I en skov i det sydlige Estland står seks soldater og venter på en mand, der hedder Bob. Bob er forsinket. Det tager de meget pænt.
Det er ellers koldt, sneen lyser i måneskinnet, solen er gået ned bag de slanke birketræer, klokken er næsten otte. De seks soldater har rifler hængende om halsen, og deres ansigter bliver lyst svagt op af det grønne lys fra natkikkerterne. De taler om Bob. De synger om Bob. ”MMMbop,” synger de, ligesom den berømte og lige så irriterende sang af det amerikanske brødreband Hanson. Så griner de.
Jonas, Holm, Mathias, Mathias, Skriver og Arne. De seks soldater udgør første gruppe i tredje deling af Gardehusarregimentets første panserinfanterikompagni, og Jonas er gruppefører. Han er en stor mand, over to meter høj og 24 år gammel. Bob er deres instruktør, og de venter på ham, så aftenøvelsen kan gå i gang.
De skal angribe og ’rense’ en samling huse omkring 100 meter væk, hvor en af deres kammerater er blevet taget til fange, og han skal undsættes. Gruppen joker lidt med, at de bare kunne lade fjenden beholde ham, så de kan komme i seng, for de har været i gang siden klokken syv i morges.
Men så kommer Bob, han er stor og har camouflagejakke på og ligner en, der ikke er med på joken. Så siger soldaterne ikke så meget mere.
Øvelsen begynder. Soldaterne rykker frem mod det første hus, to vinduer står åbne, de er mørke huller i en mørk mur. Pludselig lyder der skud fra et af dem, og gruppen søger dækning bag nogle træer. Arne sætter sin termiske kikkert for øjet.
”Alpha to” siger han. Det betyder, at han kan se fjenden i andet vindue fra venstre. De andre skyder.
”Han står i alpha tre nu,” siger han så.
De andre skyder.
Skoven lugter af krudt, der er råb og mundingsglimt i mørket. Flere skud, skarpe smæld, løst krudt, det er klart, men alligevel. Så er der en, der smider en granat ind i huset, vinduerne lyses kort op, og der lyder et helt voldsomt brag. Så er der stille.
”Klar til at slutte op,” siger Jonas.
”Okay, jeg er gået.”
De seks soldater løber mod huset. En smider en ny granat ind gennem vinduet, endnu et lysglimt, endnu et brag, man ser eksplosionen, før man hører den. De klatrer ind i det totale mørke.
I begyndelsen af januar, da nattetemperaturen i Baltikum ofte var nede omkring 30 minusgrader, sendte Danmark 200 soldater til en gammel sovjetisk missilbase i Estland godt 250 kilometer fra hovedstaden Tallinn.
De 200 mand er en del af en Nato-styrke på i alt 4.700, som er fordelt over Estland, Letland, Litauen og Polen, og som under fællesbetegnelsen Enhanced Forward Presence har til opgave at gøre én ting. De skal vise Rusland, hvor grænsen går.
Det er noget, Rusland har vist sig særligt dårlig til at forstå i de seneste år. Efter at voldsomme demonstrationer mod den daværende ukrainske præsident, Viktor Janukovitj, i vinteren 2014 endte med hans afsættelse og flugt fra Kiev til Moskva, dukkede russiske soldater – eller ’små grønne mænd’, som de på grund af deres manglende kendetegn, de såkaldte insignier, blev kaldt – op på den ukrainske halvø Krim, hvor de belejrede den ukrainske hærs baser og overtog flådestationen i byen Sevastopol.
Snart annekterede Rusland halvøen, og præsident Vladimir Putin kunne rejse ned og holde tale i triumf. Imens var der udbrudt borgerkrig i den østukrainske region Donbass, for her ville russisksindede ukrainere også være en del af Rusland. Den krig raser stadig, og den har ifølge den seneste rapport fra FN’s Menneskerettighedskommission kostet mindst 10.000 mennesker livet og såret 25.000.
I Ukraine har Rusland gjort noget, der i vores tid og del af verden ellers synes umuligt. Rusland har invaderet en nabo og taget en bid af hende. Sådan noget sker ikke.
