Leder: "Var følelser en disciplin, ville vi mænd ikke blive verdensmestre i den"

Til min polterabend sidste år, midt imellem østersåbning og champagnegalop på en øde strand langt væk fra hverdagen, tog min ven Andreas ordet og manede til besindighed. Vi havde været i gang i et par timer, solen væltede ned, og jeg kunne ikke ønske mig en bedre dag.

Stemningen var eksalteret opadgående, men Andreas ville gerne lige slå bak et kort øjeblik. Han bad os alle om at sætte os i en rundkreds i sandet, for der var noget, han gerne ville have afviklet, inden vi blev alt for festlige. Jeg tror ikke, det var en del af programmet, men det endte med at være det, der gjorde dagen magisk og skabte et bånd i gruppen, der blev meget stærkt.

En efter en fik han alle mine venner til at sætte ord på, hvorfor de satte pris på netop deres relation til mig, og hvad jeg betød for dem. Det blev en ærlig og kærlig times tid, hvor minder blev genbesøgt, og hvor mange i gruppen fik mulighed for at sige det, der ikke altid er lejlighed til til daglig.

Der opstod et om muligt endnu stærkere bånd mellem os, fordi vi gik ind i en tilstand af broderskab, som ellers ikke hører hverdagen til.