Vil du gerne købe et Patek Philippe? Her skal du begynde
Hvis du er på udkig efter et ur, som helt uden bling eller store armbevægelser udtrykker stil og kulturel kapital (okay, også kapital kapital), så er Patek din ven. Men hvor skal man begynde, og hvilke faldgruber skal man undgå?
Det er et af den slags navne, man ikke kan sige højt uden at rette ryggen lidt.
Patek Philippe er sammen med Vacheron Constantin og Audemars Piguet kendt som ’The Big Three,’ eller ’Den Hellige Treenighed,’ som sidder tungt på markedet over de mest eksklusive schweiziske urmærker. Her kan Rolex og Omega ikke være med længere, de er kompetente vandbærere i deres egen ret, men de tager ikke den prikkede bjergtrøje. Det gør Patek, der siden 1839 har lavet nogle af verdens mest komplicerede, men også smukkeste, ure.
Du kan sikkert få mere ’value for money’ andetsteds, hvis kunsthåndværk og tidløst design ikke er din kop te. Men få brands kan matche Patek Philippe, når det gælder et sublimt eksekveret ur med rødder i den fineste schweiziske urmagertradition. Det er sådan set lige meget, om du er i byen efter et dresswatch som den klassiske Calatrava-model, eller et mere sporty ur som Nautilus.
Annonse
Men hvor skal man begynde, og hvilke faldgruber skal man undgå? Vi har talt med Frederik Plum, der er vurderingssagkyndig i armbåndsure hos auktionshuset Bruun Rasmussen.
Hvad er det bedste ved at købe Patek?
”Patek Philippe er et af de mest traditionsrige urfirmaer i verden. Desuden er det et af de få, som stadig er familieejet. Ser man på masseproducerede ure, er det få mærker, som kan følge med Patek Philippe i forhold til kvalitet og klassisk design. Det bedste, i min optik, er derfor dels, at man køber et ur fra et firma, som ikke tager modetendenser ret højtideligt, dels at man køber et ur, hvor man ved, at kvaliteten er i den absolutte top.”
Og det værste?
”Går man meget med hættetrøje og sneakers, vil et Patek Philippe virke malplaceret – med undtagelse af et par få modeller. Deres ure er simpelthen for klassiske til moderne streetwear.”
Foto: Bruun Rasmussen. | Patek Philipe Calatrava.
Det billigste nye Patek er Calatrava-modellen. Hvorfor er den interessant?
”Calatrava-modellen har en historie, som rækker tilbage til mellemkrigstiden med reference 96. I dag synes dens størrelse på bare 31 mm ret lille. Udtrykket fra det første Calatrava-ur fra Patek Philippe er dog 100% til stede i de nyproducerede modeller og har været det i de sidste knap 90 år. Det er et af de første armbåndsure, som firmaet masseproducerede, hvilket giver de nye Calatrava-ure en enorm historisk værdi i forhold til f.eks. deres Nautilus, som først blev lanceret i 1976. Desuden er Calatrava-modellen yderst klassisk og stilren i sit udtryk. Går man til daglig med jakkesæt, vil et Patek Philippe Calatrava, enten nyt eller vintage, være den perfekte ledsager.”
Er det pengene værd?
”Det spørgsmål er helt op til den enkelte. Der er mange andre måder at sikre sin pension på end ved at gå med dem på håndleddet. Man skal købe det ur, som man smiler af hver gang, man ser ned på det. Når det er sagt, er Patek Philippe et nærmest mytisk firma, som altid har været eftertragtet og højest sandsynligt vil være det i mange år ud i fremtiden.”
Hvor godt holder et Patek sin værdi?
Annonse
”Umiddelbart rigtig godt. Der er samlere til de fleste af Pateks ure, både de enkle, de komplicerede, de klassiske og de mere avantgarde. Men at der står Patek Philippe på skive er ikke nødvendigvis en garanti for, at man har gjort sig en god ’investering.’ Man skal huske at købe med øjnene og med hjertet – så er det værste der kan ske, at man havner med et smukt ur, som man er glad for.”
Holder det værdien lige så godt som et Rolex?
”Ikke alle Rolex-ure er gode investeringer, akkurat ligesom Patek Philippe. Man kan dog sige om begge firmaer, at de er internationalt anerkendte og eftertragtede.”
Hvad skal man vide, inden man køber sit første Patek?
