Latteria di Livigno

Til mejerientusiasten. Eller dem, der måske bare sætter pris på en god, lagret ost eller en kugle hjemmelavet italiensk is. I den ene ende af byen – på Mottolino-siden – ligger Latteria di Livigno, som er mejeri, restaurant og dagligvarebutik på én og samme tid. Det begyndte som en sammenslutning mellem en række lokale landmænd og er nu blevet et sted, der forener landbrug og turisme.

I turistområdet er det muligt at få en tur med lydguide og smagsprøver, men nysgerrige sjæle kan også selv gå på opdagelse i de store vin-duespartier ned til produktions- og modningslokalerne. Her bliver der knoklet fra kl. 4 om morgenen til kl. 11 om formiddagen.

Helt så tidligt slås dørene dog ikke op for gæster, der er velkomne fra kl. 8-19. Prøv en af deres oste, der er modnet i mindst 180 dage, smag deres karakteristiske vaniljemælk eller haps en isdessert. Udvalget er ikke knapt. Det er is, kaffe og kakao i alle afstøbninger og blandinger. Men så er det jo godt, at man altid kan komme igen.

Aquagranda

I det kæmpestore Aquagranda kan du smide dig i saunaen eller dampbadet, eller du kan få pulsen højt op i fitnesscentret. I det næsten 10.000 kvadratmeter store center ved Lago di Livigno i den nordlige ende af byen er der noget for enhver smag.

Mens du toner dine biceps, styrker kredsløbet eller får løsnet spændingerne, kan du indtage Livignos smukke landskab gennem de store panoramavinduer. Hvis ungerne går efter lidt mere Lalandia-vibe, skal du tage dem med over i Slide & Fun-området. Som navnet antyder er det rutsjebanesjov for alle pengene.

Apropos penge: Prisen for indgang og adgang til alle områder pr. person for en dag er cirka 300 kroner.

Pizzoccheri (& Bombardino)

Det ser ikke umiddelbart synderligt indbydende ud, men det er hofretten i Livigno – og den smager fantastisk! Pizzoccheri er navnet på denne bastante bonderet, som skal mætte og varme, og det gør den også, skulle jeg hilse at sige.

Pizzoccheri er en slags pasta, der er lavet af boghvedemel og har form som tagliatelle. Pastaen forenes med kål, kogte kartofler i terninger og ost, ost og atter ost i en fortryllende pærevælling. Oven på en lang skidag skal sådan en omgang nok genopfylde dine depoter. Belønningen efter en aktiv dag i den kolde sne kan også være drinken Bombardino, som direkte oversat betyder ’Bomben’.

Mixturen af fløde, sukker, cognac, mælk og æggelikør, der blev opfundet i det nordlige Lombardiet, serveres varm med flødeskum på toppen.

Sunrise/Fresh Track Experience

Er du A-menneske og en sucker for nypræparerede pister, så er Fresh Track Experience et absolut must.

Hver tirsdag og torsdag mellem kl. 7 og 8.30 mødes man ved bunden af liftsystemet ved Livigno Centro, mens det stadig er mørkt. Lokale skiinstruktører kan hjælpe dig med tips og tricks. Et særligt liftkort sikrer dig adgang til kabineliften Livigno Centro og stoleliften Valandrea Vetta, mens byen stadig sover. Og så er det ellers bare om at sætte dine spor i den knasende sprøde, uberørte sne. Bogstaveligt talt.

I en halvanden times tid har du de blå og røde pister for dig selv, inden hele skisportsstedet åbner for syvsoverne. På det tidspunkt sætter du dig til rette på restauranten Costaccia midt på pisten – klar til at fordøje oplevelsen med en overdådig og ikke mindst velfortjent morgenmadsbuffet. Prisen for hele molevitten er cirka 250 kroner per person.

Euroman var inviteret af Livigno Turistkontor.

Stå i proernes spor

Skiferier er ikke altid køjesenge presset ind på færre kvadratmeter, end man troede muligt, bløde pommes frites, slatne germnknödeler og skamstegte wienerschnitzler.

Val Gardena leverer beviset. Det norditalienske skisportsområde kan prale af 1.200 kilometers løjper i Dolomitterne, og fordi der faktisk bor mennesker her året rundt, er det muligt at bo ordentligt og spise lækker, lokal mad. Her er otte anbefalinger fra Mie Christensen.

Gin & tonic i 2,5 kilometers højde

I Seceda ligger restauranten Sofie. Området er kendt som Val Gardenas ’solside’, og her kan du nyde restaurant-ejeren Markus Prinoths hjemmelavede gin ved navn GIN 8025, som bliver serveret med tørrede enebær og smager ekstra godt efter et par timer på ski.

