Urdesign for dummies: ”Det kan tage lige så lang tid at designe et nyt ur, som det tager at tegne og bygge et nyt hus”

DET ER IKKE hver dag, at en af urbranchens mest anerkendte personligheder ryger ud på røv og albuer fra en urmesse. Men det var, hvad der skete, da Gérald Genta i november 1984 ragede uklar med arrangørerne af Montres et Bijoux og deres efterårsudstilling i New York. Genta, der i 1980’erne havde rockstjernestatus i branchen som designer af verdensberømte ure som Nautilus for Patek Philippe og Royal Oak for Audemars Piguet, havde gjort regning uden vært, da han præsenterede sin nye og legesyge urkollektion med motiver af Den Lyserøde Panter, Skipper Skræk og Mickey Mouse på urskiverne. Kollektionen landede som en maveplasker. Andy Warhol havde muligvis gjort PopArt cool andre steder i byen, men ikke hos arrangørerne af messen på The Metropolitan Club på Manhattans Upper East Side. Her bad man den 53-årige Genta om at pakke sit luksus-kitsch sammen eller forsvinde, hvilket fik den temperamentsfulde schweizer til at smække døren efter sig.

”Der er ikke længere plads til kunstnere med noget på hjerte på Montres et Bijoux,” udtalte han efterfølgende bittert til ur-magasinet Europa Star og forlod New York i utide.

Gérald Genta, der døde i 2011, havde en pointe. Der var ikke plads til kunstnere på Montres et Bijoux, men i dag kunne man uden at fornærme nogen sige det samme om hele urbranchen. Her er man mere end godt tilfreds med at spille de sikre kort: Det kan godt være, at urproducenter som Rolex, Omega og Cartier jævnligt introducerer opdateringer af hæderkronede modeller som Rolex Daytona, Omega Speedmaster og Cartier Tank, men urene er – ret beset – uændrede i formsproget. Gérald Genta var den sidste mohikaner i en industri, der sidenhen kun har fået endnu større kommercielle hensyn at tage, og man har derfor ikke brug for også at skulle trækkes med lunefulde originaler.

”Jeg tror ikke længere, at der er plads til ’auteurs’ som Gérald Genta i urbranchen. Brandsene er blevet vigtigere end designeren, og ure er blevet for komplicerede til, at én person kan lave det hele. I dag arbejder vi sammen i teams,” siger Lukas Bühlmann.

Han er senior designer hos det schweiziske urmærke Oris, der siden 1904 har lavet ure i Hölstein uden for Basel. Oris er især kendt for sine klassiske pilot- og dykkerure, der nok henter inspiration i arkiverne, men også udvikler banebrydende ny teknologi. Tidligere i år lancerede Oris dykkeruret AquisPro Date Calibre 400 med en vandtæthed til 1.000 meter, og i 2019 designede Lukas Bühlmann det nye Big Crown ProPilot X Calibre 115 med et sandblæst titaniumskelet og 10 dages gangreserve, som fik ursitet Hodinkee til at tale om ’et visuelt vildt ur, der fortjener at blive kaldt avantgarde.’

HVORDAN DESIGNER MAN et moderne ur, som ikke er et mode-ur? Det er et spørgsmål, som holder Lukas Bühlmann vågen om natten. For ham er udfordringen at ramme den hårfine balance, så man får skabt et tidssvarende ur, som også er relevant, når moden skifter. Det er han langt fra ene om. Nogle urproducenter har i tidens løb sværget til dogme-regler eller kreative benspænd, når de skulle designe nye ure med såkaldt tidløst design. Et eksempel er den legendariske tyske designer Dieter Rams, der arbejdede for Braun i 1960’erne og blandt andet blev berømt for sine minimalistiske urdesigns. Rams’ design har også været inspiration for den tidligere Apple-designer Jony Ive, der lavede en digital kopi af Rams’ lommeregner, da han skulle designe lommeregneren til iPhone. Dieter Rams arbejdede med ’10 principper for godt design,’ som blandt andet dikterede, at godt design altid er innovativt, æstetisk og brugervenligt.

”Mit hjerte tilhører detaljerne. Jeg har altid ment, at de er vigtigere end det store billede. Ingenting fungerer uden detaljer. De er alting, fundamentet i kvalitet,” sagde Rams.

