For bilentusiaster kan det være ubegribeligt, at man kan opgive jobbet som chefdesigner hos Lamborghini for en tilsvarende stilling hos Seat. Ikke desto mindre er beslutningen typisk for de udfordringer, der driver stjernedesigneren Luc Donckerwolke:
”Udfordringen for en designer er lige så stor hos Seat, som den er hos Lamborghini, fordi det handler om at løfte arven og samtidig tilføre sit eget præg med respekt for dna’et.”
”Jeg forsøger altid at have et design-element mindre, end jeg faktisk har brug for. At gøre så lidt som muligt og lade elementerne gøre arbejdet selv frem for at hjælpe ideen for meget på vej. Jeg tror kun, at følelser kan leve, hvis de er rene. Fylder man for meget i dem, dør de. Så jeg søger et rent sprog med rene linjer, som brydes af nogle skarpe kanter. Jeg ønsker ikke, at bilens detaljer skal konkurrere med hinanden, men orkestrerer dem derimod, så de spiller sammen og på den måde skaber noget, der er større end det enkelte element. Det er ligesom kunsten at lave god krydret mad. Hvis du giver det for meget krydderi, brænder folk sig og kan ikke smage mere end den første mundfuld, men hvis du er dygtig, kan man smage alle ingredienserne.”
”På spansk er det faktisk et ordspil, fordi automotion betyder bevægelse, så det bliver til en slags ’transport af følelser’, og det er egentlig det, som Seat handler om. Når du ser på en Ibiza, så er den lavet for at skabe et lysspil i overfladerne, som vækker interesse, fordi den hele tiden skifter udseende, efterhånden som lyset skifter. Jeg vil have, at folk skal få øje på nye detaljer, hver gang de vasker deres bil.”
”Nogle gange, ikke altid. Man skal tilføre designet en mulighed for at interagere med kunden. Ikke nødvendigvis sådan, at en flink mand skal have en flink bil. Det handler også om, hvilket socialt miljø man færdes i. Du kører på forskellige måder i henholdsvis en Renault Twingo og en Mercedes S-klasse. Den ene gør dig mere arrogant, den anden gør dig mere åben. På den måde bruger vi biler til at fortælle, hvem vi er, og det er naturligvis noget, vi kigger på, når vi designer bilerne. Den oprindelige Twingo var jo en af de første biler, som var designet med henblik på at være anti-macho. Det var en befrielse og noget helt nyt dengang i 90’erne. Pludselig kunne du se mænd i jakkesæt, som kom kørende i den her bil, simpelthen fordi den gjorde dem glade. Jeg ønsker, at vores biler skal være selvsikre og på den måde afspejle en følelse, som vi gerne vil give føreren. Tag Ibiza’en igen. Vi kan starte med dens øjenbryn – den har et koncentreret blik, og så er der smilet omkring køleren, fordi jeg ikke ønskede, at bilen skulle se aggressiv ud, men derimod selvsikker og smilende.”
”Nej, faktisk vil jeg sige, at mine Lamborghini’er er mindre macho end de fleste andre. Jeg ønskede at lave en bil til bilfanatikere og ikke til folk, der manglede et socialt boost. Jeg ønskede ikke, at Lamborghini skulle ende som en slags social Viagra for folk med komplekser. På samme måde har det været med Seat. Det skal være en bil for folk, der kan lide biler, men ikke nødvendigvis for nørder.”
”For det første synes jeg, det er utrolig positivt. Det er udfordringer, der er gode for design, fordi man ikke kan være kreativ, hvis solen altid skinner. Kreativitet kommer ikke af overflod, det kommer af knaphed. Nu skifter forbrugerne vaner, og hvis folk ikke er klar til at skifte vaner, kan du aldrig skabe noget nyt. Krisen rammer først og fremmest de virksomheder, som ikke troede eller ikke ønskede, at verden skulle ændre sig, men hvis man er klar til at forandre sig, er det alle tiders mulighed for at udvikle verden. Nu er det tid til at forbruge mindre og til gengæld handle rigtigt. At finde en bil, der virkelig passer til én, i stedet for bare at købe en smart bil, fordi man har råd til det. Og det behøver ikke være kedeligt, for der vil stadig være behov for at skille sig ud. Nu bliver det bare et mere grønt eller mådeholdent udsagn, men ikke desto mindre vil det kunne ses på alle biltyper, hvilket er sundt, fordi vi kommer fra en periode med meget overdrivelse.”
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
