Simon Fønsbo blodprop

Simon Fønsbo fik en blodprop som 43-årig: ”Jeg var blevet barberet skaldet i den ene side af hovedet og lå med slanger over det hele, men sagde til alle, at jeg havde det helt fint”

Hans liv bliver revet midt over, da Simon Fønsbo fik en blodprop og fra hospitalssengen kunne se på en fremtid i kørestol.

For seks år siden var Simon Fønsbo direktør i eget firma med seks ansatte, han var gift, far til to børn og han løb ture i skoven. Men efter et tilsyneladende ufarligt fald på en skiferie klappede en af hans hovedpulsårer sammen, og han blev ramt af en hjerneskadende blodprop.

I sin kommende bog ’Fra indersiden’ beskriver han forløbet og sine tanker om at bruge over fem år på at lære at binde snørebånd. Lægerne sagde til ham, at han ville komme til at bruge resten af sit liv i en kørestol, men vi mødtes med den i dag gående Fønsbo for at tale om at sætte sig mål, om hvordan en lam arm føles, og om kærligheden til en trofast partner. Her er hans historie.

”Jeg har altid tænkt, at blodpropper var noget, der ramte mænd i slutningen af 50’erne, der ikke dyrker motion og spiser forkert. Og sådan var jeg jo ikke. Dels var jeg 43, dels har jeg altid spist fornuftigt og dyrket motion. Vi bor i udkanten af Aarhus ved en skov, hvor der er en femkilometers rute. Min kone og jeg konkurrerede i at løbe hurtigst. Vi indhentede hele tiden hinanden og skrev tiderne ned i et dokument, jeg stadig har på min computer. Jeg havde den bedste tid: 22 minutter.

Mit reklamebureau havde seks ansatte, så det gik ret godt. Men mit ene barn, min 7-årige dreng, havde fået leukæmi.

I januar 2012 var jeg taget med nogle drengevenner på skiferie til Bad Gastain i Østrig, bare sådan en torsdag til søndag-tur, for at få tankerne hen på noget andet.

 På en blå løjpe, altså en temmelig flad strækning, væltede en snowboard’er foran mig, og jeg prøvede at undgå, men min ene ski blev fanget af hans board, så jeg væltede ned ad en skrænt.

Det lyder dramatisk, men det er det egentligt ikke. Jeg kurrede en fire-fem meter ned og rejste mig med det samme op igen. Snowboarderen kom løbende for at undskylde, men det var der ingen grund til, for jeg havde kun fået en lille rift ved øjenbrynet. Samme aften var mig og mine kammerater til noget træskodans og tænkte ikke videre over, at jeg var faldet.

Men om mandagen, da jeg var på arbejde igen, havde jeg et møde med en medarbejder. Der begyndte jeg at trække i min tommelfinger, fordi jeg troede, det var hætten på en tusch. Jeg mumlede og fumlede. Ordene blev ikke udtalt rigtigt, og de kom ikke så nemt ud af munden.

På et tidspunkt rejste jeg mig op for at gå på toilettet og opdagede først der, at min venstre arm ikke virkede, da jeg skulle have bukserne ned. Derfor spurgte jeg en af mine medarbejdere, om hun ikke ville køre mig til lægen, altså min privatpraktiserende læge.

Min læge tænkte at det muligvis kunne være en stressreaktion i forbindelse med min søns sygdom, men hun lagde hurtigt to og to sammen og sendte mig direkte til appopleksiafsnittet på hospitalet .

Da jeg tog derhen, var jeg meget forvirret. Jeg kunne ikke rigtigt se, hvad der stod på skiltene, og jeg var i tvivl om, hvor jeg i det hele taget var henne. Derfra er det hele sort.

Jeg vågnede op et eller to døgn senere, jeg er faktisk ikke sikker. Men undervejs var jeg blevet hasteopereret. Der var sket det, at jeg på skituren, da jeg kurrede ned ad skrænten, havde fået en rift på hovedpulsåren i halsen, og på en eller anden måde var den åre så klappet sammen, så jeg var blevet ramt af noget, der minder om en blodprop.

Da jeg vågnede, var min familie og mine venner på besøg, og jeg forstod ingenting af, hvad der var sket, og hvad der var galt. Min hjerne var hævet op, og lægerne havde derfor skåret en del af mit kranium af for at skabe plads, så min hjerne var beskyttet af en cykelhjelm i stedet. Jeg var blevet barberet skaldet i den ene side af hovedet og lå med slanger over det hele, men sagde til alle, at jeg havde det helt fint.

Min dreng var skaldet og afmagret, han havde tabt en fjerdel af sin kropsvægt. Han lå på et andet hospital, hvor min kone også overnattede, og der var hun blevet ringet op midt om natten, om hun ville komme og besøge sin mand, der var blevet ramt af en blodprop.

Jeg kunne ikke rigtigt mærke noget. Følelsescentret, der empatien kommer fra, var beskadiget, så jeg spurgte slet ikke til min dreng de første tre uger, jeg var ikke glad for, at min kone var kommet, jeg var bare helt flad. Og lam i den ene side. En lammelse kan ikke mærkes. Min arm var der bare ikke. Når jeg vågnede om morgenen, og min arm lå ovenpå mig, mærkedes det som var det en andens arm.

I de første uger måtte han sidde i en kørestol, fordi han var lammet i hele venstre side, men det lykkedes for fysioterapeuterne på Hammel Neurocenter at få Simon op at gå igen.