”Man skal gøre sig tanker om hvad det egentlig er, man gerne vil have. Er det håndværk, udseende eller brandværdi? Hos Patek får man alle tre, men man får i den grad også lov til at betale for det. Der findes andre firmaer, hvor man får samme kvalitet, men ikke nødvendigvis den samme brandværdi – og omvendt. Rolex er et godt eksempel på et firma, hvor priserne generelt er lidt lavere grundet mere maskinarbejde og derfor mindre håndarbejde. Her får man dog mindst lige så meget brandværdi.”
Foto: Getty Images | Spaghetti-western-instruktøren over dem alle, Sergio Leone, med sit Patek Philipe Nautilus.
Hvor meget kan man spare ved at købe pre-owned?
”Det kommer meget an på, hvilket ur det drejer sig om. Hvis det f.eks. er Calatrava-modellen, kan man godt spare en god portion penge ved at købe brugt. En Calatrava ref. 3919 kan købes for godt 70.000 kroner, hvorimod en tilsvarende ny model koster minimum det dobbelte (det billigste Calatrava i Danmark koster 174.400 kr hos Ole Mathiesen, red.). Desuden er der udgåede modeller, som kan være smukkere end de nye, fx Calatrava ref. 96, ref. 565, ref. 570 og ref. 2526. Disse er dog af og til dyrere end de nye, da de er meget mere sjældne og samlerværdige. Især 2526 er noget nær det dyreste, hvis man skal have en Calatrava, men samtidig også noget af det smukkeste. Så det er ikke dén, man skal kigge efter, hvis man skal spare penge i forhold til et nyt.”
Er der en bestemt vintage reference, som er særligt god at gå efter?
”Jeg kan godt lide relativt små ure omkring 34-36 mm. Jeg synes, at ref. 570 er enormt godt proportioneret, det kommer i et væld af skivevariationer og er 35 mm. Hvis man har små håndled, eller bare godt kan lide meget små ure, så synes jeg, at ref. 96 er perfekt. Det er langt hen ad vejen det samme ur som 570 set fra et designmæssigt synspunkt, men måler bare 31 mm. Skal det være lidt nyere, er ref. 5196 også meget elegant og rummer rigtig meget, af det som mange Patek Philippe-samlere søger. Der er også penge at spare for et nyt koster minimum det dobbelte.”
Hvilken brugt Patek ville du selv investere i?
Annonse
”Der er så mange smukke ure at vælge imellem! Mit drømme-Calatrava er nok et ref. 565 med Breguet-indeks i stål. Eller er et ref. 2438 fra 1950’erne, som har både måneds-, dato-, dags- og månefaseindikation. Det er noget af det ypperste, og et ur, som jeg ville være lykkelig for bare at få lov til at prøve på.”
Foto: PR | Patek Philipe Nautilus ref. 5711
Alle snakker om Nautilus, hvorfor?
”Fordi Nautilus bare er et sexet og rebelsk ur. Nautilus-urene købes i dag mestendels af mænd som ikke nødvendigvis går i jakke og slips til daglig, men stadig gerne vil have et Patek, som passer til deres påklædning. Cocktailen af, at flere og flere klæder sig sådan i dag, blandet med et enormt lille udbud af Nautilus-ure til mænd gør, at priserne og ventelisterne synes helt uoverskuelige. Tager man telefonen og ringer til hvilken som helst Patek Philippe-forhandler i verden, for at købe et Nautilus reference 5711, må man forvente et svar, som da Christian Bateman forsøger at bestille bord på Dorsia i ’American Psycho’ – et latterudbrud.
Desuden har Patek Philippe meddelt, at de stopper produktionen af den nuværende Nautilus ref. 5711, hvilket ikke just gør det lettere at få fat i. Derfor må man ty til brugtmarkedet, hvor et nyt Nautilus 5711 med blå skive koster 600-700.000 kr.”
Okay, jeg vil også gerne have et. Hvilket et skal jeg vælge?
”Det vil alle! For mænd er der, i min optik, tre modeller som man kan gå efter, hvis man vil have et klassisk Nautilus uden komplikationer. Reference 3700 er det første, som kom i midten af 1970’erne og som er det – med afstand – mest eftertragtede. Hvis man kan klare en lidt mindre størrelse, er ref. 3800 et rigtig godt alternativ, hvor man bestemt kan spare penge i forhold til 3700. Sidst men ikke mindst har vi den nuværende model, nemlig ref. 5711, som på rigtig mange punkter ligner et ref. 3700, bare opdateret. Til hverdagsbrug, er ref. 5711 nok det bedste bud; til ren investering vil jeg foreslå ref. 3700.”
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.