Hvornår har du været rigtig bange?

”I 1986 blev jeg arresteret uden for Hotel Intercontinental i Prag. Det var under den kolde krig, og jeg vidste godt, jeg havde taget et par chancer for meget. Jeg havde været sammen med ’fjender af staten’, som modstanderne af regimet blev kaldt. Tjekkoslovakiet var dengang et kommunistisk, Moskvastyret diktatur, og jeg havde været med til at smugle forbudte skrifter til Vesten.

Otte medlemmer af det hemmelige politi omringede min taxi, og på taxichaufførens ansigtsudtryk kunne jeg se, at det her i den grad var alvor. Men det var først senere, da jeg ventede på afhøringen, at angsten satte ind.

Det er siden gået op for mig, at de trak tiden ud for at gøre mig mør. Jeg gættede hektisk på, hvad de ville spille ud med, og øvede mig igen og igen på at svare snedigt men kom hele tiden i tanker om nye muligheder, indtil jeg omsider, kogende af forvirring, blev ført ind i forhørslokalet.

Efter min anholdelse blev jeg udvist af landet med øjeblikkelig virkning og forment adgang i tid og evighed. Fire tavse mænd eskorterede mig i en bil ad smattede landeveje 200 kilometer stik vest til Ingenmandsland langs grænsen til Vesttyskland.”

Hvilken ejendel rejser du aldrig uden?

”Jeg har en lille, speciel notesbog, jeg altid rejser med. Den var også med mig i sommeren 1989, da jeg ville jeg lave en bog om ytringsfriheden i det delte Europa. Jeg fik at vide, at der fandtes et meget avanceret institut i USA, som var et must at besøge. Rejsen endte med en lang bustur, og da jeg skulle have noget let at læse i, købte jeg The New Yorker i lufthavnen i Chicago og gennembladrede det distræt, som man jo gør, mens landskabet flød forbi. Pludselig var der et indre klokkespil, der gik i gang.

Afsides og diskret i bladet stod der et digt af Joseph Brodsky, den russiske digter og nobelpristager i litteratur. Poesi i tidsskrifter plejer man jo nok at kunne bladre forbi nogenlunde uanfægtet. Men ikke her. Jeg læste det to gange, jeg læste det tre gange, og så var der ingen vej udenom: Jeg måtte begynde at oversætte det i min notesbog. Digtet rev jeg ud af bladet og gemte i tegnebogen for at kunne vise det frem, når lejligheden bød sig. Det er et kærlighedsdigt og har ligget der i 30 år. Længe nok til, at Brodsky nu er så slidt, at man knap kan læse hans vers mere.”

Hvad er det bedste råd, du har fået?

”De bedste råd er dem, det ikke er muligt at følge. Der findes tyske råd, som alle kan rette sig efter: ’Bier nach Wein / lass das sein.’ ’Drik aldrig øl efter vin.’ Det kan enhver finde ud af, og det er sikkert meget fornuftigt. Men der er et godt råd, der selvfølgelig er engelsk: ’Never explain – never complain.’ Altså, lad være med at forklare, og lad være med at beklage dig. Det er verdens bedste råd, og hvorfor så det, når det er umuligt at følge det konsekvent?

Fordi det i det mindste viser den rigtige retning, idealet. Det giver dig en nøgle til at opretholde din værdighed i forhold til andre mennesker. Værdighed kommer blandt andet til udtryk i, at man ikke altid skal forsvare sig. Man er jo den, man er. Og det er der ikke ret meget at gøre ved. Prøv lige at spørge dig selv, hvor mange af de forklaringer og beklagelser, du i tidens løb har kastet dig ud i, som ikke kunne undværes? Utroligt få.”

Har du nogensinde været i livsfare?

”Jeg havde ikke været i live, hvis det ikke havde været for en bestemt dolk. Som purung var jeg i 1950 lærer på landet, et øde sted mellem Råbjerg Mile og Vesterhavet. Det var isvinter, en søndag, og der var kun mig og min jagthund i hele verden. I det endeløse, grå klitlandskab var der gryder. Hvor lumske de var, kunne jeg, københavnersnuden, ikke vide. En gryde er en tragt af sand, og hele grydens inderside var isbelagt. Den var lukket og uden tilgang, og i bunden var en sø.

Pludselig skred kanten med marehalmen under mine gummistøvler, og jeg skred med – langsomt og sikkert. Intet fodfæste. Ikke noget at holde fast i. Jeg forsøgte først at tage handskerne af, men heller ikke med mine negle kunne jeg holde fast, så hårdt var islaget, og så stejl var grydens side. Det hjalp heller ikke at råbe på hjælp. Min hund Prins begyndte at pibe deroppe. Så mærkede jeg den i bæltet: dolken. At få den frem og bruge den som hakke, stykke for stykke og for alt i verden ikke tabe den, det var opgaven. Mit livs opgave, så at sige. Hak for hak lavede jeg huller, som støvlesnuderne kunne finde støtte i.

Prins peb stadigt højere, mørket faldt på, håbet steg og til sidst fik jeg kæmpet mig op. Mine børnebørn tror mig ikke og griner ad mig, når jeg siger, at de lige så godt slet ikke kunne have eksisteret. Men jeg ved bedre. Jeg griner ikke.”

Hvad er det bedste ved at blive ældre?

”Bodil Kjer, i sin tid en af vores største skuespillere, som jeg havde den glæde at være tæt på i hendes sidste år, sagde altid: ’Der er ingen formildende omstændigheder ved at blive gammel.’ Dengang lød det råt, realistisk og sandt. Og jeg nikkede bifaldende uden rigtig at vide, hvad jeg nikkede til. Nu er jeg ældre, end hun nåede at blive, og er indtil videre ved mine fulde fem, hvad hun ikke var til sidst.

For mig er det ligefrem blevet en opgave midt i det uafvendelige forfald, som alderdommen jo er, at prøve at få så meget som muligt med. Jeg synes, jeg bliver mødt med større venlighed og flere smil, end da jeg var både 40 og 60. Der er granvoksne børnebørn, som gerne vil hjælpe én, og her tænker jeg især på computeren og mobilen, og omvendt kan de bruge min paratviden til noget.”

Hvad er din største luksus?

”Jeg har ingen tilbøjeligheder til materiel luksus. På mange punkter er jeg et nøjsomt krigsbarn, der huskede rationeringsmærkerne, når jeg gik i byen for min mor. Min todørs veteran-Mercedes kan jeg dog ikke slippe. Den hæger jeg om efter evne, skønt jeg ikke rigtig har brug for den.

Jeg bor misundelsesværdigt centralt og hyggeligt i det gamle København med udsigt til både kanal og røde tage. Bil såvel som bolig er kommet til mig ved tilfældets gunst, og jeg er lige ved at sige, at min største luksus er selve heldet. Men selvfølgelig sørger jeg for ikke at lægge hindringer i vejen for skæbnens bedste luner. Jeg har tværtimod ofte bedt dem træde nærmere og siger i det hele taget som den sande spejder: ’Vær beredt!’”