Invasion er i Europa en anakronisme, det, der er foregået, er et brud på alle herskende normer, en tilsidesættelse af reglerne, som måske mere end noget andet viser, at reglerne kun betyder noget, hvis alle er enige om at spille efter dem. Rusland blæser på reglerne.
I Forsvarets Efterretningstjenestes seneste trusselsvurdering står der, at Rusland fortsat vil være ”en betydelig sikkerhedspolitisk udfordring for Vesten og Danmark,” og særligt i Baltikum frygter Nato en gentagelse af Krim.
Derfor er Jonas, Holm, Mathias, Mathias, Skriver og Arne på missilbasen, og derfor er de 4.700 soldater til stede i Estland, Letland og Litauen.
Byen Narva er mere russisk end estisk. I Narvas barer og restauranter spiller de tung pophouse for brede mænd i læderjakker og smukke kvinder i små kjoler. Her er mænd mænd og kvinder kvinder, her rejser husmødrene sig fredag aften klokken otte og går ud og danser. Mændene bliver siddende. Det er det russiske Muzhik-ideal, at mænd er nogle barske sataner.
Narva er en by i det forkerte land. Den er Estlands tredjestørste by og ligger på grænsen til Rusland, grænseovergangen ligger ved en stor parkeringsplads i centrum, og på den anden side af Narva-floden vajer det russiske flag fra den 500 år gamle Ivangorod-fæstning.
Omkring 90 procent af de 57.000 indbyggere i byen er etniske russere, og alt foregår på russisk. I bilernes bakspejl hænger sorte og orange Sankt Georg-bånd – de samme bånd, som oprørerne i Donbass har taget til sig. De russiske kampvogne bliver malet sort og orange, inden de kører parade på Den Røde Plads i Moskva den 9. maj hvert år, når sejren ved Anden Verdenskrig bliver fejret.
Marge Mägi er sprogpolitimand i Narva. Hun er lederen af regionens sproginspektorat, og hendes opgave er at kontrollere, om de offentligt ansatte, men også om visse privatansatte kan tale estisk. Hun og hendes folk tager ud og interviewer læger, lærere og folk, der arbejder i serviceindustrien, såsom tjenere, og hvis de ikke taler estisk på et højt nok niveau, får de først en advarsel og så en bøde.
”Estland er et lille land, så det er livsnødvendigt, at vi bevarer vores sprog. I hundreder af år var vi under forskellige herredømmer, så der ligger meget identitet i vores sprog. Vi bliver nødt til at bevare vores sprog, nu hvor vi er fri,” siger hun.
Der bliver lynhurtigt varmt på hendes lille kontor. Væggene er lysegrønne. I loftet sidder et enligt lysstofrør.
"Folk reagerer forskelligt, når vi kommer ud til dem. De fleste er positive, men der har da været dem, der har bandet og svovlet, det er klart. Der er tilfælde, hvor folk simpelthen ikke kan lære estisk, måske fordi russisk i nogle miljøer er så dominerende. De har talt russisk hele deres liv, hele deres hverdag foregår på russisk. Dem møder vi. Men det er oftest de ældre.”
Mange af de etniske russere i Estland bruger udelukkende russiske medier. De ser russisk tv, de hører russisk radio og bruger i vid udstrækning det russiske svar på Facebook, VKontakte. Deres verdenssyn bliver derefter, hvilket i årevis har bekymret den estiske regering. Det må helst ikke blive for russisk, hvilket er svært, når Sankt Petersborg ligger få timer fra grænseovergangen.
”Min holdning er, at hvis man vil bo her, og hvis man vil blive her, så bliver man nødt til at lære estisk. Mange russere har gjort netop det. Men det er også et problem, at esterne og russerne bor hver for sig og orienterer sig i hver deres retning. Esterne bruger estiske eller europæiske medier, men russere orienterer sig kun mod Rusland. Det er et stort problem. De får kun information fra Rusland, og det skaber en afstand mellem dem og os. De vokser fra hinanden, for de kan ikke forstå hinanden,” siger hun.
Hvordan har du det med den nuværende situation. Er du bange for Rusland?