Jeg forstod ikke helt alvoren, altså jeg stillede ikke spørgsmålstegn til, hvorfor jeg lå der, eller hvorfor min venstre arm ikke virkede. Det var bare sådan, det var. De følgende tre uger evnede jeg kun at forholde mig til sygeplejerskerne, for de var det, der var lige foran mig. Alt andet, mine børn, min kone, mine venner, mit liv, var i en helt anden verden.

Der var også en risiko for, at mine frontallapper ville blive beskadiget. Det er der, over-jeget sidder; vores manerer, vores sociale kompetencer og det, der gør, at vi ikke napper en pige i røven nede i supermarkedskøen. Hvis den del af min hjerne blev skadet, ville jeg blive hæmningsløs. Det skete heldigvis ikke.

Efter et par uger blev jeg overført til et genoptræningscenter. Jeg forstod stadig ikke, hvad der foregik. Jeg sad i kørestol og skubbede den frem med benene. I to-tre måneder havde jeg dag og nat cykelhjelmen på for ikke at slå mit åbne hoved på noget.

Jeg kunne ikke fastholde koncentrationen om noget som helst og var totalt impulsstyret. Hvis nogen talte til mig, kunne jeg finde på at rulle væk uden at sige et ord. Mit værelse lignede et bombet lokum, men jeg ænsede det ikke. Hvis min dreng sad ved siden af mig, opdagede jeg ham ikke.

Erkendelsen kom snigende: Det er slemt, det her. Også for min kone. Og min dreng var rigtigt, rigtigt syg. Lige så stille fik jeg en depression og endte med at sidde og græde. Jeg var bange for, hvad der skulle blive af mig, min kone og vores børn.

Genoptræningen handlede meget om at tænke: En øvelse var at ligge min lamme hånd på bordet og så prøve at bevæge pegefingeren. Når jeg forsøgte, løftede jeg fingeren på den anden hånd, og hvis jeg prøvede at knytte hånden, åbnede jeg munden.

Min arm føltes som om, den var blevet indstøbt i beton. Det er mærkeligt, men det var enormt fysisk udmattende at prøve at løfte lillefingeren. Jeg løste også sudokoer for at træne hjernen. Som børn lærer vi at holde om gaflen og at gå, og det skulle jeg lære forfra. Jeg endte med at være tre måneder på genoptræningscentret.

Jeg ved stadig ikke den dag i dag, hvordan min kone fik kræfterne til at holde fast. Hendes forældre købte en lejlighed 500 meter fra os for at være tættere på, vores venner kom med aftensmad i Tupperware-dåser til hende for at hjælpe. Der var ingen, der ikke smed alt, hvad de havde i hænderne for at hjælpe. Alligevel stod hun alene med vores datter, vores syge søn, privatøkonomi, madpakker, og hvad ved jeg.

I perioder var jeg bange for, at hun skulle smutte. Det kunne hun lige så godt have gjort, og ingen ville have bebrejdet hende for det. Jeg kunne mærke på hende, at hun var ulykkelig, og hun fik efterfølgende PTSD-symptomer. Mens jeg var på centeret, kom mine følelser igen, og nogle af dem er kommet meget voldsomt tilbage.

Faktisk var jeg for en uges tid siden i teatret og se Seebach-musical, og jeg græd som pisket. Det er en fin historie og alt det, men ligefrem at bryde helt sammen, det er alligevel meget. Så under genoptræningen mærkede jeg en grænseløs kærlighed til min kone, som man ellers kun ser på film. Det var stort at opleve. Så voldsomt har mit følelsesliv aldrig været, ikke engang dengang jeg mødte hende. Hold kæft, hvor jeg elsker hende.

I mellemtiden måtte mit firma lukke ned, og da jeg var klar, fik jeg et flexjob ved et andet reklamebureau som fotograf. Så satte jeg mig for at gennemføre reklamefotografuddannelsen, men blev fyret som elev, formelt fordi der ikke var ordrer nok, men reelt set nok fordi jeg smadrede et par lamper, og fordi jeg stadig var så forvirret og glemsom. Jeg kunne godt acceptere det, men min kone var ærgerlig over det. Økonomien var stram, og vores tilværelse var meget usikker og ude af balance, så på den måde var det et stort tilbageskridt for os begge, at jeg ikke havde den plads længere.

Det hele skete for seks år siden. I dag er jeg ansat på deltid som marketingsansvarlig i et konsulentbureau, men jeg vil gerne starte firma igen. Jeg bliver stadig bedre og bedre. Hjernen er en muskel, jeg kan træne, og så sætter jeg mig mål, jeg gerne vil opnå for at have noget at arbejde hen imod.

For et halvt års tid siden lykkedes det mig for første gang at binde mine egne snørebånd. Nu har jeg skrevet denne her bog, og ved siden af mit arbejde tager jeg nogle online-kurser. Jeg tegner og laver fotoprojekter. Og vores dreng er rask.”

Fra Indersiden udkommer på People’sPress 17. september.

LÆS OGSÅ: Hjernen på afveje

LÆS OGSÅ: Anders Legarth Schmidt, der mistede sin datter: "Sorg kan ikke måles. Den farver dit liv for altid"

LÆS OGSÅ: Martin Hall: "Du kan ikke leve med at være oppe tre døgn i træk på amfetamin, have århundredets nedtur på fjerdedagen, og så starte forfra"

Se, hvad vi ellers skriver om: Portræt, Bøger og Sygdom