Opdragelse, ambitioner og skideballer: Frederik Cilius og Rasmus Bruuns fejlbehæftede guide til at overleve som far scroll-down

Frederik Cilius og Rasmus Bruuns fejlbehæftede guide til at overleve som far

De to komikere og ordkløvere Rasmus Bruun og Frederik Cilius forberedte sig så godt, de kunne, på at blive fædre. Alligevel anede de ikke, hvad der ventede dem. De to mænd bag ’Den Korte Podcast’ fortæller Jonas Langvad Nilsson, hvad de har lært om opdragelse, ambitioner og skideballer – og om børn, der bliver væk, døden og de små øjeblikke, der er det hele værd.

Af Jonas Langvad Nilsson
Foto: Jonas Bie. Styling: Kenneth Pihl Nissen.
Mennesker Euroman

Et menneske kommer til verden

Rasmus: ”Min hustru og jeg var i gang med at lave en syvrettersmenu til familien, og senere var der Champions League. Det var en familiebegivenhed. Vi skulle hygge. I det øjeblik gæsterne trådte ind ad døren, gik veerne i gang. Bodil gik ind i sig selv, hun lavede vejrtrækningsøvelser og skreg ikke.

Hun var meget rolig, da vi tog afsted. Jeg havde stået for meget af den ydre planlægning i dagene inden: Hvordan kommer vi hen til hospitalet? Hvilken opgang skal vi op i? Jeg havde både memoreret det og skrevet det ned for at være på den sikre side.”

Frederik: ”Det skal siges, at man aldrig må være i en lufthavn sammen med Rasmus. Han kan ikke noget i en lufthavn.”

Rasmus: ”Jeg vidste, at jeg kunne komme i en situation, hvor jeg kunne gå i panik. Derfor måtte jeg være ordentligt forberedt. På hospitalet foreslog en jordemor, at jeg stod for enden af sengen, så jeg kunne se, når barnet kom ud. Det kan jeg ikke anbefale nogen mand. Det er voldsomt at se på et ansigt, der kommer ud af en tissekone. Jeg har fået et billede, som aldrig kan slettes. Men fødslen gik godt. Min hustru var meget rolig, og jeg kom med nogle opmuntrende kampråb.”

Frederik: ”Vores første søn er født lidt for tidligt. Han kom uanmeldt, og det gik hurtigt. Jeg hjalp med at sige til jordemødrene, at min hustru ikke bruger sit mellemnavn.

De sagde: ’Det er så flot, Anne Kristine, det er så flot Anne Kristine’, og det irriterede hende.

Jeg sagde til dem: ’Hun hedder bare Anne.’

Det var det, jeg bidrog med, og så drak jeg en kop kaffe. Jeg tror, manden skal passe på med at gøre det til noget, der handler om ham, for manden er ikke rigtig nogen på en fødegang. Han er et spøgelse. Der er plads til kvinden og barnet, men ikke til manden. Jeg fik tilbudt at sove i en stol. Jeg brokkede mig intensivt i to en halv time, indtil de til sidst fandt en feltseng, jeg kunne sove på.”

Rasmus: ”Det var også grunden til, at jeg tog hjem efter vores første fødsel. Bodil og jeg vurderede, at det var bedst, at jeg tog hjem og sov i stedet for at sidde i en stol ved siden af hende og vores barn hele natten.”

Frederik: ”Min hustru og jeg og vores barn lå på hospitalet i ni dage, fordi han var født for tidligt. Der var totalt overbelagt. Jeg vil faktisk sige, at det var kaos. Vi lå fire familier på en tomandsstue på neonatalafdelingen. Sygeplejerskerne var nedslidte. Hver dag stod der en sygeplejerske ude på gangen og græd, fordi de ikke kunne give folk den omsorg, de havde brug for.

Klokken 23 kom en stor indisk familie ind på stuen. Bedstefaren sad ved spædbarnet og knipsede med fingrene og chantede ’chin chin chin chin chin’, mens vi andre var fuldstændig smadrede. Min hustru sagde: ’Jeg kan ikke mere. Det må simpelthen stoppe.’ Jeg gik hen til familien og sagde: ’Hvad fanden laver I? Er I fuldstændig idioter?’ Jeg fik fat i en sygeplejerske og bad hende om at sige til familien, at de skulle holde op med at chante. De holdt op med at chante og blev bedt om at gå.”

Rasmus: ”Vi har kun haft gode oplevelser. Der har ikke været noget stress eller pres på. Alle jordemødre har været supersøde og nemme at have med at gøre. Men jeg opdagede hurtigt, at der ikke er super meget plads til humor på en fødestue. Jordemødrene syntes ikke, at noget af det, jeg kom med, var sjovt. Jeg kan huske, at jeg var enormt optaget af lydniveauet hos de medfødende kvinder på gangen. Det var nærmest primalskrig. Ja, eller ikke nærmest. Det var primalskrig.

Naturligvis var jeg ret stolt over, at Bodil var så utrolig dygtig til sine vejrtrækningsøvelser, at hun ikke på noget tidspunkt skreg af smerte, som jeg kunne konstatere, at de andre fødende gjorde. Og dét faktum fik jeg muligvis blæret mig lidt for meget med over for jordemødrene.

Jeg kan huske ellers sjove kommentarer som: ’Nå, er de i gang med at optage den næste ’Saw’-film inde ved siden af?’

Og ’Hørte I også den knappenål, der lige røg på gulvet her ved siden af Bodil?’

Efter et par fejlslagne forsøg på at lette stemningen under sådan en fødselssituation må man nok bare erkende, at man åbenbart er i en magisk situation, der ikke kræver mandens umiddelbare betragtninger fra en fødeafdeling.

De rullede øjne af mig og tænkte: ’Hold nu kæft, en idiot.’”

Frederik: ”Efter fødslen blev min hustru kørt væk, fordi hun skulle syes, og jeg blev overladt alene med barnet. Jeg blev bedt om at sætte mig på en stol med vores barn på en opvågningsgang. Jeg fik at vide, at jeg skulle tage skjorten af, så han kunne ligge på mit bare bryst. Hud mod hud er vigtigt ved for tidlige fødsler. Så lå han der. Jeg var totalt overvældet. De skulle tage alle mulige blodprøver på ham, og der vågnede mit beskytterinstinkt.

Sygeplejersken kunne ikke finde ud af det, og min søn græd. Efter anden gang sagde jeg til hende: ’Hvis du ikke gør det næste gang, så finder du simpelthen en anden, der kommer og gør det.’ Jeg var ekstremt aggressiv.

Jeg sad med ham et par timer, indtil min hustru kom tilbage. Jeg overlod vores søn til hende, og så ringede jeg til min mor for at fortælle, at alt var gået godt, og så brød jeg fuldstændig sammen. Jeg kunne slet ikke tale med hende. Det var en totalt overvældende oplevelse. Jeg var nødt til at lægge på.”

Bliv medlem, og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr. om måneden
Prøv 14 dage gratis uden binding
Kom igang her Allerede medlem? Log ind her Euroman Premium
Opret dig gratis her
Se, hvad vi ellers skriver om: Far, Den korte Radioavis og Radio