mulige ting, men især ’Ringenes Herre’ satte sig fast. Det har betydet meget for mig, at mine forældre læste højt. Det var hyggeligt og trygt, og så gav det mig en stor interesse i litteratur og historiefortælling.

Da jeg selv blev far første gang med min søn Hector, var det helt naturligt at føre den tradition videre. Allerede da han var et år, begyndte jeg at læse højt for ham hver aften, og da han blev lidt ældre, læste jeg alle Harry Potter-bøgerne for ham. Nu gider han ikke rigtig at få læst højt længere, men heldigvis vil min datter Isa på 10 år gerne.

Hvis det er en god bog, bliver man revet med, også når man selv læser højt. Før jeg fik børn, havde jeg en kæreste, som på et tidspunkt slugte hele Harry Potter-serien, og dengang tænkte jeg:

’Hvad fanden er det for noget, det kommer jeg aldrig til at læse.’

Men da jeg så læste den første Potter-bog for Hector, var jeg hooked. J.K. Rowling skriver ekstremt godt.

Det er en kunst at være god til at læse højt. En god ’godnat’-oplæser skal kunne overskue en hel sætning, forstå alle ordene og have en god oplæserstemme. Rytmen i oplæsningen er også vigtig. Jeg tror, mit oplæsningstempo er ret højt, og vi kommer igennem oplæsning af en hel bog på omkring et par måneder. Jeg er 100 procent bedre til at læse højt, end min kone er.

Ofte er det mig, der falder først i søvn, når jeg læser højt. Så lyder det: ’Du snøvler, far. Kom nu. Læs videre. Det er jo vildt spændende.’ De klassiske børnebøger er gode, eksempelvis samlinger af H.C. Andersens eventyr. Og så er der dem, som børnene elsker, men som er ret skod og ikke særligt sjove at læse højt. ’Kaptajn Underhyler’, ’Paw Patrol’ og så videre.

At få læst højt skaber billeder i mine børns hoveder og giver dem fantasi. Og så er der bedre ro, når de skal puttes. Efter godnatlæsningen er der ingen svinkeærinder. Ingen telefon eller iPad. Så ved Isa godt, at hun skal sove.

’Brødrene Løvehjerte’ er for sørgelig. Den har jeg ikke læst højt for nogle af dem. Det sværeste, jeg har prøvet at læse højt, har sjovt nok været ’Ringenes Herre’, som jeg selv var så glad for, da jeg var lille. Som oplæser finder man ud af, at den er virkelig tungt skrevet. Pludselig er der otte siders digte på elversprog sat ind midt i det hele.

Hvornår skal man stoppe med at læse højt? Når børnene selv siger fra, tror jeg. Så længe Isa har lyst til at få læst højt af mig, gør jeg det.