Hvis man er mere til vin, har restauranten også en veludrustet vinkælder, der blandt andet tæller Brunello-vine. Husk også at bestille de hjemmelavede grissini-stænger med parmaskinke til.

Via Mastlè 64, 39047 Santa Cristina

Kør i verdensmestrenes spor

Siden 1970’erne har Val Gardena været vært for FIS World Cup. Her samles tusindvis af verdens bedste skiløbere på en af Europas mest berømte pister, Saslong, for at konkurrere om guldet i styrtløb, hvor de med hastigheder på op mod 170 km/t flyver hen over pistens to pukler.

I tiden efter verdensmesterskaberne, der afholdes i midten af december, er pisten åben for alle skiløbere og snowboardere, og her har du mulighed for selv at opleve suset af at køre den godt tre kilometer lange distance.

Michelin-anbefalet mad i Ortisei

I landsbyen Ortisei ligger Tubladèl – en restaurant med en hyggelig atmosfære holdt i vaskeægte alpin-stil med træbjælker på vægge og lofte. Du får særdeles velsmagende og smukt anrettede måltider til mellem 43 og 90 euros for tre retter. Vælg fx en af mange udskæringer, som tjeneren gerne præsenterer for dig.

Kødet serveres på en sydende lavasten, hvorpå du kan gøre kødet præcis så stegt, som du ønsker, og serveres med fire forskellige salte – herunder Himalaya-salt, lava-salt, flagesalt fra New England og salt fra Hawaii. Er man ikke den store kødspiser, kan deres cremede trøffelrisotto også varmt anbefales.

Via Christian Trebinger 22, 39046 Ortisei

Kør (næsten) et maraton på ski

Den mest berømte rute i Dolomitterne er La Sella Ronda – 37 kilometer, som foruden Val Gardena fører dig igennem dalene Badia, Fascia og Fodom og de tre provinser Sydtyrol, Trentino og Belluno. Distancen er lang, men let øvede bør kunne være med – og uanset om man vælger at tage ruten med eller imod uret, er man godt hjulpet på vej af skiltningen og det velfungerende liftsystem, der binder hele området sammen.

Turen tager omtrent seks timer.

Frokost med udsigt

Vælger man at køre Sella Ronda med uret, kan man passende stoppe til frokost på Al Sella, som er hotellet Passo Sella Resorts restaurant. Restauranten har en helt fantastisk udsigt over bjergene og et enkelt, men lækkert udvalg på menukortet.

Start for eksempel med en forret i form af parmaskinke og andre kødudskæringer samt et udvalg af oste, og prøv deres stegte blæksprutte til hovedret. Husk at bestille bord.

Passo Sella 2, 39048 Selva di Val Gardena

Morgenmad på toppen

Hver tirsdag indtil slutningen af marts arrangerer Dolomites Val Gardena morgenmad på Danter-cepies Mountain Lounge, hvorfra du i 2,3 kilometers højde kan nyde din morgenkaffe med en fænomenal udsigt til bjergene. Turen starter klokken syv om morgenen ved Dantercepies-gondolen.

Efter morgenmaden har du mulighed for at køre ned ad de dagligt, nypræparerede pister. Hele oplevelsen koster cirka 30 euro og bestilles gennem Dolomites Val Gardena.

Passo Gardena, 7, 39048 Selva di Val Gardena

Frisk fisk hos Rifugio Comici

Man forbinder ikke umiddelbart frisk fisk med højderne i bjergene, men på Rifugio Comici kan du få anretninger som tigerrejer, friturestegt blæksprutte, laks og dybstegt, hvid fisk, som passende kan nydes med et glas hvidvin. Husk at reservere en af deres udendørs båse, som kan drejes 360 grader rundt, så du kan opleve den fulde udsigt.

Str. Plan de Gralba 24, 39048 Plan De Gralba

Kom hjem til wellness

Drop køjesenge og kufferter stablet ovenpå hinanden, og forkæl dig selv på Hotel Savoy Dolomite Luxury Spa Hotel, hvor bor du i flot dekorerede og rumlige værelser. Her kan du også prøve faciliteter som massage, indendørs og udendørs pool, tyrkisk bad og sauna – de to sidstnævnte er fællesfaciliteter, hvor både mænd og kvinder smider tøjet. Lige ved siden af hotellet kører der en skilift.

Billigste værelse med plads til to personer kan i højsæsonen fås til cirka 2.200 kroner, i lavsæsonen cirka 1.500 kroner.

Ciampinei Str. 36, 39048 Selva

Euroman var inviteret af Val Gardena Dolomites og Atlantic Link.