Et andet firma med kærlighed til principper er Seiko. I 1960’erne udviklede Seikos chefdesigner, Taro Tanaka, en designfilosofi for ure, som han kaldte ’The Grammar of Design’. Det var dogmeregler udviklet til koncernens nye flagskib, Grand Seiko, der skulle konkurrere med det bedste fra den schweiziske ur-industri. Grand Seiko skulle vise japanernes knowhow, ikke bare som producenter af billige ure, men af urmagerkunst i verdensklasse. Taro Tanaka lod alle overflader på urene være geometriske og facetterede – lige fra urkassen og viserne til timemarkeringerne. Formålet var at lade lys reflektere bedst muligt, så man fik et interessant spil, når man bar uret. Grand Seiko introducerede en gammel poleringsteknik til formålet, kendt som Sallaz, som oprindeligt var udviklet i Schweiz til at skabe spejlblanke overflader uden forvrængning. Japanerne perfektionerede teknikken og skabte ure med en finish, som brandet stadig er kendt for.

DER FINDES IKKE på samme måde en Oris-lærebog over, hvad man må og ikke må, men ledetråden er ifølge Lukas Bühlmann, at nye ure skal passe ind i brandets dna. I Oris’ tilfælde er det især tool watches, og det betyder blandt andet, at man ikke skal forvente at se et Oris med meget dyre komplikationer, fx en tourbillon.

”Det nytter ikke noget, at man laver noget, der stikker helt af, hvis det står alene. Så sælger det ikke. Det skal føles som et Oris,” siger Bühlmann, der starter med at spørge sig selv, hvilke features og gangreserve, det nye ur skal have:

”Jo længere den liste er, jo større bliver urværket og dermed også kassen. Ellers skal du til at opfinde helt nye teknologier til at løse problemer, og så bliver det først rigtig dyrt. I sidste ende er urets størrelse begrænset eller betinget af urværkets størrelse.”

I 2014 lancerede Oris deres eget in-house urværk, Calibre 110, for at markere virksomhedens 110-års jubilæum. Det tog fem år at udvikle, og selvom Oris ikke oplyser prisen, så er den slags ikke billigt. Slet ikke når man tager i betragtning, at teamet bestod af fem fuldtidsansatte designere og ingeniører. Til gengæld diskede de op med et ur med en imponerende gangreserve på 10 dage – eller tre gange så lang tid som det gennemsnitlige mekaniske urværk. Gang-reserve er den tid, der går, fra man trækker uret op, til det holder op med at tikke. Mange urnørder har flere ure i deres samling, og hvis de nemt skal kunne skifte mellem urene uden at stille tiden hver gang, kræver det en lang gangreserve. Lidt ligesom hvis ens bil har god benzinøkonomi: Det er måske ikke sexet design, men man sætter pris på det. Den slags pragmatiske indstilling har også fået Bühlmanns team til at prioritere længere serviceintervaller, når de udvikler nye ure, så man kan gå 10 år uden at skulle have sit ur til eftersyn.

”Ingen har jo dybest set brug for et armbåndsur i dag. Vi kan se tiden på mobilen. Det forstår vi. Vores opgave er ikke at overbevise dig om, at du har brug for et ur, men at det er lækkert at have. Det betyder også, at det skal være nemt at have med at gøre,” siger han.

Hvad er hemmeligheden bag godt urdesign?

”Den største udfordring er ikke de enkelte dele. Det er ikke vanvittigt svært at designe en skive eller en viser. Det svære er at få delene til at spille harmonisk sammen. I begyndelsen bruger vi meget energi på at forestille os, hvordan uret skal se ud. I de første måneder arbejder vi med mood boards med billeder af mennesker, arkitektur, genstande. Alle i teamet skal være enige i, hvad de billeder vækker af følelser, så det stemmer overens med designet. Skal uret være mere sporty? Mere elegant? Så skifter vi ting ud efter behov.”

Hvad er det underligste, I har hængt op på et mood board?

”Et billede af lygtefisk, som vi lod os inspirere af til en dykkerkollektion. Det er en lille grimrian, der svømmer i de mørkeste havdybder og er udstyret med en lanterne på toppen af hovedet.”

Hvornår ved du, at et design holder?

”Det kan lyde underligt, men jeg ved som regel, at designet holder, når jeg ikke straks bliver forført af det. Hvis jeg med det samme siger wow, så bliver jeg hurtigt træt af det. Det er bedre, hvis jeg lige skal se det an for at værdsætte detaljerne. Jeg er gået fra at synes, at et ur var tudegrimt til at se det som et mesterværk. Der må godt være noget modstand, inden man overgiver sig.”

Hvornår skete det sidst for dig?

”Første gang jeg så Oris Full Steel fra 1998, tænkte jeg, at det var det grimmeste ur nogensinde. Det er forløberen for den Aquis-kollektion, som er vores bestseller i dag, men jeg syntes, proportionerne med en lille urkasse og en stor stållænke var skæv. Jeg kunne ikke holde det ud. Uret stod på mit skrivebord i flere år, og med tiden begyndte jeg at se på det med andre øjne. Det var måske ikke så dumt? I dag er jeg overbevist. De proportioner, som jeg hadede i starten, gør det til et fedt ur.”