”Jeg prøver ikke at tænke på det. Jeg voksede op i Sovjetunionen. Jeg er uddannet russisklærer. Hele mit liv har jeg kommunikeret med russere, jeg ønsker ikke en konflikt med et folk, jeg kender. Nogle gange frygter jeg, at noget vil ske, men så prøver jeg at skubbe det væk. Jeg tror, det bliver bedre, for den yngre generation er på vej, og den taler begge sprog.”
Om vinteren ligner Estland sit flag. I bunden er sneen hvid, i midten er skoven sort, i toppen er himlen blå. De skove, der begynder her, fortsætter østpå, indtil Sibiriens tundra tager over om nogle tusinde kilometer. Det er hundredåret for landets selvstændighed efter Første Verdenskrig, og langs gaderne i hovedstaden hænger blå skilte, som markerer det. Sydpå næsten på grænsen til Letland og langt inde i den øjensynligt uendelige skov ligger den ombyggede sovjetiske missilbase, hvor de danske soldater er på øvelse.
Der er også britiske og estiske soldater, som bor i små barakker og lever af fed, oliedryppende mad tre gange om dagen, men danskerne sover i telte. Om natten bliver her så koldt, at det er svært at falde i søvn, men marts er trods alt varmere, end da soldaterne ankom i januar.
Holm fra første gruppe viser mig sit gevær, et M/10, der normalt vejer omkring fire kilo, men han har en granatkaster siddende under løbet på sit, så hvad angår både vægt og drabelighed, er der lidt mere på spil her.
”Mit er lidt tungere. Det er sjovt, at det er den mindste i gruppen, der har det tungeste våben, ikke?” siger han.
Holm er lav, men han er bred og har skæg og hår som en viking. Han er en vigtig mand i gruppen især socialt. De tager deres udstyr på. Hjelm, vest, ekstra magasiner, forskellige små tasker med førstehjælp og granater. Deres støvler larmer i mudderet på vej over til øvelsesterrænnet lidt længere inde i skoven. Vandpytterne er frosset til is. Klokken er et om eftermiddagen, og det er dagens anden øvelse ud af tre.
Estlands eget forsvar er et såkaldt mobiliseringsforsvar, det vil sige, at det mest beror på, at tidligere værnepligtige er klar, hvis det spidser til. De 200 danske og 800 britiske soldater vil ikke kunne stille meget op, hvis det rent faktisk kom til en russisk invasion, men det er for så vidt heller ikke pointen med styrken, for den skal i højere grad agere snubletråd, forstået på den måde at hvis russerne angriber, så går de også i krig med hele Nato og ikke bare med et enkelt Nato-land.
I øvelsesterrænnet står den øverstkommanderende for samtlige danske styrker i Estland, oberstløjtnant Carsten Winther. Han står i vejen.
”Carsten, kan du ikke lige flytte dig?” spørger en soldat, og Winther, en venlig mand, flytter sig, så soldaterne kan angribe den lille klynge huse, som de har gjort flere gange hver dag i fire dage, og som de skal gøre igen og igen resten af ugen. Carsten Winther har et imponerende overskæg og står og vipper lidt på fødderne.
”Øvelser som denne her handler om at få arbejdet ind på rygraden. Vi gør det samme igen og igen, det gjorde vi også i Helmand. Arbejdet skal kunne gøres instinktivt, ellers dør der for mange,” siger han.
Kritikken af, at den danske styrke næppe kan stille meget op over for en massiv russisk invasion, har kørt hjemme i Danmark, lige siden soldaterne tog til Estland, men det er ikke noget, der fylder her. Soldaterne anser risikoen for forsvindende lille. Ingen regner med at skulle i krig. Og så alligevel mærker man deres parathed.
”Vi har jo skarp ammunition med,” siger Christian Winther og stopper kort op som for at banke pointen helt ind: ”Hallo. Snubletråden er reel. Vi er her for at afskrække og vise solidaritet. Den mission bliver løst med hardware.”
Da vi senere får fat i forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) på en telefon, giver han udtryk for det samme:
”Vi står last og brast med hinanden. Vi forestiller os ikke, at vi ville kunne stoppe en invasion, men vi vil signalere til russerne, at forsøger de noget her, så udløser det et modangreb fra et samlet Nato.”
