Bernhard Lederer laver ure til de kunder, hvor penge ikke er et problem. Og der er ét spørgsmål, der altid dukker op

Er der snart mere tilbage i urværket at opfinde?

”Hvis man ser på ur-mageriets historie, så vil man opdage, at urmagere altid har ledt efter den mest pålidelige og præcise gang til deres tidsmålere. De har altid eksperimenteret med echappement’er, så selvom 99 procent af ure i dag er udstyret med en schweizisk ankergang, så er det ikke, fordi at den er bedst, men fordi den er pålidelig og først og fremmest nem og billig at lave. 

Hvis man laver en analogi til bilindustrien, så svarer det til, at alle biler var udstyret med en Mercedes-Benz dieselmotor fra 1960. Ville det ikke være sjovt, hvis der også var plads til en Ferrari eller Porsche? Jeg har arbejdet med echappement’er hele mit liv, og enkelte af dem fortjener at blive husket og fortjener at være tilgængelige for samlere. 

Det er også grunden til, at jeg lavede Central Impulse Chronometer, som skal bringe den slags echappement’er tilbage i rampelyset, men i en moderne og nydesignet form, så det passer til moderne armbåndsure. Det er den ene del. Den anden del er, at der stadig er enkelte echappement’er, som endnu ikke er opfundet, men, som jeg er sikker på, vil komme.”

Ok, hvad går det ud på?

”Det er stadig i udviklingsfasen, og det vil tage os et par år at komme i mål, men jeg kan sige så meget, at vi for nyligt har fået de sidste patenter godkendt i USA, hvilket altid er det mest vanskelige at få ordnet. Nu har vi beskyttet patenterne i hele verden, så vi er gået i gang med de første prototyper. 

Det ikke er noget, nogen har prøvet før, så jeg vil sige: Lad os se hvad der kommer af overraskelser. Det er et nyt ’escape game’. Vi har internt i huset givet den et navn baseret på dens udseende, men jeg vil ikke afsløre mere. Jeg vil ikke jinxe det.”

Men kan du sige, om den er mere nøjagtig, eller hvad er fidusen?

”Det spørgsmål dukker altid op: ’Hvorfor gør du det? Er den mere præcis?’ Det er i virkeligheden ikke pointen. Pointen er at gøre noget tilgængeligt, som er helt anderledes end det eksisterende. Selvfølgelig skal det være mindst lige så præcist, som hvad der ellers er på markedet, men det er ikke svært med nutidens materialer og maskiner, der kan tage højde for højfrekvente balancer og materialer, der ikke reagerer på temperaturforskelle og andet på industriel skala. 

Det handler om at give folk noget anderledes. Hvis du har en ny Aston Martin eller en 50 år gammel Citroën 2CV, må du stadig kun køre 120 km/t på motorvejen. Det er okay. Der er ikke desto mindre forskel på en 2CV og en Aston Martin. Det samme med ure. 

Du kan høre den særlige fonetiske signatur på min gang, som forhåbentligt giver den samme begejstring hos urentusiaster, som en sekscylindret motor giver hos en bilentusiast. Det handler om følelser. Og visheden om, at det er håndlavet af et menneske, som er dybt inde i sit fagområde. Det er ikke et seriefremstillet industriprodukt.”

Dit speciale er echappementet i urværket. Hvorfor? 

”Gangen er det eneste, der virkelig fascinerer mig, og har gjort det hele mit liv. Måske fordi ingen rigtigt kan lære dig det. Du bliver nødt til at udforske det og finde ud af det selv. I urmagerskolen lærer de dig om evighedskalendere, minutrepetition etc. 

Du kan også finde en masse om det i bøger, men der er ikke et kapitel, hvor du kan lære alt om gangen. Du bliver nødt til at have interessen og lære på egen hånd. Måske er det også derfor, at det altid står lidt og dirrer, fuld af overraskelser. For mig er det et rent adrenalinsus. 

Jeg kalder det for ’the escape game’ (efter det engelske ord escapement, red.). Du kan lave en perfekt udregning for en månefase eller en evighedskalender, men det er alt sammen ligegyldigt, hvis dit ur ikke går nøjagtigt. Det er også grunden til, at den præcise tidsmåling i mine øjne er det vigtigste. Du deltager ikke i Formel 1 med en traktormotor. Så vinder du i al fald ikke.”

Hvad er det mest spændende ved dit fag?

”At vi arbejder med mekanismer i miniature, der er så tæt på vores hjerteslag. Det starter med kolde metalkomponenter, som man sætter sammen, indtil det får sit eget liv. Man får illusionen af at skabe noget levende, fordi det bagefter fortsætter selv. Du skal bare trække det op. Det er fascinerende. 

Det samme gælder det ekstreme raffinement, det kræver at arbejde med så små tolerancer: I den ene ende har du et fjederhus med fuld kraft, som i den anden ende af urværket er opbrugt i en sådan grad, at du med et enkelt hår kan stoppe balancen. Så det giver dig en ide om, at du virkelig næsten intet har til overs, og med dette næsten intet til overs, skal du være sikker på at holde balancen kørende på en stabil amplitude. Det er, ja, næsten umuligt.”

Hvad er dit trick i den forbindelse?

”Når man står overfor fysiske lovmæssigheder i en ekstremt lille indpakning, så skal man sove på tingene en nat eller en uge, så man nærmer sig problemet fra en anden vinkel. Jeg taler også med kemikere eller ingeniører, så jeg får ideer, der ikke er standard. 

Historisk er nogle af de største opdagelser inden for ure jo heller ikke gjort af urmagere, men af folk med en anden baggrund: Harrison var ikke urmager, men tømrer (John Harrison opfandt marine-kronometeret, red.). Det var en matematiker, Dr. Hooke, der opfandt duplex-gangen. Det er ofte samarbejdet mellem fysikere, matematikere og urmagere, der gør en forskel. Det er sjældent en urmager alene, der får en genial idé.”

Hvor finder du inspirationen til dine opfindelser? Eller er det trial and error?

"Der er en del trial and error, men jeg betragter ikke fejl som fiaskoer. Det er en afprøvning af virkeligheden. Når min kone ser vores bankkonto og klager over, at saldoen går ’ned, ned, ned’, som hun siger – så er det klart, at det har sin pris. 

Selvom mislykkede forsøg koster en masse penge, så er det imidlertid en god investering. Så ved jeg i det mindste, hvor vi ikke skal gå hen, og så kan jeg i fremtiden nemmere finde de områder, der er værd at udforske.”