Beder man en tilfældig person om at tænke på Hermès, vil der for vedkommendes indre nok dukke en læderrem med påmonteret H-formet bæltespænde op. Måske dernæst en minimalistisk sandal.
Eller, mere specifikt, den ikoniske Birkin-taske, der blev til, da Jane Birkin i 1984 – på en flyver fra Paris og London – stødte på Hermès’ daværende CEO, Jean-Louis Dumas, og gjorde ham opmærksom på, at Hermès ikke havde en taske i deres sortiment med plads til alt, hvad en travl mor på farten har brug for.
Derefter blev Birkin-tasken sat i produktion. Men det er en helt anden historie.
Pointen er denne: Tænker man på Hermès, så tænker man på fine, franske luksusvarer fremstillet til mennesker. Men det startede faktisk et helt andet sted og på en helt anden skabning.
Hermès’ oprindelige kunde var nemlig: en hest. På en måde. Det begyndte i året 1801, da Thierry Hermès blev født i den nu tyske by Krefeld, der dengang var under franske Napoleon Bonapartes styre.
20 år senere havde han mistet hele sin familie til sygdom og krig, så han stak de næsten 500 kilometer sydvestpå til den franske hovedstad Paris. Seks år efter – i 1837 – slog han dørene op til sin helt egen forretning, der til at begynde med specialiserede sig i seletøj til heste. Thierry Hermès var dygtig og skabte sig hurtigt et navn i byen, og det siges, at Napoleon den 3. var i kundekredsen.
På en mild forårsdag i Paris – næsten 200 år senere – er vi tilbage ved hestene. Det er weekenden for Hermès’ årlige Saut Hermès, et femstjernet springstævne med nogle af verdens bedste ryttere og heste.
Hvis hestene, når de springer rundt inde på selve banen, drejer snuderne og kigger i nordvestlig retning, vil de kunne få øje på Eiffeltårnet. Vi er i Grand Palais Éphémère, en midlertidig udstillingshal, mens det så at sige rigtige Grand Palais renoveres frem mod 2024, hvor Paris skal være vært for De Olympiske Lege.
Arrangementet her, der også er tilgængeligt for offentligheden, giver rig mulighed for at få et indblik i den rolle, Hermès’ historie spiller i modehusets nutid. I det ene hjørne af hallen hænger der forskellige sadler og seletøj fra Hermès, man kan tage og mærke på.
Får man først øje på forbindelsen mellem Thierry Hermès’ håndværk og Hermès anno 2023, er det svært ikke at se andet: hvordan netop formerne, detaljerne og syningerne fra seletøjet går igen på stort set alle de produkter, der sælges i butikkerne.
”Arv er virkelig vigtigt for os,” fortæller Chloé Nobécourt, direktør for Hermès Equestrian Metier, mig. ”Især når det er forbundet med innovation. Og vi vil virkelig gerne ramme en fin balance mellem de to.”
Nogle af Hermès sadelmagere er her også i dag. En af dem er særligt iøjnefaldende. Han er ung og har et langt, mørkt overskæg, der er foldet op i en ekstravagant kurve til hver side.
Han skulle være én af landets dygtigste sadelmagere, får jeg at vide. ”Rytterne er hovedet, sadeleksperterne er øjnene, og håndværkerne er hænderne,” siger Chloé.
I et afspærret område taler jeg med Steve Guerdat, en schweizisk mesterrytter og Hermès-partner. Guerdat vandt OL-guld i London i 2012, og med sine dovne, mørke øjne er han et fint bud på en schweizisk James Bond. Han kender til Hermès’ historie. Men det er ikke nok at hvile på gårsdagens meritter, siger han:
“Hvad du opnåede i går, var godt i går. Du skal forbedre dig hver dag. Og de (Hermès, red.) har denne vision. Deres lange historik med sporten og med heste gør, at de har resurserne til at blive ved med at forbedre sig. Det er nok dét, der adskiller dem fra mange andre mærker.”
I april slog Hermès dørene op til et nyt sadelmageri og læderværksted i Louviers i Normandiet, cirka 100 kilometer fra Paris. Med deres insisteren på håndværket og historien er Hermès på den måde også et ekstremt moderne modehus, der lægger sig i tidens strømninger om bæredygtigt, holdbart design.
Euroman var inviteret på turen af Hermès.