Er den danske styrke så mest af alt symbolsk?
”Nej. Det er en håndgribelig tilstedeværelse, som esterne sætter stor pris på. Vi sender et meget, meget tydeligt signal til Putin og hans folk om, at de skal passe på med at lege med ilden.”
I udkanten af hovedstaden Tallinn få kilometer fra centrum ligger et slidt pakhus bag en rusten låge. På den anden side af vejen ligger en stor industrihavn, og nogle mænd går rundt og svejser på et skib i den lave aftensol. Irina og Alexei Esakov kører ind ad den mudrede og hullede indkørsel og parkerer ved pakhuset.
De to er gift, det har de været i mange år, sammen har de den 24-årige datter Anna, og deres barnebarn, Annas lille datter, er også med i bilen. For fire år siden grundlagde Irina og Alexei organisationen Dobrosvet, der indsamler nødhjælp til de russisksindede østukrainere, som på grund af borgerkrigen i Donbass-regionen mangler medicin, tøj og mad.
Dobrosvet samler nødhjælpen i pakhuset og kører det med hjælp fra den russiske motorcykelbande ’The Night Wolves’ til Rusland, hvorfra det bliver transporteret sydpå, ind over grænsen til Ukraine og til Lugansk, en af hovedbyerne for oprøret.
”Jeg så i russisk tv, hvordan krigen gjorde det umuligt for mennesker i Donbass at leve.De er også russere, de er også vores folk. Vi bliver nødt til at hjælpe dem,” siger Irina Esakov, da vi er kommet indenfor.
Vi spiser søde småkager ved et bord lavet af paller. Selvom hun er ester, taler Irina Esakov russisk. Næsten en fjerdedel af Estlands befolkning er etniske russere, og mange af dem taler udelukkende russisk.
De bor i Estland, fordi russere under Sovjetimperiet blev flyttet ud i de forskellige sovjetrepublikker for at ’russificere’ dem, og da unionen faldt, stod de tilbage i en rus af nationalisme, som de ikke kunne være en del af. De og deres efterkommere har stået dér lige siden.
De føler sig stadig marginaliserede.
Det store russiske mindretal er et betændt politisk emne i Estland, fordi skiftende regeringer har frygtet, at de kan blive en undskyldning for en russisk intervention, ligesom den man så på Krim, hvor Putin i sin tale bedyrede, at han blev nødt til at ’beskytte’ de etniske russere fra en påstået fascistisk ukrainsk regering.
I Estland har myndighederne i de senere år lukket russiske skoler, grundlagt en ny, russisksproget tv-kanal, som ser på verden med et ekstra kritisk og vestligt blik, og stiftet et regulært sprogpoliti, hvis job det er at kontrollere, at især offentligt ansatte kan tale estisk. Skellet mellem etniske estere og etniske russere vokser. Det er den virkelighed, som Irina Esakov taler ind i.
”Jeg forstod, at vi kunne få samme situation her i Estland som i Ukraine. De russiske skoler lukkede også i Ukraine, det bliver sværere og sværere at være russer. Man kan græde, men det ændrer jo ikke noget. Jeg vil ændre noget. Vi forstår godt, at det er Estland nu, men for os er det også stadig Rusland.”
Dampen fra Irina Esakovs ånde hænger i den kolde luft. Hun fortæller om Bronzenatten, et historisk øjeblik i det moderne Estland. I april 2007 opstod der voldelige demonstrationer i Tallinn, fordi regeringen besluttede at flytte et sovjetisk krigsmonument, Bronzesoldaten, fra sin placering i midten af byen til en militærkirkegård i udkanten af den.
De etniske estere så monumentet som et symbol på den sovjetiske besættelsesmagt, mens den for de etniske russere var et symbol på sejren over nazisterne i Anden Verdenskrig. Statuen var anledning til mange skænderier og konflikter. Så besluttede regeringen at flytte statuen.Og så begyndte slåskampen.
