Lars Trier Mogensen: "Hvad kan en småstat som Danmark gøre med alle de mange milliarder, som politikerne for længst har afsat til militæret?" scroll-down

Lars Trier Mogensen: "Hvad kan en småstat som Danmark gøre med alle de mange milliarder, som politikerne for længst har afsat til militæret?"

Nederlaget i Afghanistan har sat skub i en stadig mere indadvendt strømning i dansk udenrigspolitik: Statsminister Mette Frederiksen sætter Danmark først.

Af Lars Trier Mogensen
Politik Euroman

Den aktivistiske udenrigspolitik er død. Nederlaget i Afghanistan har kastet de seneste 20 års forsvars- og sikkerhedspolitik ud i kaos og hjemlig forvirring. Lige så tydeligt det nu er blevet, at lille Danmark er nødt til at følge USA på verdensscenen i tykt og tyndt, lige så brutalt har det afsløret sig, at demokrati og menneskerettigheder ikke lader sig udbrede med våbenmagt.

Efter tre mislykkede krige i Afghanistan, Irak og Syrien er Danmark blevet bombet tilbage til start. Og vel at mærke uden så meget som konturerne af en ny idé om, hvilken rolle Danmark reelt kan og skal spille internationalt her i det 21. århundrede.

Den aktivistiske linje, som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) med brask og bram søsatte i 2001, har vist sig at være en illusion.

I praksis har det vist sig kropumuligt at opbygge nye nationer i ruinerne fra flere års angrebskrige, og realistisk set er der ingen på hverken Christiansborg eller ude omkring i resten af landet, som forventer, at Danmark i de næste mange år vil engagere sig militært i fjerne, fattige lande. Æraen for såkaldt ’humanitære interventioner’ er slut.

Modsætningen til idealisme er realisme. Og Danmark er i sandhed blevet ramt af et virkelighedstjek efter den desperate retræte fra Afghanistan: Hvad skal det nytte? Hvad kan en småstat som kongeriget Danmark fremover gøre med alle de mange milliarder, som politikerne for længst har afsat til militæret?

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har allerede præsenteret sit helt eget bud. Den 47-årige bornholmer har lanceret et sikkerhedspolitisk koncept, som dog næppe vil gå over i historien som Kofod-doktrinen: Han vil have en ”dansk udenrigspolitik, der er i øjenhøjde med de bekymringer og håb, du og din familie taler om omkring middagsbordet og på arbejdet.”

Som et ekko af traumet fra 1864 – hvor det efter tabet af Sønderjylland dengang hed ”hvad udad tabes, skal indad vindes,” berømt formuleret af forfatteren H.P. Holst – er Jeppe Kofod nu i færd med at udvikle en ny udenrigs- og sikkerhedsstrategi, som ”skal tage udgangspunkt i socialdemokratiske værdier.” Eller som statsminister Mette Frederiksen (S) mere fyndigt siger: Danmark først.

Realistisk set er den mest oplagte reaktion på de gentagne militære nederlag ude i den store verden da også, at Danmark trækker sig indad. Igen.

Siden regeringsskiftet i 2019 har statsministeren indtaget en stadig mere indadvendt og indenrigspolitisk drevet linje. Mette Frederiksen har bevidst valgt at optræde som den mest EU-skeptiske statsminister, siden Danmark meldte sig ind i EF i 1973. Hendes enegang med vaccinealliancen med den østrigske, konservative forbundskansler Sebastian Kurz og Israels daværende premierminister 
Benjamin Netanyahu har også vakt opsigt.

Se, hvad vi ellers skriver om: Christiansborg og Krig