Tre år i hælene på Tommy Ahlers: "Jeg kunne ikke ubetinget lide, hvad jeg var blevet til" scroll-down

Tre år i hælene på Tommy Ahlers: "Jeg kunne ikke ubetinget lide, hvad jeg var blevet til"

Det her er fortællingen om en mand, der har viet sit liv til at rykke. Rykke teknologi, rykke dogmer, rykke grænser. En iværksætterbegavelse, der troede, han skulle rykke den politiske kultur, som han rykker virksomheder på stribe. I en håndfuld turbulente år har Rune Skyum-Nielsen hægtet sig på, mens Tommy Ahlers’ drømme om at ændre Danmark rykkedes op ved rode.

Af Rune Skyum-Nielsen
Foto: Rasmus Weng Karlsen
Politik Euroman

"Tvivl er mere grusom end den værste af alle sandheder"

Fra 'Misantropen' af Molière

 

TOMMY AHLERS PRAKTISERER en slags tegnsprog for de uhæmmede. 

Når mundtøjet kommer i omdrejninger, følger gestik og krop uvægerligt trop.

Variationen er stor. Hans arme opererer synkront, spejlvendt, synkoperet og forskudt.

Det hænder, at en hånd går solo, mens den anden søger noget at knuge. En stak notater, en cigaretpakke, en kop, en mobil. Hvad som helst der måtte være inden for rækkevidde.

Med ujævne mellemrum bryder en dråbe spyt ud af den fossende talestrøm og fortsætter sin flugt i retning mod tilhøreren, alt imens fingrene danser, dirigerer, peger, knipser, trommer, banker og tapper i nærmeste bordplade. Hakker luften midtover eller høvler skiver af intimsfæren.

Det er med fagterne, som det er med resten af hans tempofyldte tilværelse. Den drives af begejstring og kører så godt som aldrig i ring. I stedet gør den nogle gevaldige krumspring, som de færreste, inklusive Tommy Ahlers selv, havde set komme mange øjeblikke forinden.

Jeg burde om nogen vide det, for jeg har i årevis søgt slipstrømmen på den arbejdsomme multimillionær og politiker. Draget af hans fremdrift, nysgerrighed og ubændige virkelyst, som holder folk omkring ham til ilden. Det er umuligt at sige, hvor man ender i hans selskab. Hvad det skal ende med. Han kan også tåle at blive spurgt om stort set hvad som helst, og det virker besnærende – ligegyldigt hvem man ellers interviewer.

Jeg har oplevet Tommy Ahlers kåd og nyforelsket, og – i tiden op til – på desperat jagt efter at blive netop det. Vi har bællet gule fadbamser, grønne shots og suget Blå Kings foran en rødglødende Ice Cube på Orange Scene. Diskuteret seksuel orientering og alle mulige andres nyfigenhed på sommerhusverandaen i Hornbæk, grint ad kampagnesloganer ved et mødebord hævet over Knippelsbro. Og mistroisk misset med øjnene, da bulletinerne lød om hans fantomvalg til Folketinget.

Vi har gudfrygtigt skrålet aftenmåltidet ind hos hans indremissionske forældre i Sønderjylland og skålet i champagne med tre nyforgyldte medinvestorer, mens resten af landet lå i dvale.  Plus det løse.

Ret beset er 45-årige Tommy Ahlers grådig af natur. Ikke at han svælger i sin formue eller flasher den materielle overflod, som der ville være rigeligt råd til.

Han repræsenterer en anden form for ærgerrighed. Vindertypen, der ikke helmer, når sejren hives i land, men i stedet opdyrker andre slagmarker at søge indflydelse og forandring på. Med en kammerats flotte ord ejer Tommy Ahlers ’den protestantiske etik, der skal til for at udføre et stykke arbejde til almenvældets gode. Ikke bare til en suboptimering af sin egen position.’ Selv har han i årevis sagt, at han føler en pligt til at gøre så meget forskel, som han overhovedet kan komme til.

Lige meget hvad er Tommy Ahlers legemliggørelsen af et sjældent dyr i den danske erhvervsjungle: Serieiværksætteren, der flere gange har kunnet lugte og forvandle idéer – i mindst ét tilfælde blot idéen om at få en god idé – til det pure guld.

Men som i legenden om Kong Midas kender lykken sine begrænsninger, og det herskende medieportræt fortæller kun den halve sandhed. 

Igennem de seneste par år er en tiltagende flok forræderiske skyer krøbet ind over Tommy Ahlers’ plads på solsiden. Det intense engagement har det med at flimre for helt at forsvinde, og så er han pludselig en anden. Mellemfornøjet og utålmodig, hvileløs og bekymret, presset og pessimistisk.

Parallelt med at Venstre har mistet indflydelse, og de interne kriser årelader vælgerskaren, nager tvivlen med stadig kortere mellemrum. Drømmen om at ændre det bestående til noget bedre er stadig ædel. Men var det formålstjenligt, da han overnight meldte sig ind i Danmarks Liberale Parti, solgte ud af bestyrelsesposterne og gik all-in på den lovgivende statsmagt? Det er det, der er det store spørgsmål. Det, der spøger for fuldt blus.

Som nybegynder på Christiansborg synes lærepengene dyrere end nogensinde, og vendes blikket mod fremtiden, er trøsten til at overskue. Selvom han gav sig selv 10 år til at indfri sine tårnhøje ambitioner, er han længere fra dem, end da han begyndte i 2018.

Tommy Ahlers er mere end bare i tvivl. Han overvejer, om han bruger sin tid og sit liv optimalt. Om det er her, han kan gøre den største forskel.

”Essensen i vores snakke,” som han siger, ”den er vel, at jeg troede, jeg skulle forandre politik. I stedet er det politik, der forandrer mig. Og jeg kan ikke ubetinget lide, hvad jeg er blevet til.”

Bliv medlem, og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr. om måneden
Prøv 14 dage gratis uden binding
Kom igang her Allerede medlem? Log ind her Euroman Premium
Opret dig gratis her