Disse ord og begreber skal du kende, når du vil handle miljøbevidst

Modeindustrien kaster om sig med bæredygtighedsbegreber. Her er et overblik over de vigtigste.

Disse ord og begreber skal du kende, når du vil handle miljøbevidst
Offentliggjort

Synes du også, at det kan virke kompliceret at finde hoved og hale i de mange forskellige måder, man efterhånden kan være miljøbevidst, når det kommer til garderobens nye køb?

Vi har her samlet et opslagsværk over de mange begreber, der florer om miljøbevidst mode, for at gøre det lidt nemmere at træffe det gode valg.

Deadstock

Hvis et produkt er produceret af deadstock-tekstiler, betyder det, at det er lavet af stof, der ikke er blevet brugt i sin øremærkede produktion. Det kan enten være på grund af mindre skader på stoffet, at et brand har købt for meget stof eller at der er rester af stoffet tilbage efter en produktion. Det er som regel stof, der ellers ville ende på en losseplads, men i stedet bliver brugt til at producere tøj hos andre mærker.

Et plus ved at købe tøj lavet af deadstock-tekstiler er, at der ofte er tale om one-of-a-kind-produkter.

Cirkulær-mode

Cirkulær-mode refererer til en lukket cyklus, hvor tøjet ikke på noget tidspunkt bliver kasseret. Et eksempel kunne være et par gamle jeans, som bliver nedbrudt, og derefter brugt som gødning til at opdyrke økologisk bomuld til et nyt produkt. For at dette er muligt, skal de oprindelige jeans være produceret af nedbrydeligt materiale, hvor lynlås og knapper fjernes. Formålet med den cirkulære model er ikke at fjerne overproduktion, men at inkorporere en langtidsholdbar ændring, som kan fremme miljøbevidst mode.

GOTS-certificering

‘Global Organic Textile Standard’ er den internationale standard for økologisk bomuld. De krav, som GOTS-certificeret tøj skal opfylde, er, at mindst 70 procent af fibrene brugt i tekstilet er økologiske og at alt spildevand bliver renset, så det ikke skader miljøet. Samtidigt dækker certifikatet ikke blot over krav til dyrkningen af den økologiske bomuld, men også til arbejdsforhold og forarbejdningen af materialet.

Genbrugsmateriale

Overordnet set er et produkt, som er produceret af genbrugsmateriale, naturligvis bedre end et produkt, der er produceret af nyt materiale. De fleste tekstiler er efterhånden også at finde i genbrugsform: bomuld, uld, polyester, læder – og listen fortsætter. Der, hvor der kan være tale om falsk varedeklaration, er produkter produceret af genbrugs-PET-flasker. Der er nemlig flere studier, som viser, at tøj, produceret af genbrugs-PET, forurener vandveje med plastikmikrofiber.

Formindsket CO2-udslip

Der er forskellige måder, hvorpå et produkt kan have et formindsket CO2-udslip. Dette kan for eksempel være, hvis et produkt er produceret af økologisk bomuld, da dyrkningen af dette udleder 94 procent færre drivhusgasser end konventionel bomuld. Det kan også være, at man køber et produkt, som er produceret lokalt, og der derved er brug for minimal transport mellem producent, sælger og køber.

’Cradle to cradle’-certificering

Er et produkt markeret med dette certifikat, betyder det, at tøjet er produceret af et materiale, som er sikkert at bære på huden. Det indeholder altså ikke giftstoffer, samtidigt er det også biologisk nedbrydeligt. Et stof kan kategoriseres som biologisk nedbrydeligt, hvis materialet er produceret pesticidfrit, og farvningen er foregået uden kemikalier.