Du kan læse Euromans portræt af Søren Pape her.
Jeg var teenager, dengang det var sejt at være konservativ. Så det gad jeg ikke være. Dengang i 1980’erne blev det mit oprør at stifte en lokal afdeling af Venstres Ungdom, som voksede så meget på et år, at jeg fik en flaske Gammel Dansk i belønning. Jeg var 16, liberal og fuldesyg i flere dage efter at have delt flasken med en partifælle, der siden gjorde politisk karriere og endda blev minister.
Jeg var til Uffe, ikke til Schlüter, ’parfumesælgeren’, for hvem ideologi var noget bras. Uffe Ellemann-Jensen derimod var frihedsorienteret, havde internationalt udsyn og EU-sokkerne rigtigt på, og så drillede han konstant de røde – både dem herhjemme og dem inde bag Muren. Det kunne jeg godt lide. Jeg gik rundt med en badge, hvorpå der stod: ’Visit the Russians before they visit you’.
Men jeg vidste godt, at Poul Schlüter var manden i spidsen. Uden ham, ingen Uffe. Det var Schlüter fra det i begyndelsen så klejne konservative folkeparti, der var bedst til at være venner med de andre borgerlige partier, og kun han var i stand til at samle dem i en firkløverregering med radikal opbakning. I løbet af 1980’erne eksploderede støtten til De Konservative, og Poul Schlüter blev en af de længst siddende statsministre, vi har haft.
Lige siden har De Konservative været på en mere og mere desperat jagt efter en arvtager til Schlüter-æraen, og indtil fornylig var jeg af den holdning, at eftersøgningsarbejdet nok ville stå på i nogle årtier endnu – hvis altså formanden Søren Pape Poulsen kunne holde partiet i live så længe. Men det var, indtil jeg læste denne kommentar fra Thomas Larsen, politisk analytiker på Berlingske:
”Mens Pernille Vermund fra Nye Borgerlige og Kristian Thulesen-Dahl fra Dansk Folkeparti er bekymret over Jakob Ellemann-Jensens holdninger i netop udlændinge- og værdipolitikken, ser de i stigende grad en allieret i Søren Pape Poulsen. Begge partiledere stoler i udpræget grad på Pape.”
Thomas Larsen trak en parallel til 1980’erne:
”Det er sket før, at en konservativ partileder er rykket forbi en Venstre-formand og er blevet det afgørende omdrejningspunkt i den borgerlige lejr. Spørg bare Poul Schlüter.”
Det er spekulativt, og De Konservative er ikke i nærheden af Venstres stemmetal, men han har ret. Selvfølgelig kan det ske igen. De Konservative er som det eneste borgerlige parti gået en smule frem siden valget i 2019, og Jakob Ellemann-Jensen, Uffes søn, har som ny formand for Venstre endnu ikke etableret sig som oppositionens ubestridte leder. Det efterlader et vakuum. Måske vigtigere endnu; den unge Ellemann har ligesom sin far heller ikke nære personlige og politiske bånd til sine borgerlige kolleger. Det handler om tillid. Den nyder Pape.
Under coronakrisen har Socialdemokraterne tilmed haft travlt med at rose Papes ’ansvarlige linje’ og ’autoritet’. Det skal nok ikke tages fuldstændig for pålydende. Det er nærmere ’giftpile’ mod Jakob Ellemann-Jensen, skrev Politikens analytiker, Kristian Madsen, for nylig:
”Socialdemokratiet håber at sætte lus i skindpelsen i den borgerlige blok og måske endda rejse tvivl om, hvem der er den reelle leder af oppositionen … Det er også en reel mulighed for Pape. Det skader aldrig at blive hævet op i Superligaen som mulig statsminister.”
Det er på den baggrund, at Euromans Jonas Langvad Nilsson har fulgt Søren Pape Poulsen i en periode, der kan få langvarig betydning for hans politiske muligheder. Vi stiller ham selvfølgelig også spørgsmålet: Kan du blive den nye Schlüter? Hans svar er undvigende, men han siger:
”Spurgte du en hvilken som helst partileder på Christiansborg, om de var klar til at gribe posten, så tror jeg, alle ville sige ja. Det håber jeg, for ellers har man da misforstået, hvad man sidder der for.”
Poul Schlüter blev den borgerlige samlingsfigur på en baggrund af økonomisk krise, stor arbejdsløshed og opbrud i verden. Nøjagtigt det oplever vi nu igen som følge af coronavirussen. Hvis den blå blok kan bruge tiden i opposition til at formulere en fælles linje for en grøn omstilling, en fornuftsbaseret udlændinge- og værdipolitik uden slinger og socialt ansvarlige, men vækstskabende velfærdsreformer, vil vælgerne komme tilbage over tid. Den burde da ligge lige til et konservativt højreben.
Jeg vendte i øvrigt hurtigt ungdomspolitikken ryggen. Jeg nåede frem til, at Schlüter havde haft ret hele tiden: Ideologi er ikke særlig brugbart. Vælgerne vendte med tiden også De Konservative ryggen. Sådan blæser de politiske vinde frem og tilbage. Lige nu vinder statsminister Mette Frederiksen og Socialdemokraterne på at have manøvreret Danmark gennem coronakrisen, men også det vil få en ende, og hvem står så klar til at tage over?
Alene det, at vi og andre stiller spørgsmålet, og at ingen synes at kunne give et svar, gør det interessant at finde ud af, hvad Søren Pape Poulsen har at byde på.
