soundLyt til artiklen med Euroman
play

Klik her for at læse mere.

00:00 |

”Første gang, jeg var ude i skoven, var jeg ved at skide i bukserne. Det var mod en af de største grupper i Danmark. Jeg stod foran 10 frådende hooligans og tænkte: ’William, hvad fanden er det, du laver?’ Første runde gik sindssygt godt. Men på et tidspunkt blev jeg slået i ansigtet. Jeg var halvt nede og var lige ved at blive sparket i hovedet. Så kom min ven flyvende og nakkede min modstander. Smak, smak, smak. Så kom en tredje Brøndby-dreng og hjalp til. Der blev jeg virkelig reddet, og så får man altså et specielt forhold til nogle mennesker, man måske dårligt nok kender. Det er det største adrenalinsus, jeg nogensinde har fået.”

William husker tilbage på sin første ’kamp’ for Brøndby IF’s mest hårdtslående hooligangruppering, Fri Sport. Man kan fornemme i hans øjne, hvordan han gennemlever suset på ny. William har indvilliget i at fortælle om sine erfaringer med ’skovboks’. Den nye, lyssky kampsportsdisciplin for nord- og østeuropæiske fodboldhooligans.

Hooligankulturen i Danmark er nemlig ikke, hvad den var for 10 år siden. Volden er rykket fra gaden og ud i skoven. Nu mødes de mest hårdkogte fans af danske fodboldklubber, heriblandt også FCK, Esbjerg og OB, med jævne mellemrum i mennesketomme skovområder. I al hemmelighed og i ly fra offentlighedens og politiets søgelys.

Journalist Tom Carstensen, der er medforfatter til bogen ’Hooligan’, beskriver fænomenet som en ny måde at forsvare klubbernes farver på:

”De moderne hooliganslagsmål er mere organiserede, end de var i gamle dage, hvor der opstod mere tilfældige konfrontationer på og uden for stadion. Nu aftaler lederne af de forskellige hooligangrupperinger i højere grad, at man møder op i skoven på et givent tidspunkt og i et lige antal. Det kan være 20 mod 20 eller 10 mod 10.”

Herfra er regelsættet lige så simpelt, som det er kompromisløst: De to hold tordner sammen i et kaotisk masseslagsmål. Når alle mand fra ét hold ligger på jorden, ude af stand til at rejse sig, har det pågældende hold tabt. I modsætning til det klassiske stadion-slagsmål er skovboksningen underlagt et fastere regelsæt, forklarer Tom Carstensen:

”Man slås så fair, som man nu kan, og det er ikke mit indtryk, at det handler om at slå hinanden ihjel. Det er jo en form for MMA, bare med endnu større frihedsgrad. Man møder op uden slagvåben og slås altså kun med næver og fødder. Ved mere spontane gadeslagsmål i forbindelse med fodboldkampe bliver der nogle gange kastet med sten og flasker, og hvad man ellers lige kan få fat på. ’Skovboks’ er langt mere organiseret.”

William, der er i midten af 20’erne, har været i kamp for Brøndby Fri Sport fem gange. Vundet fire gange, tabt én. I sine sene teenageår begyndte han at færdes i det mest dedikerede fanmiljø på Brøndby Stadion, og blev igennem en fælles ven introduceret til den daværende leder af Brøndbys hooligangruppe. I den bokseklub, han kalder ’Brøndby-huset’, viste William, der er høj, hærdebred og veltrænet, sit upolerede boksetalent frem for højtstående folk i hooliganmiljøet:

”De tunge drenge skal se dig an nogle gange under sparring, for de hiver ikke hvem som helst med ud for at slås for klubben. En dag spurgte de mig direkte, om jeg ville være interesseret i at prøve skovboksning.”

William vidste i forvejen, at han var god til at gebærde sig i slåskampe. Flere gange tidligere havde han været i karambolage i det københavnske natteliv, og her stod det hurtigt klart, at hans forudsætninger for at slås var bedre end de flestes. Gode gener og flere års dedikeret styrketræning gjorde ham til én af dem, vennerne ringede til, hvis de kom i problemer.