SELVOM DE FÆRRESTE etablerede brands i dag oplyser, hvem der har designet deres ure, så findes der undtagelser. Nomos i den tyske by Glashütte har siden 1990 lavet stilrene Bauhaus-inspirerede ure, som har vundet designpriser som Red Dot samt iF Awards. Her er samarbejdet med designere en del af markedsføringen og tæller anerkendte tyske møbel-designere som Werner Aisslinger og Mark Braun. Sidstnævnte står bag Metro-modellen, som siden 2014 har været blandt Nomos’ bestsellere. Ifølge Judith Borowski, brand direktør hos Nomos, er det sværeste ved at designe et ur, alt det, som man ikke kan regne sig frem til:

”Alt det, som kræver følelser og mod. Godt design kommer ikke fra et excel-ark,” siger hun.

Eksempler på det kan være, når Nomos skruer ned for det kølige i et maskulint sportsur ved at tilføje detaljer af rødguld på en måde, så det fremstår nyt og komplekst, når et ellers perfekt kantet ur får et kurvet glas i stedet for et fladt, eller når remmen på et dykkerur er designet, så det vækker minder om de små klædeskabe i svømmehallen, fra dengang man var barn.

”Du har brug for kulturelle referencer, lyst til at skabe nyt og en udsøgt sans for nuancer for at lave ure,” siger hun.

Der er tolv ’urfamilier’ i Nomos Glashütte, hvilket betyder ure i forskellige størrelser og designs. Udgangspunktet er altid urværket eller ’kaliberen.’ Den bestemmer ikke kun urets diameter og volumen, men også hvad der vises på skiven: Dato, tid, gangreserve, etc. Fælles for alle urene er et læsbart og relativt minimalistisk layout.

”Der er en fin linje her,” siger Judith Borowski. ”Et mekanisk armbåndsur er ikke et ’designer-ur,’ men et værdifuldt og veldesignet instrument, der skal holde i mange årtier.”

Hvad koster det at designe et ur?

”Det er svært at sætte tal på, for det afhænger af modellen, hvor hurtigt folk når til enighed, og hvor komplekst uret er. Eksperimenter med nye former tager tid. Det tog fx lang tid og kostede mange penge at udvikle safirglasset til Metro-modellen, der først buer og så flader ud. Et ur er en relativt lille ting, men vi bliver selv konstant overraskede over hvor lang tid og hvor mange penge, processen ender med at tage. Det er sammenligneligt med at lave store bygningsværker.”

Hvor lang tid tager det?

”Det kan tage lige så lang tid at designe et nyt ur, som det tager at tegne og bygge et nyt hus – to eller tre år.”

Hvor finder I inspiration?

”Hvis du åbner dine sanser, alle steder. Men helt klassisk er det især i kunstens verden.”

SOM BEKENDT VAR det også i kunstens verden, at Gérald Genta følte sig hjemme. I et interview få år før sin død sendte den næsten 80-årige designer endnu en bredside afsted til urverdenen, der fik hans exit fra Montres et Bijoux til at fremstå helt vandkæmmet og diplomatisk:

”Jeg kan ikke lide ure!” lød det nu fra designeren. ”For mig er de antitesen til frihed. Jeg er kunstner, jeg hader at være underlagt tidens begrænsninger. Det irriterer mig”.

Genta brugte de sidste år af sit liv på at male – den metier, han i virkeligheden brændte for – samtidig med at hans urdesigns blev stadig mere hysterisk efterspurgte på verdensplan. Hans kollektion af ure med Disney-figurer produceres ikke længere, men The Retro Fantasy, som den kaldes, handles i dag på auktionshuse og Chrono24 til ublu priser. Der er bud efter Mickey Mouse.

Og måske er urbranchen alligevel ikke helt så fantasiforladt og ’corporate,’ som Gérald Genta frygtede: I 2018 patenterede Nomos en innovativ ny datoangivelse i deres Tangente-model, som viser datoen på en hidtil uset måde: Datoen markeres i yderkanten af urskiven med en skarp limegrøn kontrastfarve, der diskret ’indrammer’ den aktuelle dato. Og Oris lancerede tidligere i år kollektionen Cotton Candy, som består af tre Sixty Five-dykkerure i bronze med urskiver i pink, blå og grøn.

De er dog ikke for alle. En bruger på Hodinkee afviste de tre ure som ’the ugly sisters’, mens en anden begejstret skrev: ’I have no idea why I love this ... I have no idea why I want to buy one. I don’t know what to wear it with ... or when to wear it ... but I want it ... bad. ’

Dén irrationelle følelse, som får folk til at give tusindvis af kroner for noget, som de ’dybest set ikke har brug for.’’