DEN BLIVER KALDT det mekaniske urs bankende hjerte, den lille anordning dybt nede i motorrummet på det mekaniske urværk, som urentusiaster med finere franske fornemmelser kalder et echappement, og som andre bare kalder gangen. På engelsk hedder det også en escapement, fordi den konstant fanger og frigiver – løslader om man vil – energien fra drivfjederen, så uret går præcist, og kraften ikke fiser ukontrolleret ud i værket.
Det ligner et tandhjul med små modhager, som tager imod kraften fra fjederen, griber den, for derefter at frigive den kontrolleret, så sekunderne, minutterne og timerne tikker med den rigtige hastighed. Alle mekaniske ure er udstyret med denne anordning, der altså sætter tempoet i urværket og også er grunden til, at mekaniske ure siger tik-tak.
Få mennesker i ur-branchen går mere op i den lyd end Bernhard Lederer. Den 67-årige tysker har i 50 år været besat af denne del af urværket. Både fordi den er afgørende for urets præcision og pålidelighed, men også fordi det er et udfordrende område, hvor man som urmager må fægte for sig selv.
Der er ifølge Lederer ingen lærebog. Eller rettere: De fagbøger, som trods alt findes, reproducerer opfindelser, der ofte er mere end 200 år gamle. Vil man gå nye veje, er man som urmager overladt til sig selv. Det har aldrig generet Lederer, der er født i en lille by uden for Stuttgart, men som siden starten af 00’erne har boet og arbejdet i Schweiz.
