Store dele af Camilia Soltani og Jesper Vestergaard Larsens opvækst og vej til krimijournalistikken ligner hinanden.
Begge kommer fra kår, hvor de blev konfronteret med Danmarks under- og oververden. Camilia Soltani på Vestegnen, Jesper Vestergaard Larsen i et socialt boligbyggeri i Herlev.
De så dele af deres ungdomsårgang falde hen i kriminalitet. Og blev betaget af at forsøge at forstå de mennesker, der endte i bander, som narkosælgere og indbrudstyve.
Som krimijournalister har de dækket nogle af landets mest opsigtsvækkende kriminalsager – fra terrordrab og bandekonflikter til forsvundne piger og fejl i retssystemet - og nu er de gået sammen om det ugentlige krimiprogram Søgelys på Viaplay.
Tidligere har Camilia Soltani i lyddokumentaren 'Mysteriet om Kris' undersøgt sagen om Marianne Kristine Egeberg, der var tidligere landstræner Morten Olsens forlovede, og som forsvandt på en færgeoverfart i 1978, mens Jesper Vestergaard Larsen har udgivet bøger og podcasts om mordet på Emilie Meng.
Men de har også oplevet, at arbejdet sætter spor.
”Emilie Meng-sagen blev en besættelse for mig. Jeg kunne ikke slippe den – og det skal man undgå. Sagen udviklede sig konstant med nye oplysninger og teorier. I syv år var jeg besat – og da jeg endelig slap den, blev Philip Westh anholdt og tiltalt. Og så startede det hele forfra,” siger Jesper Vestergaard Larsen.
Hvordan håndterer I de ofte svære sager, I sidder med?
CS: ”For seks år siden begyndte jeg at bruge krisepsykolog. Jeg var højgravid og i gang med en dokumentar om kvinder, der slår ihjel. En af de sager, vi omtalte, handlede om en kvinde, der fik 10 års fængsel for at slå sin kæreste ihjel – det var en ældre sag, så hun havde afsonet sin straf og var ude igen. Hun fik fat i mit telefonnummer, og det udviklede sig til 14 dage i helvede. Hun, en dømt morder, ringede ofte og truede med at skære halsen over på mig. Hun ville have dokumentaren lagt ned. Selvom jeg var grebet af produktionen, og det lykkedes os at tale hende til ro, kom der en efterreaktion, hvor jeg rakte ud til en krisepsykolog, som jeg siden har brugt flere gange.”
JVL: ”Da jeg startede på B.T., blev jeg lært op af en krimijournalist, der var fugleinteresseret. Udover at være på jagt efter krimihistorier var han altid på jagt efter den næste fugl. Jeg så det lidt som noget, han gjorde for at bevare fornuften. Det blev et pejlemærke for mig: At jeg også skulle hellige mig noget andet ved siden af krimistoffet. Jeg passer min have og tager ud i naturen, laver kunst og spiller guitar.”
Hvilke sager har påvirket jer mest?
CS: ”Terrorsagen (terrorangrebene i København i 2015, red.). Jeg interviewede Dan Uzans far (Dan Uzan mistede livet under angrebet på synagogen i Krystalgade, red.), og han mindede mig om min egen far. Det rørte mig dybt. Jeg var også hjemme hos søsteren til Louise Borglit, der blev dræbt, højgravid, i 2016. Hun mindede mig om min egen søster, og jeg fældede en tåre under mødet. Jeg bliver påvirket af de mennesker, jeg møder, som ofte har oplevet nogle forfærdelige ting eller mistet nogen, de elsker.”
Hvordan møder man en pårørende eller et offer, der står midt i deres største sorg?
CS: ”Det kræver forsigtighed, tålmodighed og respekt. Jeg ringer ikke bare og spørger, om jeg må interviewe dem – jeg mødes med dem, drikker kaffe og prøver at gøre dem trygge. Jeg forsøger at blive deres ven, og jeg har ofte kontakt med dem efterfølgende.
I 'Mysteriet om Kris' brugte jeg to år på at tale med Kris' søster, før hun var tryg nok til at være med. Min opvækst på Vestegnen har været en styrke, fordi jeg har mødt alle slags mennesker – både velhavere, hårdt ramte og dem med forældre med misbrug eller kriminalitet.”
