Se Ruben Søltofts biler gennem karrieren

Jeg kommer fra en lille by i Himmerland, der hedder Astrup, hvor jeg tog mit kørekort. Vi havde ikke noget lyskryds, men vi havde en rundkørsel, og den var vi stolte af. Den var uden kunst, så man kunne bare køre direkte over. Vejene var smalle, og når der endelig kom en modkørende, var det ofte en mejetærsker.

I 2. g forelskede jeg mig i en pige, der hed Ida. Vi mødtes på Ofir Chat. Hun boede i Hjallerup, og selv om det ikke var langt væk, så var det besværligt. Det var en bus, og et tog og endnu en bus og så lige en bus til, før man var der. Hendes far købte en bil til os. det vil sige mest til mig, for jeg er var den eneste af os, der havde kørekort.

Det var en rød Peugeot 205, og den var alt for meget. Der var LED-lys under den og kæmpe højttalere i bagruden. De kunne spille rigtigt højt. Men det var de også nødt til, hvis de skulle overdøve den tunede motor. Det var en sindssygt sjov bil at køre i. Jeg kørte i skole i den hver dag. Og besøgte Ida indimellem, bevares.

Efter gymnasiet arbejdede jeg i et halvt år om natten hos Arla med at pakke mælk. Det var forfærdeligt, men det gav heldigvis en masse penge. Når jeg tænker tilbage på det, skulle jeg nok have valgt noget, der gav noget livsindhold også. Det her var bare hårdt, og det gav ikke andet end penge. Og mælk.

Efterfølgende rejste jeg rundt i Australien i et halvt år med min ven Lasse. Vi købte en Ford Falcon stationcar, en kæmpe bil, nærmest en bus. Der var plads til al vores campinggear og grill og pis og lort. For-bremserne virkede uroligt dårligt. Nogle gange missede vi simpelthen en afkørsel. Bilen gik i stykker undervejs, og vi anede jo ingenting, så vi var inde hos en mekaniker, som sagde: ’Kom igen i morgen.’

Da vi så kom, var al indmaden pillet ud, og vi havde troet, at vi kunne køre videre, men nu måtte vi blive i tre-fire dage, og i sidste ende anede vi ikke, om han snød os. Da vi solgte den igen, havde den buler på taget, fordi vi havde hoppet og danset og sovet på den. Og samlet folk op på alverdens hostels.

Der gik nogle år, hvor jeg var uden bil. Jeg flyttede til Århus og startede på lærerseminariet, men efter to år stoppede jeg for at satse 100 procent på stand-up i et år. Da året var omme, vandt jeg DM i stand-up og flyttede til København. Med titlen fulgte en bookingkontrakt, så pludselig begyndte jeg at få private job og padle rundt i hele Danmark.

Til at starte med tog jeg bus og tog, men ofte var det ikke så ligetil, så jeg begyndte at overveje at købe en bil. Det var en meget stor beslutning, syntes jeg. Til sidst spurgte jeg sidst min kollega Marting Høgsted til råds. Han sagde, at det skulle jeg helt sikkert gøre. Når man kører så meget rundt, er bilen ligesom et ekstra rum til din lejlighed, sagde han. Selv om man er i Holstebro, så er man hjemme, så snart man sætter sig ud i bilen.

Det lød fedt, så jeg købte en metalsort Renault Clio, helt ny, for mine egne penge – eller bankens rettere. Men det var en god følelse og en vild frihed, der fulgte med. Jeg syntes endda, at den var flot. I dag synes jeg, den er grim, men dengang var den flot, og Martin havde helt ret. Det var som at have et ekstra hjem – faktisk følte jeg mig mere hjemme i den, end jeg gjorde i min lejlighed.

Min Renault var som en god ven, men mine rigtige venner leasede deres biler og skiftede dem ud hele tiden. Det ville jeg også prøve. Jeg er vokset op med en far, som gennem hele sit liv har ejet to biler. Jeg tænkte: ’Hvorfor ikke have 20.’ Det ville jeg prøve.

Jeg startede med en Mini Cooper, som jeg altid har haft et særligt øje til. Efter den leasede jeg endnu en, og efter den leasede jeg endnu en, så dem har jeg haft tre af. Den første var cremefarvet. Det syntes jeg, var rigtig, rigtig lækkert – men det syntes mine kammerater ikke. Det måtte jeg høre en del for – ikke mindst når vi kørte rundt sammen.

Til gengæld kørte den jo fantastisk sjovt og føltes som en lille racerbil. Den var praktisk i byen og sjov på landevejen, men på de lange ture til Sønderjylland eller Aalborg var den ikke så sjov. Man sad ikke så godt i den, og den larmede også en del.

Til sidst blev jeg træt af den manglende komfort, og så skiftede jeg til en BMW X2. Det var ikke på samme måde en bil, som jeg havde haft kig på, men jeg var træt at Minien, og så stod der denne her grå X2, som jeg kunne få med det samme. Jeg havde gerne set, at den var sort, men den kører godt, og jeg elsker, at man sidder højt, og at der er plads i den. I virkeligheden handler det også om, at jeg er i gang med min mest travle periode nogensinde. Om dagen optager jeg ’Minkavlerne’ ude i Dragør og om aftenen optræder jeg i Jylland. Det betyder, at jeg kører vanvittigt meget og faktisk ofte har brug for en chauffør. Da jeg sagde ja til at medvirke i serien, aftalte vi, at de skulle hjælpe mig med kørsel for at få det til at hænge sammen. Det er typisk en ung runner, der kører, og så ligger jeg bagi og sover, så det var også et kriterie, at man kunne ligge nogenlunde udstrakt på bagsædet og sove. En rustvogn havde været ideelt.

Lige nu er jeg ved at skifte bil, og om præcis en uge får jeg en BMW 220i, som jeg leaser henover sommeren. Jeg har altid drømt om at få en cabriolet, så det bliver stort, og jeg kommer formentlig til at køre rundt med tårer i øjnene – også fordi jeg har høfeber.

Det glæder jeg mig meget til. Jeg viste et billede af den til min mormor på 94 år. Hun sagde: ’Hold da op Ruben, skal vi to ud og køre i den?’ Det skal vi helt sikkert, og jeg glæder mig.