De riges legeplads

Sneen daler, og vejen snor sig i hårnålesving. Lysene i dalen funkler i mørket, mens chaufføren langsomt bestiger bjerget og passerer den ene sneklædte hytte efter den anden. Vi er kommet til de schweiziske alper og er på vej op mod ørnereden. For de rige og berømte. For de smukke og selvforkælende.

Britiske og svenske kongelige og vores egne kronprins Frederik og kronprinsesse Mary har været her. Det samme har Beckham-familien, Jamie Oliver og Ed Sheeran. ’The Lodge’ er milliardæren Richard Bransons luksuriøse tilholdssted i de schweiziske alper, og han har haft Leonardo DiCaprio og Jude Law boende. Der er endda stjernedrys over liftsystemet, hvor to af liftene er opkaldt efter Diana Ross og James Blunt.

Verbier er ’de riges legeplads’, som en dansk fast feriegæst siger, da vi fordriver tiden med småsnak i en kabinelift. Det er i så fald en stor, snehvid legeplads. Et eftertragtet fix for dygtige, nysgerrige, eventyrlystne, adrenalinsøgende skijunkies. Hver femte besøgende er såkaldte freeriders, der udelukkende helliger sig offpist-disciplinen.

Verbier er en del af ’De fire dale’, som binder feriestederne Verbier, La Tzoumaz, Bruson, Nendaz, Veysonnaz og Thyon sammen, og med sammenlagt 410 kilometer pister tilbyder ’De fire dale’ nærmest ubegrænsede muligheder for ski randonnee i urørt sne og med mageløse naturoplevelser.

Ski randonnee betyder, at man går op ad bjerget og står på ski ned. På opstigningen er skiene forsynet med skind på undersiden af brædderne, som sikrer, at man ikke pludselig glider nedad i sine bestræbelser på at nå toppen, mens den særlige binding gør, at hælen kan løftes – ligesom i langrend.

På toppen river man skindene af og kører ned ad uberørte bjergsider. Det er en form for skiløb med endeløse muligheder, som appellerer til skiløbere, der søger nye udfordringer.

Det er meget almindeligt at hyre sin egen personlige mountain guide – nogle gør det endda for hele sæsonen, hvis de finder tid og ikke mindst kapital til at blive hængende så længe – og når man så lige henleder opmærksomheden på, at dagslejen ligger på 600 schweiziske franc, ca. 3.900 kroner, ja, så koster det altså knapper. Men knapper flyder som vin i Romerriget her i det sydvestlige Schweiz, og det er altså prisen på et levende skattekort til de ypperste offpist-juveler.

Det er en lidt blæsende dag i Verbier, da min guide Guy-Robert og jeg en morgen stævner ud fra skiudlejningen ved Médran-liftsystemet i hjertet af landsbyen. Her kan du hoppe i kabiner, der tager dig op af bjerget eller ned til Le Châble ved foden af bjerget, hvor der i øvrigt ligger en togstation.

Fra Le Châble kan man tage bus eller kabelbane op til alpehytterne – de såkaldte chaleter – i Verbier, der ligger i 1.500 meters højde. Vi står dog på en shuttlebus, der fragter os til området Savoleyres. Dels på grund af vejret, men det er også et godt sted, hvor undertegnede kan starte blødt ud og banke rusten, som der indrømmet er, lidt af.

Soundtracket denne morgen består af spredte, men distinkte brag. Fremprovokeret af dynamitagtige eksplosioner, der tester for lavinefare i området.

”Man kan mærke, at det sitrer i hele byen, når det har sneet meget, og man ved, at det næste dag vil blive stille vejr med sol. Så taler alle om det, og om hvordan de skal ud at køre i morgen,” siger Vincent Riba fra Verbier Promotion med en begejstring, der indikerer, at han er klar til at gøre de såkaldte Powder Days, som de kaldes hernede, til helligdage, hvor man har fri til at spænde skiene på og folde vingerne ud.

I dag kan man ikke helt sige, at vejret opfylder kriterierne for en af de ophøjede skidage. Solen er i skyernes fangenskab, og det fyger på toppen. Sneen er dog rigelig og lækker. Vi kaster os ud i den i Savoleyres, hvor kabineliften hoster os ud i 2.354 meters højde. De blå og røde pister fører os ned til dalen La Tzoumaz via lange, behagelige pister, der er som skræddersyet for let øvede og rustne skiløbere.

Guy-Robert peger ned fra vores stolelift, da en håndfuld skiløbere kommer ud fra skoven under os:

”Du kan se folk køre offpist. Dét er Verbier. Folk vil hellere stå på ski væk fra pisterne end på pisterne – det handler om at lave friske spor i offpisten.”