Gør I noget anderledes, når det er gerningsmændene, I sidder overfor?
JVL: ”Når det handler om Philip Westh og den dømte for mordet på Louise Borglit, forelægger vi gennem en advokat, så de får mulighed for at udtale sig. Når jeg interviewer folk fra den kriminelle underverden, oplever jeg ofte, at når man får dem på tomandshånd, kan man have en udmærket snak. Men de fortæller ikke altid hele sandheden.”
CS: ”Tilliden er anderledes. Men selvom de har begået et drab, skal de have mulighed for at fortælle, hvordan de er endt der. Nogle er klar til at snakke, andre bliver vrede. Jeg forsøger at forholde mig til dem som mennesker – ikke som deres gerninger.”
Hvordan påvirker jeres arbejde jeres privatliv?
CS: ”Min mor er ikke fan af mit arbejde. Hun ville ønske, jeg lavede 'X Factor' eller 'Landmand søger kærlighed'. På samme måde kan min partner godt have paraderne oppe. Han er meget opmærksom på, at døren er låst, og at jeg skriver, når jeg kommer hjem. For mig er det blevet mere eller mindre hverdag. Jeg render jo ikke rundt og bliver truet hele tiden.”
Hvilke forholdsregler tager I?
CS: ”Jeg har 'ID Caller', så jeg kan se, hvem der ringer, og hvor de ringer fra. Mit telefonnummer er ikke tilgængeligt nogen steder, og min adresse er hemmelig. Hvis jeg sidder med en sag, der kommer til at 'larme', giver jeg besked i mine børns institution. Jeg får ikke trusler på daglig basis, men når det sker, så melder jeg det altid til politiet.”
Kritikken af jeres arbejde lyder ofte, at I skaber underholdning ud af alvorlige sager. Er der en sandhed i det?
JVL: ”Det er en balance, man hele tiden går på. For det kan sagtens kamme over og blive underholdning – og modsat kan det også blive for kedeligt, hvis man går for langt ind i juraen. For mig er det gyldne snit en blanding. Vi må gerne benytte os af dramatiske greb for at drage folk ind i fortællingen, men det skal understøttes af, at vi fortæller noget vigtigt – noget, der gør folk klogere på samfundet og retsstaten.”
Camilia, når du vælger at tage en sag som Kris' forsvinden op – fra 1978 – er du så betænkelig ved at rippe op i en gammel sorg?
CS: ”Der er mange etiske overvejelser. Men jeg fandt ud af, at der var vidner, der aldrig var blevet hørt eller taget alvorligt af politiet. De skulle have lov at komme til orde, og de pårørende fortjente, at den nye information blev bragt frem. For dem handlede det også om, at de ikke troede på, hun havde taget sit eget liv. De havde brug for en større indsigt i sagen.”
Hvordan startede du på den sag?
CS: ”Sagen begyndte, fordi jeg stod og manglede noget at kaste mig over. Min mand, der er producer på TV3 Sport, fortalte mig om mysteriet om Kris. Dengang kendte jeg knap Morten Olsen. Jeg søgte aktindsigt i 2017, og efter lang tids tovtrækkeri fik jeg lov til at komme på Rigsarkivet.
Der kom en mand gående med seks paller med materiale – 1.400 dokumenter. Pludselig stod jeg med en langt større sag end forventet. Da jeg ringede til Morten Olsen, afviste han mig blankt. Den type opkald havde han fået mange af. Men jeg ringede igen, stillede spørgsmål – og langsomt åbnede han sig op. Min oplevelse var, at jeg kom med oplysninger, han ikke kendte til. Det gjorde udfaldet.”
Søgelys
Jesper Vestergaard Larsen og Camilia Soltani havde i slutningen af april premiere på deres nye ugentlige krimi-program ’Søgelys’.
I programmet, der sendes på Viaplay, stiller de med gæsters hjælp skarpt på aktuelle kriminalsager som Roskilde-manden, der blandt andet er tiltalt for at krænke sovende børn, og den 75-årige bilist, der er sigtet for en trafikulykke, hvor 12 personer kom til skade.
