Leder: "Var følelser en disciplin, ville vi mænd ikke blive verdensmestre i den"

Til min polterabend sidste år, midt imellem østersåbning og champagnegalop på en øde strand langt væk fra hverdagen, tog min ven Andreas ordet og manede til besindighed. Vi havde været i gang i et par timer, solen væltede ned, og jeg kunne ikke ønske mig en bedre dag.

Stemningen var eksalteret opadgående, men Andreas ville gerne lige slå bak et kort øjeblik. Han bad os alle om at sætte os i en rundkreds i sandet, for der var noget, han gerne ville have afviklet, inden vi blev alt for festlige. Jeg tror ikke, det var en del af programmet, men det endte med at være det, der gjorde dagen magisk og skabte et bånd i gruppen, der blev meget stærkt.

En efter en fik han alle mine venner til at sætte ord på, hvorfor de satte pris på netop deres relation til mig, og hvad jeg betød for dem. Det blev en ærlig og kærlig times tid, hvor minder blev genbesøgt, og hvor mange i gruppen fik mulighed for at sige det, der ikke altid er lejlighed til til daglig.

Der opstod et om muligt endnu stærkere bånd mellem os, fordi vi gik ind i en tilstand af broderskab, som ellers ikke hører hverdagen til.

Det giver en tryghed at vide, at jeg kan tale om følelser med mine nære venner. Men det er også et rum, jeg skal tage tilløb til at entrere og ikke mindst trække mine venner med ind i, og som ikke altid er lige oplagt at besøge. Dage med travlhed, udmattede aftener, weekender på legepladser. Nogle gange kan det også bare være rart at snakke om weekendens fodboldkamp eller ugens avisoverskrifter uden at aktivere mit dybeste indre, mens vi deler en øl.

Jeg kan godt savne det følelsesladede rum, der kan opstå, når man giver sig selv lov til at give slip. Og jeg tror, at vi mænd skal blive bedre til at dyrke samtalen, hvor følelserne står forrest. En vej derhen er, at vi øver os på det sprog, vi har for vores følelser. Det er hos mange, inklusive mig selv, ikke særligt veludviklet. Det er det ikke, fordi jeg ikke træner mit mentale helbred nok, hvilket er grotesk set i sammenhæng med, hvor meget jeg går op i at have min fysik i orden.

Jesper Krog og Lars Lundbye er to af de mænd, der jævnligt mødes i en mandegruppe på Refshaleøen i København.

De senere år har mandegrupper fået tag i flere og flere mænd. Små og store fora, hvor mænd mødes og taler om det, der ikke altid ligger lige for, når hverdagen kører derudaf. Et trygt sted, hvor kvinder er forment adgang, og hvor målet er at finde og udvikle det sprog for vores velbefindende, vi allesammen har, men som mange af os ikke dyrker tilstrækkeligt.

Jeg er ikke selv medlem af en mandegruppe, men min nysgerrighed er blevet gevaldigt pirret, efter jeg læste vores artikel om mandegrupper. Her har journalist Anders Ryehauge været på besøg hos en gruppe mænd, der alle har forstået vigtigheden af at prioritere deres eget ve og vel. Og Anders beskriver veloplagt, hvad der sker, når mænd tør være ærlige i et fællesskab af ligesindede, der tør spørge sig selv og hinanden om, hvor de er i livet og hvorfor.

Der er mange måder at være mand på i dag, og på Euroman beskæftiger vi os med manderollen i alt, hvad vi gør. At tale om et ideal som ’en rigtig mand’ er blevet langt mere nuanceret og mangefacetteret, end det var for blot få år siden. Der er mange måder at udtrykke sin maskulinitet på (så længe man opfører sig ordentligt, forstås), og vi kommer i Euroman aldrig til at fremhæve en måde at være mand på, som er mere korrekt end en anden.

Et af sportsjournalistikkens mest benyttede spørgsmål til fodboldspillere, cykelryttere og atleter i snart slags alle sportsgrene er: ’Hvad føler du lige nu?’

Et såre simpelt spørgsmål, der egentlig er ret nemt at svare på: ’Det var fedt, at vi scorede flere mål end det andet hold’ eller ’Det var et stejlt bjerg, men jeg havde gode ben.’

Spørgsmålet er dog også udskældt for at fremme ukonkrete svar i et forgæves forsøg på at få atleten til at krænge sit indre ud. Ofte resulterer det mest i banale betragtninger, der hverken gør til eller fra. Selvfølgelig er man glad, når man vinder. Selvfølgelig er man frustreret, når man taber.

Alligevel er det værd at hæfte sig ved spørgsmålets værdi, særligt i andre aspekter af livet end efter overståede sportspræstationer. For hånden på hjertet: Var følelser en disciplin, ville vi mænd ikke blive verdensmestre i den.

Hermed en opfordring til at spørge dine nærmeste lidt oftere: Hvad føler du lige nu?