Covid-19 raser verden over som en blodtørstig pandemi, og her til lands har statsminister Mette Frederiksen sammen med sin regering taget resolut fat om statsapparatets videst indgribende styrepinde i et forsøg på at undgå samme uhyggelige scenarier, som man ser udspille sig særligt i det nordlige Italien, hvor tusinder er døde og sundhedssektoren kollapset.

Danmark er blevet lukket ned. Og med landet også markedsøkonomien.

Siden nedlukningen har Folketinget i samarbejde med arbejdsmarkedets parter gjort deres for at afbøde skaderne og spændt et sikkerhedsnet til flere hundrede milliarder kroner ud under lønmodtagerne og de selvstændige og de små og mellemstore virksomheder, og hvem der ellers måtte befinde sig i økonomisk frit fald landet over.

Staten er altså trådt ind for at understøtte markedet, og med det er en tudsegammel diskussion trådt frem i samme takt: Det er den om staten og det frie marked.

For betyder dette statslige indgreb, at det frie marked ikke kan stå på egne ben? Eller er markedet lovligt undskyldt, fordi det jo netop er staten, der har lukket landet ned? Og kan man overhovedet tillade sig at stille denne slags politiserende spørgsmål under en historisk krisesituation?

Det er krigsførelse på fortællinger og idéer, en strid om sandheden. Historien skal skrives, og den mulige gevinst er ikke at forklejne: Vælgernes mandat til at forme fremtiden.

Men før vi når så vidt, skal vi tilbage til onsdag den 18. marts. Her skrev Lisbeth Bech Poulsen, folketingsmedlem for SF, nemlig følgende på Twitter:

’Illusionen om det frie marked må nu endegyldigt være bristet for de sidste troende’.

Med det var bolden sat i bevægelse. Folk fra både højre og venstre på den gamle fordelingsakse flokkedes til for enten at gå i rette eller at bakke op.

”Da jeg læste tweetet, tænkte jeg: Illusionen, om at socialister forstår sig på det frie marked, må være endeligt bristet,” siger Alex Vanopslagh, der er partileder i Liberal Alliance, om kommentaren fra Lisbeth Bech Poulsen (hun er ikke selv vendt tilbage på Euromans henvendelse).

”Jeg er ikke bange for at tage en ideologisk diskussion,” siger Alex Vanopslagh på en telefonforbindelse fra en DSB-kupé. ”Men hvis man indtager det standpunkt – og nu karikerer jeg det lidt – at det frie marked er noget lort, fordi det brister, når staten går ind og lukker det ned, så er man ualmindelig ubegavet.”

Alex Vanopslagh var som leder af partiet Liberal Alliance selv med ved forhandlingsbordet, da landets partiledere onsdag den 18. marts satte sig for at strikke (endnu) en hjælpepakke sammen til det nødlidende arbejdsmarked. Alle Folketingets partier var repræsenteret, og for enden af forhandlingsbordet sad finansminister Nicolai Wammen (S).

Natten til torsdag den 19. marts, kl. 04 om morgenen, var aftalen på plads. I omegnen af 100 milliarder kroner var der blevet afsat til at holde hånden under blandt andet selvstændige og særligt pressede brancher.

”Det, vi har set de sidste 24 timer og de seneste dage, er dansk folkestyre, når det er bedst,” udtalte en begejstret finansminister, da han sammen med partilederne præsenterede aftalen torsdag formiddag i Finansministeriet.

Alle partilederne stemte i og tilkendegav tilfredshed med hver deres bidrag. Også den liberale Alex Vanopslagh udtrykte på det tv-transmitterede pressemøde en vis glæde over aftalen, om end han ikke ligefrem spruttede af lykke.

Jeg spørger ham, hvordan aftalen havde set ud, hvis ingen andre end Vanopslagh selv havde siddet ved bordet.

”Så havde den set væsentlig anderledes ud,” siger han. ”Så skulle vi have set på den skat og moms, der er blevet indbetalt det sidste halve til hele år, og så ført det tilbage til virksomhederne – med en øvre grænse, selvfølgelig. Ved at føre tilbage fra det seneste år ville man redde virksomheder, som var sunde før krisen, i stedet for, at alle nu skal til at være offentligt forsørgede.”