Så det gør vi også. Snor os ind og ud mellem offpist og pist. Mellem dyb, blød puddersne og nydeligt præpareret sne. Tungen står selvfølgelig lidt mere lige i munden på mig, når vi bevæger os ud på de krævende kurver. Lift op. Ingen kø. Gentag. Bjerget er vores.

På familiestedet La Marmotte spiser vi en velfortjent frokost med en god gedigen, schweizisk røsti som hoved-attraktion – flankeret af en rundhåndet mængde bacon og spejlæg på toppen.

Restauranten er en lokal og for turister ikke nødvendigvis kendt lækkerbisken midt på bjerget, hvis man tager turen på tværs fra Savoleyres mod Verbier. I den hyggelige kulisse under træbjælkerne uddeler de to døtre, der for et par år siden overtog stedet fra deres far, kindkys til stamgæsterne, og den er bestemt et besøg værd, når man skal have depoterne fyldt op inden eftermiddagsprogrammet. I ægte Verbier-ånd skal man naturligvis køre offpist det sidste stykke vej til og fra restauranten.

Efter at have besejret det bastante stykke schweiziske cuisine kører vi videre på tværs med kurs mod det pisterige område, der ligger lige oven for selve byen Verbier.

Vejret er klaret lidt op, så liftene lidt højere oppe på bjerget er kommet i omdrejninger. Det er dog stadig ikke muligt at nå til den højeste top i ’De fire dale’, Mont Fort, som tårner op i 3.330 meters højde med lutter sorte nedkørsler omkring sig. Herovre er der lidt flere udøvere på skråningerne. Som vi bestiger bjergsiden i det sammenvævede liftsystem, springer et af de andre store trækplastre i øjnene, nemlig courloirs-skiløb.

Courloirs er fransk for korridor og er en betegnelse for skiløb i stejle og smalle kløfter omringet af klipper.

Fra liften kan vi se flere personer sno sig mellem klipperne, der blotter sine tænder i vinterlandskabet. Det siger forhåbentlig sig selv, at courloirs er nedfarter for eksperter og erfarne skiløbere, men er man til den slags, skal man absolut tage til Verbier.

”For dygtige skiløbere er Verbier et af de bedste skisportssteder i verden, fordi det er så mangfoldigt og udfordrende,” siger Guy-Robert, der også selv slynger sig ned gennem disse courloirs, når han kan komme til det.

Hvert år afholdes finalen i Freeride World Tour på det klipperige bjerg Bec des Rosses, der troner over landsbyen, så der er også inspiration at hente her, hvis man har en courloirs i maven.

La Chaux, der ligger 2.260 meter over havets overflade, er udgangspunktet for skiløbet resten af dagen med afstikkere til Attelas og Fontanet i henholdsvis 2.727 og 2.482 meters højde. De røde pister er i klart overtal.

Ved La Chaux finder man desuden snowparken i Verbier. Beliggenheden gør, at den ofte er badet i sol, og stoleliften Chaux Express lige oven over parken fungerer som en slags personlig tjener, der sørger for, at man hurtigt er klar til at give sig i kast med forhindringerne igen. Det er med andre ord legeland for freestylere, og der er kickers og rails til både nybegyndere og blærerøve fordelt på de forskellige linjer.

Grøn og blå er for begynderne, mens de mere erfarne luftakrobater kan slå sig løs på den røde eller sorte linje.

Sneen er god, og vi dribler ud og ind mellem offpist og pist.

Schweizeren, der er i begyndelsen af 30’erne, lyser nærmest op som et forventningsfuldt barn juleaften, når han med sin fransk-engelske accent stiller spørgsmålet ’more fresh tracks’?

”Ja, selvfølgelig,” svarer jeg.

Selv om den dybe sne i offpisten gør sit bedste for at opsluge os, pløjer vi os gennem det hvide dyb, stopper og betragter stolt vores spor i sneen. Man kan sige, at de friske spor er offpist-skiløbets svar på at pisse territoriet af. Der er en slags prestige forbundet med det. Og det kan man også mærke på vores lokale ven.

Dagens sidste tur går gennem smalle pister i skoven. En naturskøn nedfart mod Médran. De sneklædte trætoppe åbenbarer hist og pist store alpehytter, der er så inviterende, at man nærmest kan smage den iskolde bajer på terrassen efter en lang dag på ski.

Guy-Robert og jeg skyller dagens indtryk ned på Fer à Cheval, som betyder hesteskoen. Et afdæmpet, hyggeligt, træindhyllet og populært sted at runde en skidag af i Verbier. Lige på Rue de Médran, der er en af hovedgaderne i landsbyen med cirka 3.000 indbyggere. Vi har leget færdigt for i dag på de riges legeplads.

Euroman var inviteret af Verbier/Val de Bagnes Turistkontor.