Der gik rygter om, at unge russiske mænd blev kørt ind i busser for at deltage i optøjerne. Konflikten eskalerede, da den daværende estiske premierminister, Andrus Ansip, offentligt genfortalte en vandrehistorie om, at de sovjetiske soldater, der angiveligt lå begravet under monumentet, havde mistet livet, fordi de drak sig fulde og ved et uheld blev kørt over af en sovjetisk tank.
De russiske medier sprang på historien og skrev, at Ansip havde været nedladende over for sovjetiske veteraner. Kampene i Tallinn fortsatte i tre dage og nætter. En døde, over 1.000 blev arresteret, men statuen blev flyttet i sidste ende. Nu står den på kirkegården omgivet af overvågningskameraer.
”Siden da har vi holdt os væk fra politik. Vi har måske trukket os lidt tilbage fra samfundet. Efter Bronzenatten forstår vi, at vi ikke kan være en del af samfundet på lige fod med esterne. Nu ser vi Nato-fly over Tallinn. Det er ikke normalt. Hvad foregår der? Det er, som om de gør klar til at føre krig,” siger Irina Esakov.
Da emnet falder på de danske Nato-soldater, der er udstationeret i Estland, bryder Alexei Esakov, som indtil da mest har gået rundt pjattet med sit barnebarn, for første gang ind på engelsk og med tung accent.
”Verrry bad.”
Hans kone tager over:
”Vi frygter, at det er i Estland, at en krig mellem USA og Rusland bryder ud. Det bliver her, den starter. Det tænker vi da på. Og når krigen kommer her, så er det slut. Så er det slut for os. Vi har ikke brug for Nato her."
Familiens afspejler den russiske holdning til forsvarsalliancen i Baltikum. Lytter man til Rusland, så er det Nato, der er aggressoren, og Vesten, der med øget tilstedeværelse østpå kryber ind i Ruslands interessesfære og nærmere landets grænser, både fysisk og i overført betydning. Nato kalder Rusland en skurk, men Rusland føler sig omringet og kalder Nato noget lignende.
Den russiske viceudenrigsminister, Alexander Grushko, sagde sådan her til det russiske nyhedsbureau TASS i april:
”I mange år var europæisk sikkerhed baseret på tilbageholdenhed. Der var aldrig noget militært aspekt i vores forhold til vores naboer, som nu har taget den mest radikale holdning til Rusland – de baltiske stater, for eksempel. På grund af Nato er vi nu nødt til at håndtere et militært aspekt. Det var deres valg, det var dem, som overskred den røde linje.”
Få dage senere protesterede etniske russere i nabolandet Letland, hvor en fjerdedel af befolkningen ligesom i Estland har russisk blod i årerne. Regeringen har indført en lov, som bestemmer, at alle 16 til 18-årige skoleelever fra 2021 kun må undervises på lettisk.
Det russiske parlament, Dumaen, har reageret ved at kalde loven en overtrædelse af den russiske minoritets rettigheder. Parolerne fra demontrationerne i Letland er et ekko fra Krim. De etniske russere råber, at de ikke vil glemme, og at de ikke vil tilgive.
Under aftensmaden på den gamle sovjetiske missilbase taler vi om russerne. Gruppefører Jonas er glad for at være i Estland, for han er glad for at få trænet, og han keder sig ikke, selvom han, inden han tog afsted, måske lidt havde frygtet, at han ville gøre det. Dette er hans anden udsendelse.
Den første var i Afghanistan i 2014, og dernede blev han ældre i både krop og sjæl. Han fandt ud af, hvad han sætter pris på derhjemme, han fik sat nogle ting i perspektiv. En kø i supermarkedet, der før var irriterende, blev pludselig til ingenting.
Ville de danske soldater komme på dybt vand, hvis russerne alligevel kommer?
”Til et vist punkt. Men det er ikke, fordi vi går og tænker alt for meget over det. Hvis de kommer, så kommer de,” siger han.
Han taler langsomt, velovervejet.
”Det er der ingen af os, der tror, de gør. Det er der ingen af os, der håber, at de gør.”
De spiser færdigt. Så tager de deres udstyr på igen. Der er aftenøvelse. ■
LÆS MERE: "Hallo, kammerat, er du med os eller imod os?" Læs hele Flemming Roses essay om Vladimir Putin
